Kjelsø lejren fejrede 50 års jubilæum
På lejren i Ans nord for Silkeborg har hundreder af børn hørt det kristne budskab.
Der var fest og gensynsglæde, da omkring 450 personer mødtes på Kjelsø lejren til 50 års jubilæum den 26. maj.
Folk fra hele landet havde sat hinanden stævne for at mindes oplevelser og fællesskab gennem de sidste 50 år. I alle årene har Kjelsø lejren haft som mål at gøre det kristne budskab levende og nærværende for børn.
Bibelhistorie og balloner
Gennem såvel sang som bibelfortælling blev børn som voksne tryllebundet, da Sigurd Barret begyndte festen med at fortælle bibelhistorie.
Herefter var der reception og hilsner fra biskop Henrik Stubkjær, byrådsmedlem Susanne Jacobsen fra Silkeborg kommune og flere andre centrale personer.
Der blev opsendt 50 balloner med hilsner fra børneklubber rundt om i Midtjylland. Tallet 50 var både symbol for de 50 år, der er gået, og det antal klubber Danmarks Folkekirkelige Søndagsskoler har i Midtjylland.
Elever fra Hestlund efterskoles kokkelinje serverede mad til ca. 400 mennesker. Aftenen sluttede med festfyrværkeri.