Fremragende bog om Israels festkalender

Jesus og de jødiske fester er en fremragende bog med et gedigent teologisk indhold, som går et spadestik dybere end flere andre bøger med samme emne.

Den er forbilledlig i layout med flotte billeder og oversigter, nyttige kilder, ordforklaringer, lister med antikke personer og værker og skriftstedsregister.

Det indbydende layout er perfekt i forhold til tekstens dybde og gør bogen ”lettere”, så den kan læses af alle med interesse for Israel, jødiske fester og kirkeåret. Værkets teologiske tyngde indbyder til – efter endt læsning – at slå op i, efterhånden som højtiderne indfinder sig. 

En enkelt læsning rækker ikke – her er stof til mange timers selvstudium. Udgangspunkt er Jesus, de jødiske skikke, og hvad Det Nye Testamentes forfattere skriver om.

Fester giver indsigt

Bogen uddyber tro og Jesu budskab ud fra både et jødisk og kristent ståsted set i lyset af Jesu deltagelse i de jødiske fester. Det betyder, at læseren får indblik i historien om Guds frelse underbygget af de jødiske fester fra Det Gamle Testamente (GT) frem til Det Nye Testamente (NT) og vor tid, dvs. hvordan det hele hænger sammen på et dybere niveau.

Jan Holm Mortensen har i 10 år arbejdet som præst i Jerusalem.

Holms meget grundige research udgår fra hans kendskab til steder og skikke i nutidens Israel samt teologiske studier i sit præstevirke i Jerusalem udsendt af den Danske Israelmission. Hans fællesskab med messianske jøder i festernes fejring (Immanuelskirken, Jaffo) krydrer det teologiske fundament. Jøder har jo udlevet GT i NT med fokus på Jesus som frelser og Messias i Jesu levetid, dernæst som jøde-kristne de første hundrede år, og i vor tid som messianske jøder (dvs. Jesus-troende).

Israels festkalender som guide

Holm beskriver forskellige kalendere, deres udvikling, betydning og sammenhæng. Han beskriver fester og ritualer, så det viser det den røde tråd i Bibelen. Kalendere peger frem mod forskellige datoer, men der er system i det både i jødisk udgave og i det kristne kirkeår inkl. Østkirken.

Sabbatten er et stort tema, fx sabbatten og skabelsen, sabbatten som pagtstegn, som frelse, som messiansk forventning, sabbatten og kirken, sabbat og søndag i luthersk tradition; søndagen som gave og sabbattens rodfæstede virkelighed i dagens Israel.

Desuden gennemgår Holm jødiske fester, som ikke indgår i kirkeåret, men som er teologisk relevante. Påske-kapitlet går bag om bordplanen ved Jesu sidste måltid med fodvask og indstiftelse af nadver samt den jødiske anledning. Pinse-kapitlet ser også på Kristi Himmelfart og den jødiske kalender.

Kapitlet Den Store Forsoningsdag (Yom Kippur) fortæller både ud fra jødisk og kristent ståsted om tro, tilgivelse og forsoning med Gud. ”Adgangen til Guds rige går gennem den store forsoningsdag og er ikke baseret på vægten af mine gode gerninger eller vægten af min syndsbekendelse, men på vægten af den levende Guds evige offer ved sin Søn Kristus” (s. 231), men man må læse bogen og Hebræerbrevet for at forstå, at Jesus er den lovede ”ypperstepræst for evigt på Melkisedeks vis.”

Chanukka, festen for templets genindvielse, peger frem til Jesu identitet, lyset som skinner i mørke, Gud som tager bolig hos menneskene og Jesu fødsel.

Det sidste kapitel viser med en tekstet syvarmet lysestage, hvordan Israels fester er opfyldelsen af Jesus Kristus med basis i pagterne, Den Gamle og Den Nye!

Jan Holm Mortensen:
Jesus og de jødiske fester – Israels festkalender som guide til Det Nye Testamente
285 sider • 249,95 kr. • Lohse


Jan Holm Mortensen er født i 1963 og har været sognepræst i Kristkirkens Sogn i Kolding siden 2009.

Han er uddannet teolog fra Aarhus Universitet og Menighedsfakultetet og arbejdede derefter som studentersekretær i Kristeligt Forbund for Studerende. I 1999 rejste han til Israel og blev der næsten 10 år, først som præst for den danske menighed i Jerusalem og dernæst som præst for en messiansk jødisk menighed i Tel Aviv.