Hittebørn har også mødre
Siden 1714 har danske kvinder været sikret uddannet jordemoderhjælp i forbindelse med graviditet og fødsel, og samfundet har draget omsorg for, at mor og barn har fået en god start på moderrollen og livet.
Desværre er det ikke alle mødre og alle børn, der får en god start. I den aktuelle debat om, hvorvidt vi i Danmark bør indføre såkaldte babyluger, hvor man anonymt kan aflevere sit barn, hvis man ikke selv magter at tage vare på barnet, er der stort fokus på det enkelte barn og på at sikre, at hittebørn så vidt muligt får en god start på livet. Men det er som om, at man lidt glemmer, at også hittebørn har mødre.
I Danmark er der siden 2004 fundet 14 hittebørn, hvoraf cirka halvdelen var døde, da de blev fundet. Hvis babyluger kan være med til at redde nyfødte børns liv, er det selvsagt svært at være modstander af forslaget om babyluger. Derfor er jeg i princippet heller ikke modstander af babyluger, men jeg tror bare ikke, at de løser det problem, som de er tiltænkt at kunne løse.
For det første, så tror jeg ikke nødvendigvis, at de kvinder, som ville vælge at aflevere deres nyfødte barn i en babyluge, er de samme kvinder, som ellers ville efterlade deres barn i en park, på en bænk eller et andet sted i naturen. Det må forventes, at kvinder der overvejer at efterlade deres nyfødte barn eksempelvis i en offentlig park eller lignende, i forvejen er i en særdeles sårbar og desperat situation, og det er derfor vanskeligt at forestille sig, at de kvinder har det overskud og de ressourcer, der skal til for at kunne planlægge og gennemføre transporten af deres lille nyfødte barn til nærmeste babyluge – formentligt i forbindelse med et hospital i én af de større byer.
For det andet, så kunne man frygte, at indførelsen af babyluger ville betyde, at disse i stedet ville blive benyttet af andre kvinder med større overskud, og som i mange tilfælde ville have opsøgt andre og bedre muligheder, hvis babylugerne ikke fandtes – eksempelvis et anonymt fødested med mulighed for rådgivning i forhold til forældreskabet og herunder eventuelt rådgivning om muligheden for at bortadoptere barnet.
For det tredje, så kan man med en vis ret hævde, at indførelsen af babyluger er med til at tilsidesætte barnets ret til at kende sit biologiske ophav. En ret, som blandt andet er nedfældet i FN´s Børnekonvention, hvor der står: ”Barnet skal registreres umiddelbart efter fødslen og skal fra fødslen have ret til et navn, ret til at opnå statsborgerskab og, så vidt muligt, ret til at kende og blive passet af sine forældre”.
Som jeg indledte med at konstatere, så har hittebørn også mødre. Derfor synes jeg, det er vigtigt, når vi diskuterer, hvorvidt vi bør indføre babyluger i Danmark, at vi drager omsorg for både mor og barn. Set fra moderens perspektiv, så er én af de helt store ulemper ved sådanne anonyme afleveringer af børn i babyluger, at denne foranstaltning gør det muligt at afhænde barnet uden at modtage nogen form for rådgivning eller svangreomsorg. Man tager hånd om barnet og sikrer, at det får en god start på livet, men moderen forsvinder ud i mørket. Det synes jeg ikke, vi kan være bekendt, og det skal vi gøre alt, hvad vi kan, for at modvirke.
Det er ikke noget, staten og det offentlige kan sikre alene. Her er der i særdeleshed brug for at samle og aktivere alle gode kræfter, der møder de potentielle hittebørnsmødre i gadebilledet: gadeplansmedarbejdere, gadejurister, gadepræster og så videre. Derudover bør der sikres mulighed for at tilbyde adgang til jordemoder og læge uden tvang til at oplyse CPR-nummer. På denne måde får vi som samfund mulighed for at motivere de sårbare kvinder til at tage imod omsorg og vedkende sig forældreskabet – eller i det mindste mulighed for at sikre en god og tryg bortadoption uden fysisk risiko for mor og barn.
Christian Borrisholt Steen er medlem af Det Etiske Råd og arbejder til dagligt som seniorkonsulent i Krifas Videnscenter for God Arbejdslyst
