Det, der sker, var profeteret forud…

Henri Nissen

En nat for nogen tid siden vågnede jeg og kunne ikke falde i søvn igen. Jeg kom til at tænke på den mærkelige mediekrig, der for tiden raser fx imod Israel og Trump.

Til sidst stod jeg op og vandrede rundt i huset, mens jeg bad til Gud for vores urolige verden. Det kan jeg i øvrigt anbefale, hvis du ikke kan sove på grund af uro. Stå op og bed! Måske er det Gud, der vækker dig, for at du skal gå i forbøn. Og når du har bedt igennem, føler du en overnaturlig fred – og en naturlig træthed af din vandren. Og så sover du godt.

Sådan gik det også denne nat. Efter at have udøst mit hjerte for Gud, blev jeg mindet om at tage en bog fra reolen. Jeg ville have taget en bibel eller andagtsbog for at læse et godt ord. Men istedet fik jeg øje på en lille blå bog. Jeg havde fået den af en sydafrikansk profet, som jeg interviewede, da han i uge 21 i 2017 besøgte Kolding Int. Højskole. Interviewet med Andries van Heerden om hans eget liv blev bragt i uge 22 i Udfordringen – men jeg fik aldrig læst bogen.

Nu læste jeg hist og pist, og jeg blev ikke så lidt overrasket.

Det var sket!

Bogen hedder ”God said – 2017” og er en samling profetier, som medlemmer af Prophetic Roundtable i Sydafrika har fået forud for 2017. Bogen udgav de allerede i november 2016.

Her læste jeg nu om, at der ville ske et pludseligt magtskifte i Zimbabwe. Hov, jamen det var jo sket! –

Jeg læste om Tyskland, hvor den dengang sikre Angela Merkel snart ville møde stor opposition, ikke blot fra det yderste højre, men fra folk på gaden. – Det var sket ved valget. – Jeg læste om fraktioner i EU, som også var opstået. Og om forsøg på at banke østeuropæiske medlemslande på plads – uden held.

Jeg læste noget om Tchad, som jeg tilfældigvis vidste var sandt. – Ja, her stod endda om en geologisk aktivitet langs Den Østafrikanske Great Rift Valley. Også det er sket…

Det var dog utroligt! Disse afrikanske profeter havde forudsagt i 2016, hvad der ville ske i 2017. Og meget af det var sket.

Andries van Heerden udgiver hvert år profetier for det kommende år. Faktisk lægges profetierne nu ud på deres hjemmeside, så man kan se, hvad de profeterer vil ske i 2018.

Her kan man bl.a. læse at Hollywood vil miste sin dominerende rolle, og der vil opstå et nyt center for film. Osv. (Se selv www.prophetsroundtable.co.za)

Gud véd, hvad der vil ske

For mig var det en enorm opmuntring denne nat.

Gud har styr på udviklingen. Jo, verden er af lave på mange områder, men Gud arbejder. Gud vækker os endda om natten, så vi kan koncentrere os om at bede for, at hans vilje sker.

Flere gange har jeg også selv oplevet overraskende svar på disse bønner – også i den politiske verden.
Af en eller anden grund samarbejder Gud med os små mennesker. I Amos bog kapitel 3,7 står der:

»Nej, Gud Herren gør ikke noget, førend han har åbenbaret sine planer for sine tjenere, profeterne«.
Gennem Helligånden bliver vi mindet om at bede for vores land og for verden. For lederne. For medierne. osv.

Og når vi beder i Jesu navn, udløses Guds gode vilje. Det er den meget vigtige opgave, vi kristne har fået betroet – som ”vægtere på muren”. Ved Helligånden får vi vist noget, for at vi skal gå i forbøn, så det onde ikke sker, men det gode.

Det er også derfor vi opfordrer til, at der oprettes forbøns-grupper i alle danske kommuner, som kan bede for vores politikere, de sociale forhold, kriminalitet, skoler, arbejdsløshed, og andre lokale problemer. For det nytter, HVIS vi beder.