Dokumentarroman om Pontius Pilatus

Jesus blev ”…pint under Pontius Pilatus” hedder det i den trosbekendelse, som har lydt i kirkerne ud over verden siden de første kristne århundreder. Men hvad ved man ellers om verdens nok allermest kendte dommer?

Historikeren Paul L. Maier har skrevet bogen om Pilatus. Ifølge forfatteren er det ikke en typisk historisk roman men derimod en ”historisk dokumentar-roman”. Alle navngivne personer i bogen er således historiske skikkelser, og de begivenheder, som beskrives, er i overensstemmelse med historiske fakta.

En historisk begivenhed

Siden bogen udkom første gang i 1968, har forfatteren oplevet, at en række arkæologiske fund har bekræftet den bibelske fremstilling. I forordet til 3. udgaven fra 2013 skriver Maier:

”De geografiske og arkæologiske steder i Galilæa og Judæa, som kan forbindes med Jesus og Pontius Pilatus, understøtter i hvert enkelt tilfælde Det Nye Testamente. De kolde kendsgerninger fra såvel de ældste tider som fra i dag tilbageviser dermed alle moderne forsøg på at afvise, at Jesus er en historisk skikkelse.”

En lus mellem flere negle

Fremstillingen af konflikterne mellem guvernøren Pilatus og de jødiske ledere viser den komplicerede kamp om magt og status i forhold til den romerske besættelsesmagt. Nogle af de religiøse jøder er nærmest hysteriske i deres krav om at undgå billeder, sikre templets indtægter mm.

Dokumentarromanen giver et godt indblik i Pilatus’ dilemma. Da Jesus kommer for retten, har Pilatus netop modtaget trusler fra den paranoide kejser Tiberius med henvisning til udrensninger blandt senatorerne i Rom omkring år 32. Her blev Pilatus’ ”velgører”, Sejanus, og hele hans familie slagtet efter et kupforsøg mod kejseren.

Retssagen mod Jesus

Pilatus var altså allerede i knibe, da de jødiske ledere efter tempelrensningen arresterede Jesus.

Påsken var en farlig tid, dels fordi Jerusalem var fuld af pilgrimme, dels fordi de jødiske ledere vogtede ekstra nidkært over traditionerne, deres position og de forventede indtægter.

Forhøret hos Kajfas, overdragelsen af Jesus til Pilatus, som forsøger at henvise til Herodes, de skiftende anklager mm. er spændende læsning med de historiske oplysninger, som dels findes i selve romanen, dels i noterne til hvert kapitel.

Hvornår døde Jesus?

I noterne til kapitlet om korsfæstelsen af Jesus er der en oversigt over mulige dateringer. Her nævner Maier blandt andet Lukas 3,1-2, som tidsfæster Johannes Døberens offentlige virke i forhold til kejser Tiberius’ regeringstid.

De jødiske ledere truede indirekte Pilatus med kejserens vrede: ”Sætter du ham fri, er du ikke kejserens ven! For den, der udråber sig selv til konge, gør oprør mod kejseren.” (Joh. 19,12). Det giver naturligvis mest mening efter Sejanus’ fald og brevet fra Tiberius.

Den mest sandsynlige dato for korsfæstelsen er 3. april år 33, fordi påsken det år faldt på en fredag i den jødiske kalender. Kirkefaderen Euseb skriver, at Kristus led i Tiberius’ 19. regeringsår, dvs. år 33.

Den unaturlige solformørkelse i forbindelse med korsfæstelsen er omtalt hos den græske forfatter Phlegon. Han skriver i en krønike fra 137 e.Kr., at den fandt sted i det fjerde år af den 202. olympiade (der gik fra 1. juli år 32 e.Kr. til 30. juni år 33.e.Kr.). Han skriver også om et stort jordskælv, som ramte Bithynien og Nikæa. Da Kristus blev korsfæstet i påsken, dvs. om foråret, må det være sket i år 33, konkluderer Maier.

Blev dommeren kristen?

Forfatteren afviser at godtage kirkefaderen Tertullians beskrivelse af Pilatus’ indberetning til Tiberius.

Her skulle Pilatus have skrevet om ”sandheden om Kristi guddommelige natur”. Men dermed ville han have indrømmet, at korsfæstelsen af Jesus var en kæmpebrøler, og i Pilatus’ position ville det have været meget uklogt at gøre kejseren opmærksom på sine fejl.

Det kan ikke bevises, at Pilatus blev kristen ligesom hustruen Procula. De to rejste til Rom o. årsskiftet 36-37; men Tiberius døde, før de nåede frem.

Den store bog om Pilatus er godt selskab til ferien – men den er også værd at vende tilbage til som opslagsbog om verdens vigtigste begivenhed.

Kvinden, som forsvarede Jesus

”Lad den uskyldige mand være i fred. Jeg har i nat haft en forfærdelig drøm på grund af ham.”

Som den eneste af evangelisterne skriver Mattæus om Pilatus’ hustru, som advarede sin mand mod at dømme Jesus.

Mattæus 27,19 nævner ikke kvindens navn, men fra andre kilder ved vi, at hendes navn var Procula eller Claudia Procula. Hun kom fra en højtstående romersk familie, (nogle mener, at hun var datter af kejser Tiberius’ tredje hustru, Claudia, som selv var datter af kejser Augustus). Procula var både veluddannet og rig, da hun blev gift med Pontius Pilatus. Senere rejste hun sammen med ham, da han blev udnævnt som romersk guvernør over Judæa og Samaria.

I romanen Pontius Pilatus lever guvernøren og hans hustru i et for den tid usædvanligt godt ægteskab, og de taler sammen om både politik, kultur og religion. Hun har muligvis været en jødisk proselyt og som sådan haft kendskab til den jødiske messiasforventning.

Kristen og helgenkåret

Senere kilder beskriver Procula som en helgen og velgører i Afrika. Den koptiske kirke fejrer hende den 27. oktober ifølge den græske helgenkalender. I den etiopiske ortodokse kirke fejres både Procula og Pilatus som helgener den 25. juni.

Ifølge en tidlig tradition, som gengives af Origenes, blev Procula kristen. Hun har muligvis været en del af den kristne menighed, som mødtes hos ægteparret Akvila og Priskilla i Rom. Ægteparret nævnes adskillige gange i Det Nye Testamente.

Drømme i Mattæusevangeliet

Evangelisten Mattæus nævner flere eksempler på, at Gud taler til mennesker gennem drømme: En engel fortalte Josef, at det barn, Maria ventede, var blevet til ved Helligånden (1,20). Da de vise mænd havde tilbedt Jesusbarnet, advarede Gud dem imod at vende tilbage til Herodes (2,12). Derpå fik Josef en drøm om, at han skulle flygte til Egypten med barnet og dets mor (2,13). Da Herodes var død, fik Josef endnu en drøm, hvor englen fortalte, at familien kunne vende tilbage til Israel (2,20). I forbindelse med domfældelsen af Jesus nævnes Pilatus’ hustrus drøm. Den understreger – ligesom flere af Pilatus’ handlinger – at de erkendte, at Jesus var uskyldig.

 

Pilatus i Det Nye Testamente

I alle de fire evangelier gør Pilatus sig store anstrengelser for at redde Jesus fra det justitsmord, som er ved at finde sted.

Pilatus indser fra starten, at Jesus er uskyldig. Men det lykkes ham ikke at få Jesus til at forsvare sig selv.

Det lykkes heller ikke at få Herodes til at afsige den dødsdom, som de jødiske ledere kræver.

Også forsøget med at vise amnesti mod en fange i anledning af påsken falder til jorden. Selv om Pilatus giver folket valget mellem en morder og Jesus, hvis eneste ”voldshandling” var tempelrensningen, får de jødiske ledere folket til at stemme morderen fri.

Da Pilatus har ladet Jesus piske, viser han ham frem i et sidste forsøg på at appellere til folkets medfølelse, men han undgår ikke at føje de jødiske ledere ved at dømme Jesus til døden.

Herefter beder Pilatus om et vaskefad og vasker hænderne i fuld offentlighed for at understrege sin uskyld i domfældelsen.

En sidste kommentar til begivenhederne fra Pilatus’ hånd er inskriptionen, som blev placet på korset.

På latin, græsk og hebraisk stod der: ”Jesus fra Nazareth, jødernes konge”. De religiøse ledere ville have teksten ændret til: ’Han sagde, at han var jødernes konge’.

Men denne gang stod Pilatus fast.