Vor Herres kirke i det grønne

Naturvejleder og forsker Simon Høegmark, som er tilknyttet Psykologisk Institut på Syddansk Universitet og Naturama i Svendborg, er en troende mand. Han mærker sin tro stærkest, når han arbejder med mennesker i krise på sine kurser i naturen.

Simon Høegmark, som taler, forsker i naturens helbredende kræfter og hjælper bl.a. mænd i livskriser gennem ”Projekt Vildmænd”. Et rehabiliteringstilbud, han har udviklet til Svendborg kommune i 2015 i samarbejde med Naturama.

Han holder også mange foredrag – den 12. marts talte han i Vor Frue kirke i Svendborg. Om Depression og natur.

Naturen som medicin

I øjeblikket er han desuden ved at færdiggøre en ph.d.-afhandling om ”Naturens påvirkning på vores psyke – som behandlingform”.

Naturen er god medicin, mener Simon Høegmark, som bl.a. har mange livsbekræftende oplevelser med mænd i krise på grund af livstruende sygdomme, stress, skilsmisse, depression, traumer… med bl.a. bål, vand, skov, motion, åndedrætsøvelser og mandehørm på programmet i ”Projekt Vildmænd”, som har fået anerkendelse og opmærksomhed – også i medierne.
Ikke mindst arbejdet med at hjælpe mennesker med stress, angst eller livstruende diagnoser har for alvor givet ham forståelse for troens værdi:
– Troen giver os nogle svar, som vi har brug for – for at være i balance.

Den kan noget, som videnskaben ikke kan: Den kan give os sjælefred!
Det er noget, mennesker over hele verden – i alle religioner – søger.

Troen giver håb og trøst

– Jeg tror både på Gud og på videnskaben. Kristendommen og videnskaben har samme historie og samme mål: Det gode liv. Troen rammer næsten alle, fordi den kan give håb og trøst. Hvis ikke troen havde haft stor betydning for mennesker, var den blevet fravalgt for længst, siger Simon Høegmark.

Selv har han arbejdet meget med naturvidenskab. Men når der opstår kriser, oplever han, at mennesker – inklusive ham selv – vender tilbage til troen.

– Hvem er vi? Hvad er meningen med livet? Hvor skal vi hen? Troen giver os nogle svar – og håbet er en af de stærkeste helbredende kræfter, der findes, siger han.
Fællesskab har også afgørende betydning for vores helbred.
– Naturen er et sted, hvor man er neutral i forhold til hierarki. Dér kan vi også alle mødes på tværs af trosretninger, og dér får de fleste lettere overskud til kærligheden. Derfor bruger jeg naturen som med-behandler, når jeg prøver at hjælpe mennesker.

– Jeg oplever, at når jeg har folk med ud i naturen, så åbner de sig, fordi naturen hverken dømmer eller bedømmer. Den er der bare for os. Og får folk til at sænke paraderne og skuldrene og puste ud. Vi slapper af og bliver klare til at mærke og modtage helende kræfter.

– Gud er i denne proces. Gud hjælper – giver energi og styrke, mener Simon Høegmark.
Han oplever, at det kan være nemmere at arbejde med og hjælpe andre troende, fordi de er mere imødekommende.

– Det er ofte dem, der har et overskud på trods af, at de selv er eller har været ramt af en krise. I mine grupper i naturen er det ofte de troende, der har overskud til at tage vare på den ved siden af.
Man kan også hurtigere få tændt livsgnisten i dem – selvom de måske kæmper med depression. De mærker, der er en god stemning og tager det straks til sig, forklarer han.

Tre ”opkald” fra oven

Simon Høegmark har haft tre markante oplevelser, hvor han tydeligt har følt, at Gud hjalp ham: Da han var ved at drukne som barn. Da han var ved at forlise i en jolle under storm. Og da han vandrede op på toppen af et fjeld i Norge.

Første opkald fra oven: Faldt i dybt vand uden at kunne svømme.

– Mine forældre sagde til mig: ” Der er en Gud”, men ellers talte de ikke så meget om det. Den første gang, jeg mærkede noget større og stærkere, vidste jeg derfor ikke noget om, hvad det var. Jeg var omkring syv år.

– Min familie havde flyttet meget rundt, og vi var et stykke tid forinden flyttet fra Djursland til Mariager, hvor der var en dreng, der altid var efter mig – bankede mig. Derfor havde jeg trukket mig lidt fra fællesskabet og løb meget rundt alene i naturen med min hund Tyrk. Her mærkede jeg Guds tilstedeværelse i form af glæde og fred.

– Hvert år tog vi på sommerferie i Sverige. Det var et eldorado for mig. Klipper, skov, søer. På et tidspunkt gik jeg ned til en skærgård, hvor der var en bro. Selvom jeg ikke måtte gå ud til vandet alene, gjorde jeg det. Jeg klatrede også på klipperne og faldt ned – lodret ned i vandet, og det var dybt!

– Først gik der panik i mig. Jeg plaskede helt vildt rundt, for jeg kunne ikke svømme endnu. Så sank jeg ned i vandet. Det var rigtig, rigtig ubehageligt. På et tidspunkt mærkede jeg pludselig, at det hele var ok. Jeg flød med og havde det behageligt. Mens jeg lå dybt nede i vandet og kiggede, havde jeg en salig fornemmelse af, at alting var ok.

– Dengang forstod jeg det ikke. I dag vil jeg sige, at Helligånden var med dér. Siden den oplevelse har jeg ikke været bange for at dø – men dog selvfølgelig i forhold til mine børn …

– Mens jeg var under vandet og følte, at alt var i orden, var vandet lyst, flot og klart. Jeg så hele mit liv passere forbi. Jeg tænkte på det uden negative følelser. Så det som i en film. Midt i, at alting passerede igennem, blev jeg pludselig revet ud af det igen.

– En stor mand med langt, krøllet hår og skæg hev mig op og gav mig kunstigt åndedræt. Jeg kastede vand op. Herefter kan jeg intet huske, bortset fra, at jeg lidt senere tænkte: ”Der er en, der holder øje med mig” og fremover havde en ny fornemmelse af: ”Bare rolig” … af, at jeg kunne gøre næsten hvad som helst, fordi der var en, der nok skulle komme og redde mig. Det gav – og giver mig stadig – ro, når jeg er mest presset.

– I pressede situationer kan jeg tænke klart og handle konstruktivt, fortæller han.

Andet opkald fra oven: I en jolle i stormvejr, hvor motoren gik ud.

Simon Høegmark er en pligtopfyldende mand.

– Da jeg havde fået begge mine børn – min søn var seks, og min datter var to, skulle jeg for ni år siden være naturvejleder for en flok børn og seks lærere fra Gladsaxe. Vi skulle mødes på Drejø.

– I Svendborg havde jeg stablet min tyve fods jolle op med waders, garn … og det hele, dagen i forvejen. Og skulle så sejle ud kl. 2.30 om natten. Da jeg vågnede for at tage ned til båden, kunne jeg høre, at det blæste helt vildt. Der var store bølger. Det var ikke godt.

– Jeg kunne jo ikke ringe på det tidspunkt – midt om natten – og sige, at jeg ikke kom. Så jeg følte, jeg blev nødt til at sejle derover. Jeg skulle sejle helt fra Åbyskov, hele vejen igennem Svendborgsund og over til Drejø.

– Jeg tænkte: ”Det er nok ikke så galt, og jeg ligger tungt i båden med alle de waders – og kan finde læ ved at sejle tæt ved kysten”. Selvom jeg havde mærket, at jeg var i alarmberedskab på vej derover, vidste jeg, at der snart ville stå 50 unger og deres lærere og vente – og ingen til at modtage dem, hvis ikke jeg kom.

– Da jeg sejlede forbi Svendborg Havn, blev bølgerne større, og da jeg kom ud til Skejø, kom der bølger både fra venstre og højre side af øen. Rigtig, rigtig dårligt. Derude gik motoren også i stå!

– Jeg tænkte: ”Jeg er en idiot. Jeg har to børn derhjemme …” Det var noget rigtig møg. Mens båden blev kastet rundt på bølgerne, kom jeg i tanke om oplevelsen i Sverige. Så kom der ro på, og jeg begyndte ligesom at arbejde i slowmotion. Jeg kom hen til motoren, fik checket, om det var noget med slangen – og om der var nok benzin på. Derefter tænkte jeg logisk, at jeg skulle rense tændrøret – mens båden nærmest væltede rundt. Jeg følte, at jeg ikke lavede nogle forkerte bevægelser overhovedet. Jeg flakkede ikke rundt, selvom stormen rasede.

– Jeg fik fat i tændrørsnøglen, fik tændrøret af og tabte det ikke, satte det ind igen og checkede, at alt var, som det skulle være. Så trak jeg tre gange i motoren, og så startede den.

– Jeg kiggede op og sagde: ”Tusind tak!”

– Så sejlede jeg videre mod bølgerne. Ved Sejerø og Hjortø blev jeg presset ned af to meter høje bølger. Jeg sejlede helt op og forbi Drejø for ikke at komme til at sejle skråt og få bølgerne indover. Derfor sejlede jeg forbi havnen – og fik en chance og fik vendt rundt, og var sidelæns ved en stor bølge. Jeg havde nu bølgerne ved bagdelen og kurs mod havnen.

Langt om længe kom jeg ind i havnen og pustede ud. Nu kunne jeg mærke, hvor anspændt jeg havde været de sidste to-tre timer. Da jeg kom ind til havnen, stod der tre fiskere og kiggede på mig. De hjalp mig med rebet. Så kiggede de på mig og rystede på hovedet. Deres rysten på hovedet sagde mere end 10.000 ord.

Tredje opkald fra oven: Blev helt varm indeni.

Som yngre underviste Simon Høegmark i biologi og fordybede sig i evolutionspsykologi. Han arbejdede i et meget naturvidenskabeligt miljø, hvor mange havde en ateistisk tilgang til tingene.

I lang tid havde han haft så travlt, at han nogle gange var holdt op med at mærke efter, fordi han var så stresset  – også på grund af de mange foredrag, han kørte rundt og holdt. Han brugte GPS og havde nærmest ikke tid til at tænke og reflektere over noget.

– Så tog jeg på ferie i Norge og gik nogle lange ture alene. Jeg var helt deprimeret – med tanker som:”Kommer vi virkelig bare fra nogle bakterier?…Big Bang? Er alting bare skabt mekanisk? Uden mening, bare tilfældigheder … Ups, han døde lige, ups ”… Jeg gik og reflekterede over alt det fra miljøet, jeg var kommet ind i.

– Jeg gik med tvivl om mange ting. ”Er der en Gud? Eller er alting firkantet og kedeligt?”, røg igennem mine tanker. Lidt efter gik jeg væk fra området og ud på en sti i den vilde skov. Ned gennem en dal, hvor jeg mærkede duften og naturen. Da jeg gik gennem en skov, så jeg en fjeldtop. ”Jeg skal op på toppen”, tænkte jeg –  og begyndte at følge stien op. Den blev mere og mere stejl. Jeg knoklede igennem på grund af mine negative tanker, som jeg ville af med! Derfor knoklede jeg helt vildt.

– Så kom jeg op på toppen. Der var en stenplade udover en brat afgrund med fjorden ca. 800 meter nedenunder. Jeg svedte helt vildt og satte mig ved kanten med benene udover. I netop dét øjeblik forsvandt skyerne. Solen kom frem og varmede stenpladen op. Jeg blev gennemvarm og var med ét i en meditativ tilstand. Endnu engang mærkede jeg den samme følelse som i Sverige.

– Det var mit tredje opkald fra Vor Herre. Her kom jeg i tanke om, at Gud og videnskab har samme vision, samme mål: At hjælpe mennesker. Derfor finder jeg især sjælefred i naturen. Og jeg er heldig, at jeg får lov til at give folk livsgnist tilbage ude i naturen. Det vil jeg gerne arbejde med hele livet – i hvert fald noget med natur, der gavner!