Fantasy-roman for voksne fortæller om den åndelige virkelighed

Vibeke Binderup, forfatter til ungdomstrilogien ”Evnen”, har atter udgivet en spændende roman, som denne gang henvender sig til de voksne.

Kan man som læser lide Frank Perettis bøger: ”I dette mørke” og ”Ud af mørket”, så vil man elske denne bog. Den er nemlig skrevet i samme stil og med lidt af det samme tema, nemlig den åndelige kamp mellem englene og dæmonerne. ”Thi, den kamp vi skal kæmpe, er ikke mod kød og blod, men mod magterne og myndighederne, mod verdensherskerne i dette mørke, mod ondskabens åndemagter i himmelrummet” – Efeserbrevet kap. 6, vers 12.

Fantasy med åndelige sandheder

Ligesom trilogien Evnen, så er denne bog også i genren fantasy. Normalt forbinder man fantasybøger med dæmoner, heksekunst, mystiske ritualer, tilbedelse af alt andet en Gud. Men Bibelen er jo netop fuld af det overnaturlige, eller det bedre ord – det supernaturlige (fra det engelske ord supernatural). I denne bog er vi netop lige midt i Guds super overnaturlige, magiske verden, fyldt med åndelige væsner i form af engle, dæmoner og plageånder med særlige evner og mennesker, der kæmper sammen og mod hinanden.

En mismodig lærer kaldes til kamp

Bogens hovedperson, Simon, er temmelig mismodig. Han går og tumler med, hvad meningen med hans liv og tilværelse mon er. Lige siden han var lille, har han nemlig mærket den indre drivkraft som et kald til noget mere betydningsfyldt. Han kunne tydeligt fornemme kaldet, men han kunne ikke høre, hvor det kom fra, eller forstå selve budskabet, og derfor ledte han dog uden at finde andet end endeløs forvirring.

Simon arbejder som lærer på Markskolen, hvor tre lærere netop er ophørt med at arbejde og har forladt skolen uden et farvel eller en forklaring. Skolens kvindelige leder, Jane, skal nu have dækket disse læreres fag, og Simon tilbyder at tage kristendom. Til det første teammøde fortæller Jane, at der har været mange forældreklager over de tidligere lærere, da de indoktrinerede eleverne ved blandt andet at bruge Bibelen direkte i stedet for at bruge det nye skolemateriale med videnskabeligt tolkede bibelvers.

Der var ligeledes indflettet øvelser som meditation, yoga, selvreflektion og alternativ kropsbevidsthed.

Som hjælp til at komme i gang med kristendom og i det hele taget forstå det nye undervisningsmateriale besøger Simon den vikariende præst, som er med til at udvikle det nye materiale.

Simon kommer i gang med undervisningen, som bliver en kæmpe succes. Der er dog to kristne piger, som bliver dårlige og konstant klager over undervisningen. Simon begynder at sove dårligt hver eneste nat. Han har de vildeste mareridt om lysende slangeøjne og et lam, der græder. De forfølger ham i drømmene, og ofte vågner han helt gennemvåd af sved og med et hjerte, der galopperer afsted. Om natten oplever han det også som om, han er ved at blive kvalt, og der ligesom sidder nogen på hans brystkasse.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Konflikter og overraskende hjælp

Flere og flere konflikter forekommer, men Simon får overraskende hjælp fra sin mor Marie, de tre tidligere lærere, byens sygemeldte præst og en tidligere satanist og misbruger. Alt er ikke, hvad det ser ud til i virkeligheden. Pludselig bliver de alle kastet ud i en åndelig krig, og der bliver brug for masser af bønner og nogle specielle nådegaver.

Det er absolut en bog, der kan anbefales at læse. Selv om det er fiktion, så fortæller den netop os kristne om den åndelige virkelighed, som vi også er en del af, hvad enten vi allerede har gjort os erfaringer med den, eller slet ikke er klar over det – endnu!

Vibeke Binderup:
Den usynlige kriger
264 sider • 198 kr. • Udfordringen


Artiklen fortsætter efter annoncen: