Til Orla Lindskov

For mange år siden var jeg til et møde i Stockholm i Sverige. Der var tre tusinde mennesker, der deltog i tro til Jesus.

I slutningen af mødet blev der kaldt frem til forbøn. Da jeg og mine søskende alle er født med en syg rygsøjle, og da jeg i årevis har haft smerter i min ryg, gik jeg til forbøn. Jeg har i årevis gået til behandling og taget piller.

Under forbønnen i Stockholm oplevede jeg, at alle smerterne forsvandt, og det var dejligt at sætte mig ned på min plads og opleve mig rask fra isse til hæl. Jeg vidnede også om helbredelsen i slutningen af mødet.

Jeg blev målløs over, at da jeg forlod mødet på vej hjem, kom der pludselig smerter i ryg og ben ret meget, og jeg angrede, at jeg havde vidnet for alle disse mennesker om min helbredelse.

Det blev til en meget ubehagelig oplevelse i Stockholm, hvor jeg troede, at jeg var blevet helt helbredt for smerter.

Jeg aner ikke, hvorfor Gud straffer os, uden at han giver os en åbenbaring om hvorfor.

I Jobs bog kap. 2, vers 3 siger Gud til Satan, at så from og retsindig en mand som Job var der ikke på jorden. Alligevel måtte Job lide. Dog læser vi så, at der alligevel til sidst blev givet velsignelse til Job.

Jeg ved ikke, om det er på grund af vantro, man bliver straffet. Bibelen siger jo klart til os i Ordsprogenes bog kap. 4, vers 2, at vi skal vogte vores hjerte og tanker mere end alt andet, for derfra udspringer livet.

Og i Jakobs brev kap. 4, vers 7 står der, at vi skal stå djævelen imod, så skal han flygte fra os.

Og da vores tankeliv er Guds våben, står der i 2. Korintherbrev kap. 3, vers 3-5, hvordan vi skal tage enhver mennesketanke til fange under lydighed mod Kristus.

Når du, Orla Lindskov, i Udfordringen den 15. april 2018 oplyser, at vi skal bruge Bibelens ord mod sygdoms tilbagefald og søge forbøn hos de retfærdige, er det så vores tanker?

Der står jo i Jakobs brev 1. kap. vers 2, at vi skal regne det for glæde, når vi kommer ud for prøvelser af forskellig slags.

Hverken i prøvelser eller i sygdoms-smerter er jeg nogen stor helt.
Man burde nok sige tak under alle forhold, som Bibelen lærer os, (1.Thessalonikerbrev, kap. 5, vers 18).

Venlig hilsen fra
B.S.

---

Svar: Sig tak for at holde fast i helbredelsen

Kære B.S.

Bønnen om helbredelse for sygdom og lidelse vil altid være forbundet med kamp. Det er min erfaring.
At der også skulle være en fortsat kamp at kæmpe efter helbredelse, det er ukendt for mange og svært at forstå.

Det er, som om der ved tro, bøn og taksigelse er brug for en fastholdelse af helbredelsen. Ikke mindst er taksigelse og taknemmelighed vigtigt. Det ser vi af Jesu fortælling om de ti spedalske. (Lukas 17, 11-19)

Mange tænker efter helbredelse: ”Ja, hvor dejligt, det var så det. Nu kan jeg komme videre med mit liv.” – og så tænker man ikke mere på helbredelsen. Men det kan åbne døren for, at sygdom og smerte vender tilbage.

Her taler jeg så generelt. Ikke om din beskrevne oplevelse i Stockholm.

Jeg tror, at vi som kristne er kommet bort fra forståelsen af det med kampen mod det onde, herunder kampen mod sygdom.

Den kamp beskrives ellers tydeligt i Bibelen flere steder og på forskellig måde.

Således læser vi om vores åndelige udrustning hos Paulus i Efeserbrevet kap. 6,versene 10 – 17.
Desuden taler Jesus faktisk om tilbagefald og tilbagefaldets mulighed. Tilbagefald kan gælde både fysisk sygdom, men også alt andet ondt. Det læser vi om i Matthæus-evangeliet kap. 12, vers 43 – 45. (Om den onde ånd, der vender tilbage med syv andre.)

Hvis helbredelsen kommer med det samme eller hurtigt efter bønnen og forbønnen, så er det ikke så svært med tak og lovprisning. Vanskeligere er det, når man ikke mærker nogen forandring efter bønnen. Det forventede under udebliver.

Eller som i dit tilfælde: du mærkede helbredelse, smertefrihed. Men helbredelsen forsvandt igen. Din skuffelse er til at tage og føle på.

Men nu tilbage til det med kampen:

Den kamp, som den syge og forbederen går ind i, er som tidligere nævnt ikke let.

Jeg oplevede et tilfælde, hvor forbønnen i mit lønkammer for en skizofren varede 2 år. Det var med bøn hver dag alene. Først derefter kom udfrielsen.

Jeg bad for en kræftsyg kvinde med en eksplosiv kræft. Hun havde af lægerne fået et varsel om ca. en måneds levetid. Men på grund af gentagen forbøn på møder og på grund af gentaget regelmæssig salving og bøn over hendes salveduge, levede hun mere end fem år efterfølgende.

Jeg havde håbet, at hun skulle have levet længere. Men ind i min skuffelse talte Gud og sagde: ”Husk på, Orla, kun jeg er Herre over liv og død.”

Disse to oplevelser er ikke med for at rose mig selv. Jeg tager dem med for at sige, at der stadig er noget der hedder ”at bede igennem.”

Det værste i en sådan kamptid er de urolige tanker, bekymringerne, håbløsheden. Vi svinger ofte mellem lys og mørke, glæde og sorg, håb og håbløshed og angst og fred. Fristelsen er der altid til at give op.

Du nævner i dit brev Jobs prøvelser, sygdomme og lidelser. Ja, hvorfor måtte den retfærdige Job lide?

Vores menneskelige tanker vil så gerne, at det er de onde, der lider, og de gode og retfærdige bliver sparet for lidelse. Men sådan er virkeligheden ikke her på jorden efter Syndefaldet.

Vi kommer alle til at opleve følgerne af vores familieskab til Adam og Eva. En af følgerne er sygdom.
Det, Adam og Eva førte ind over menneskeslægten, kan ramme os alle. Sygdom er ifølge Jesus og det ny Testamente ikke Guds straf.

Heldigvis har Gud skænket os en til at bære livets byrder. Det er Jesus Kristus. Tak for ham.

Venlig hilsen
Orla Lindskov