Mange deltog i debat om integration
KristenDemokraterne i Hedensted holdt høring sammen med andre partier.
Fredag d. 4. maj var der stort fremmøde i Hedensted Centrets Cafe til en høring om flygtninge og integration arrangeret af KD Hedensted.
Ester Due fra det frivillige lokale arbejde fortalte om sit møde med flygtningeverdenen, først gennem en praktik på Jelling Asylcenter, og siden som både kontaktfamilie for flygtninge og frivillige i en tal-dansk-café. Hun fortalte, at venskab med flygtninge har ændret hendes eget og familiens måde at leve på.
Dilsher Alan fra Syrien fortalte, hvordan han flygtede for at redde sit og familien liv. De kommer fra Afrin, den nu meget krigshærgede del af Syrien.
Frikirkepræst Torben Thomsen fra Juelsminde fortalte om kirkens integrationsarbejde, som en lørdag hveranden måned samler 80-110 mennesker, hovedsagelig med flygtningebaggrund, til hygge, sport, madlavning, sang og dans.
Politikere i debatten
Den lokale byrådspolitiker Birgit Jakobsen fra KD viste tal for voksne flygtninge under den 3-årige integrationsperiode i Hedensted Kommune. Kun 7% af flygtningene får sprogundervisning i dagtimerne. En underskriftsindsamling skal nu sikre flygtninge mulighed for at få mere sprogskole om dagen, da netop sproget er nøglen til integrationen, relationer og arbejdslivet.
Daniel Toft Jakobsen (MFer fra Socialdemokratiet) talte om indvandrerdebatten, som ofte deler danskerne i 2 lejre. Han roste sit eget parti for at prøve at tænke nyt i forhold til asylpolitik, så mennesker undgår at drukne i Middelhavet og at falde i hænderne på menneskesmuglere.
Den Radikale Søren Bo Pedersen talte om den hadske tone i debatten. De Radikale mener, at Dk nemt kan modtage op mod 10.000 flygtninge om året, og at alle børn af flygtninge/indvandrere, som er født og opvokset i Danmark, pr. automatik skal have dansk statsborgerskab, når de fylder 18 år.
Landsleder af Kristendemokraterne, Stig Grenov, indledte med at sige, at integration ikke er noget, man kan lovbestemme. Integration er, at man møder sit medmenneske på lige fod med en selv og gør som den barmhjertige samaritaner, der brugte egen tid og egne midler til at imødekomme et menneske i nød. Han pointerede, at folk blander begreberne sammen og ikke skelner mellem flygtninge, indvandrere, fremmedarbejdere, familiesammenførte og asylansøgere. Ofte kommer alle i en kasse, og der koges tal og statistikker, som man finder bedst.
Nærområderne
Alle tre partier var enige om, at en massiv hjælp i nærområderne til krigsramte og katastroferamte områder skulle opprioriteres. KD ønskede u-landsbistanden op på 1 % af BNP, så vi prøver at forebygge i lande, der ellers kan blive ramt af store konflikter.
Der var god debat efter mødet, hvis formål var at give politikerne stof til fortsat at arbejde for en bedre flygtninge- og integrationspolitik.