– Gud sendte sine engle til os
”Gud sendte sine engle for at holde vagt over os. Jeg hørte nogen sige: Der er en Gud!”, lød det fra nogle af de 149 passagerer, efter at et Boeing 737 fly fra Southwest Airlines tirsdag måtte foretage en dramatisk nødlanding i Philadelphia.
Charisma News skriver, at den kristne førstepilot, Tammie Jo Shults (56), måtte tænke hurtigt, da flyet i 9,7 kms højde mistede en motor på ruten mellem New York City og Dallas.
Piloten måtte derfor nødlande i Philadelphia. Forinden havde hun bedt lufthaven sørge for ambulancer til kvæstede passagerer.
Dele af den ødelagte motor havde smadret et af vinduerne, og der var stort fald i kabinens lufttryk, så piloterne frygtede at miste kontrollen over flyet. Derfor valgte Tammie Jo Shults at lande flyet med større fart end normalt. En kvinde, som var ved at blive suget ud af det ødelagte vindue, døde senere. Syv andre passagerer blev lettere kvæstet. Men folk takker Gud og roser piloten efter nødlandingen.
– Hun har nerver af stål, den kvinde. Jeg hylder hende og vil sende et julekort. Hun var fantastisk, siger passageren Alfred Tumlinson ifølge tv-stationen WPVI.
Tammie Jo Shults har tidligere gjort tjeneste i hæren, hvor hun som en af de første kvinder blev jagerpilot og fløj F-18 fighter jets. Her lærte hun bl.a. at lande fly i høj fart, hvilket uden tvivl var en hjælp under landingen af Southwest flyet. Hun var også flyinstruktør, før hun i 1993 forlod hæren for at få ansættelse i den civile luftfart.
Piloten, som også er gift med en pilot og har to børn, fortæller, at hun som kaptajn får mange muligheder for at dele sin kristne tro på næsten alle sine flyrejser.