Hjælp til voldsramte kvinder i Burma

Missionsforbundet vil nu starte tre nye projekter med støtte fra Danida gennem Dansk Missionsråds Udviklingsafdeling.

Det skriver Missionsforbundets Internationale Mission i et nyhedsbrev.

Det første projekt (til 1. mio. kroner) er et udviklingsarbejde blandt karen-folk i Myanmar, som skal sikre undervisningsmaterialer til landsbyer, skoler og kirker. Her kan også mediecenteret Fredens Stemme, som ligger i Nordthailand, blive involveret.

Det Danske Missionsforbund (DDM) og andre donorer vil i en periode sætte særlig fokus på kvinder, der bliver overfaldet, slået og voldtaget og som står meget svagt i retssystemet. Også her kan Fredens Stemme gøre gavn

Sideløbende etablerer DDM kontakt til andre organisationer og kirker for at øge sine muligheder for missionsarbejde i Myanmar.

Bibelskole i flygtningelejr

Bibelskolen og Præsteseminariet i flygtningelejren i Mae La uddanner mange kommende missionærer og præster. De vil kunne plante kirker i deres gamle fædreland, efterhånden som de rejser hjem, vurderer DDM.

Godt nyt til piger

I maj citerede præst Thomas Baldur på Facebook følgende udsagn, som kom frem på et møde med en gruppe voldtægtsofre:

”Hej, jeg er 14 år og døvstum. Min mor er død, min far er psykisk syg, og jeg er blevet voldtaget.”

”Hej, jeg er 12 år, min mor er også død, og jeg er også blevet voldtaget, og min far og jeg bor i et midlertidigt skur, fordi en elefant kom til at trampe vores hus i stykker.”

”Kristen mission er at bringe godt nyt (det er det, ordet ”evangelium” betyder). Det er blandt andet at være stemme for dem, der ingen stemme har. At tage de skønne små pigers parti og bringe overgrebsmændene for retten. Jeg er stolt af at være præst i et kirkesamfund, der er partner med en organisation, der gør netop det,” lyder Thomas Baldurs kommentar.