Mennesket med den tunge kuffert

Bærer du også rundt på ”en tung kuffert?” Så er det måske tid til forandring?

Har du hørt podcasten ’Kvinden med den tunge kuffert’? Det er en meget spændende (og sand) historie om en mystisk kvinde med en kuffert. Uden at afsløre for meget, så er spørgsmålet hele tiden: Hvem er hun egentlig, og hvorfor gør hun, som hun gør? Har du ikke hørt den, så kan den anbefales!

På en måde bliver kufferten også en symbol på det, hun skjuler. Ja, måske endda det, som vi alle gemmer lidt væk fra offentligheden?

For har vi ikke alle nogle ting eller nogle karaktertræk, som vi ikke ønsker skal deles med alle og enhver? Er der ikke mange af os, der har en følelse af, at vi ikke bliver forstået eller accepteret, hvis vi virkelig bare er, som vi er? Den følelse kender jeg i hvert fald selv lidt for godt. Det kræver nogle gange mod bare at være sig selv.

For nylig mødtes jeg med en gruppe, hvor vi talte om tro og bad for hinanden. En kvinde i gruppen fortalte, at hun ofte ligesom fik en sang fra Gud, som hun følte, hun skulle synge højt for en eller flere.

Men hun turde ikke altid gøre det, for det var meget grænseoverskridende, syntes hun. Især når hun ikke kendte alle så godt. Forståeligt nok, syntes jeg og tænkte på min egen knap så fantastiske sangstemme.

Men til sidst overvandt hun faktisk frygten og sang en lovsang for os. Det var stærkt at høre, og jeg følte, at Gud brugte hende til at nå os med sit budskab. Godt hun ikke lod frygten styre sig, ikke?

Når man er i kirken eller til konferencer, så kan man hurtigt føle, at man skal være, som de fleste andre er, og reagere, som de andre reagerer. Eller når man ser folk på sociale medier, så kan man hurtigt føle, at man skal være på den samme måde som andre for at være god nok.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Og nogle gange har vi selvfølgelig brug for at bryde ud af dårlige adfærdsmønstre og handle og tænke på nye måder. Vi skal vokse åndeligt hele livet. Det er klart.

Men andre gange har vi brug for at ”åbne kufferten” og være os selv – eller blive os selv. Gud har skabt os forskelligt, så vi kan bidrage og velsigne med hver vores personlighed. Den skal ikke laves om. Som der står i Bibelen, så er vi kristne alle lemmer på samme legeme – men med forskellige funktioner.

Jeg føler mig altid velsignet, når jeg ser andre blive dem, de er. Når de trodser frygten. Det er stærkt, og det inspirerer! Om det så er gennem lovsangsprofetier, eller hvad det nu er, så vær dig selv og lad Gud bruge dig!


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Vi har ikke brug for flere kopier, der går rundt med tunge kufferter.