Gabriela fik den værst tænkelige start i livet

Som helt lille blev Gabriela adopteret af et ægtepar, som boede lige syd for den dansk-tyske grænse. Det skulle blive hendes livs mareridt…

– Fra starten var min mor utilfreds med mig. Hun fortalte mig altid, hvor umulig og håbløs, jeg var. Hun skældte mig ud og slog mig, når jeg ikke kunne finde ud af mine lektier, fordi jeg var ordblind. Jeg kunne stadig ikke læse rigtig som ti-årig. Hun straffede mig bl.a. ved at låse mig ned i kælderen, hvor der ikke var nogen vinduer, husker Gabriela, som snart kom til at hade sin manipulerende mor.

Misbrugt af far

– Min adoptivfar var handelsrejsende, så ham så vi kun en gang om ugen. Men han misbrugte mig fra jeg var 4 år…

En gang kom min mor hjem, mens han var i færd med det, og hun blev rasende og forsøgte bogstaveligt talt at slå ham ihjel. for øjnene af mig. Jeg var ulykkelig og troede, at det var min skyld.

Jeg troede, at en af os var nødt til at dø, før det kunne blive godt. Jeg voksede op med angst, og hele tiden følte jeg, at jeg måtte gøre mig fortjent til at være i familien, ja til at leve. Jeg manglende den grundlæggende tillid, som alle mennesker har brug for.

– Selv når jeg skulle handle hos bageren havde jeg en frygt for at være til besvær. Jeg følte, jeg forstyrrede.

Mislykkede ægteskaber

Gabriela giftede sig som 20-årig – bare for at slippe væk, men på grund af hendes traumatiske opvækst, fungerede det første ægteskab ikke. Gabriela græd og led af depression, fordi der var noget galt dybt i sjælen.

Også det næste ægteskab mislykkedes, til dels fordi manden var alkonoliker. Men det varede dog i syv år, og Gabriela nåede at få tre børn i sine forhold.

– En forfærdelig aften var min mand fuld og skældte mig ud og slog mig. Jeg tænkte, at dette kunne ikke fortsætte. Jeg måtte hellere tage mit eget liv. Der var ingen, der ønskede mig.

Et afgørende øjeblik

Et par dage senere stod jeg i køkkenet med en stor kniv og tænkte, at nu ville jeg gøre det. Men i det øjeblik skete der noget nyt. Jeg fik den mærkelige tanke: Bed!

Jeg kendte ikke meget til Gud, bortset fra det, jeg havde hørt ved min konfirmation. Men jeg bad fra mit dybeste: ”Gud, hvis du er til, så hjælp mig, for ellers tager jeg nu mit liv.”

Pludselig røg kniven ud af min hånd og gennem luften over bag ved et bord, så jeg ikke kunne få fat i den. Nogen eller noget havde revet kniven ud af min hånd.

– Jeg er for dum til at kunne tage mit eget liv, tænkte jeg.

Men to uger senere blev jeg ringet op og tilbudt et godt job i bogholderiet på en avis i Flensborg. Og der mødte jeg en kvindelig kolega, som viste sig at være kristen. Hun blev min gode veninde. Hver dag hentede hun mig i sin bil og vi talte meget sammen. Jeg fortalte om new age, reiki healing og spøgelser – og hun fortalte om sin tro på Jesus.

Jeg var slet ikke interesseret, for jeg kunne ikke forstille mig, at der var en gud – med den opvækst jeg havde haft. Men hun gav ikke op. Og en dag efter et år, hvor jeg altid fortalte hende om mine mange problemer, sagde hun: Du må give dit liv til Jesus.

Jeg var helt afvisende. Men bagefter tænkte jeg alligevel: Jeg må give mit liv til Jesus.

På knæ i soveværelse

Min mand og jeg havde det igen forfærdeligt, og jeg gik ind på soveværelset og bøjede knæ, som jeg huskede fra min barndom, at man vist skulle gøre.

Jeg ønskede at sige noget, men det blev kun til: ”Gud, jeg vil…” Straks hørte jeg Guds stemme, hørbart, for første gang i mit liv: Gå ud og forkynd mit Ord.

Gabriela husker med tårer det store øjeblilk. Hendes liv var dengang et kaos. Hun led af panikanfald. Kunne ikke køre bil mere. Kunne ikke være sammen med mennesker mere.

– Min første tanke var, at nu rablede det vist – nu begyndte jeg også at høre stemmer.

Men jeg var nysgerrig og forsøgte igen at bede. Igen hørte jeg for anden gang stemmen: Gå ud og forkynd mit Ord.

Den tredje gang var det så højt, at jeg troede min mand kunne høre det inde i stuen.

Jeg spurgte: Kære Gud, må jeg virkelig forkynde dit Ord?

Straks oplevede jeg en fred og glæde, som aldrig før. Hele rummet var fyldt med fred. Og jeg vidste, at nu havde jeg givet mit liv til Jesus. Det er nu 15 år siden – og mit liv har været så godt og vidunderligt siden.

Berejst og velsignet

Gabriela var i de kommende år hos missionærer i Kenya og Tanzania, og hun rejste i 2 år med Operation Missions skibe i Asien. Hun har også været på Faderhjerte-skole i Toronto for at få kristen heling.

Hun ville også gerne til Mozambique hos Mama Heidi.

– Jeg havde ikke råd til det. Men en vendinde inviterede mig til at besøge hende på Mallorca. Jeg snakkede meget om min drøm om at rejse til Mozambique, og om morgenen gav hun mig 6.000 Euro, så jeg kunne rejse.

Det var helt utroligt, men sådan har jeg oplevet mange mirakler efter at Jesus kom ind i mit liv, fortæller Gabriela. Hun beskriver de tre måneder i Mozambique som ”hver dag var et mirakel.”

Hun havde også en drøm om at skrive som forfatter og journalist, så hun søgte ind på en 1-årig uddannelse i Berlin, selv om hun var ordblind.

Kort tid før var hun til et kristent møde, hvor hun gik frem til forbøn. Hun mærkede igen den overnaturlige fred, og prædikanten profeterede noget over hende, som en anden også havde profeteret et år før. Noget med, at to floder løb sammen, fortæller Gabriela og peger på sin hjerne.

– Under forbønnen lød der ligesom et knak i hovedet – men på en god måde. Dagen derpå oplevede jeg farverne på en ny måde, og jeg skyndte sig tilbage til prædikanten. Han forklarede, at når mennesker udsættes for så meget ondt, så blokerer nerverne som en forsvarsreaktion. Og han mente, at mine nervebaner igen var blevet åbnet.

– Det var fantastisk. Og da jeg begyndte på journalistuddannelsen, kunne jeg skrive og læse, og jeg fik den bedste eksamen, jeg nogensinde har fået.

Tilgivelsens mirakel

Et andet mirakel i Gabrielas liv er, at hun kunne tilgive de mennesker, der havde gjort hende så meget ondt. Hun nåede at lede sin ”onde stedmor” til Jesus, før hun døde for 2-3 år siden.

– Jeg opsøgte også mine biologiske forældre i Berlin. Jeg fandt senere ud af, at både min biologiske mor og min bedstemor var prostituerede. De havde først forsøgt at slå mig ihjel, dernæst forsøgt at sælge mig til Amerika, og endelig tilbudt mig til adoption.

Jeg gav min mor nogle digte, jeg havde skrevet. Men det gad hun ikke kigge på, sagde hun helt afvisende.

Jeg fandt ud af, at min far var kunstner og sigøjner. Ham ville jeg gerne lære at kende. Men da jeg opsøgte ham fik jeg kun en time, så lukkede hans nuværende kone døren. Hun ønskede ikke, at jeg havde kontakt med ham.

Alligevel kunne Gabriela tilgive dem alle – med Guds hjælp.

Hvad er det næste?

Gabriela går nu på Kolding Internationale Højskole. Hun har altid følt en særlig tiltrækning til Danmark, fordi hun som barn oplevede nogle gode dage på ferie ved Vesterhavet. Men hvad der skal ske i fremtiden, er hun ikke klar over. Hun er blot tryg ved, at Jesus leder hende dag for dag.

Læs også: Ekstra god imod de forsømte