Læger lagde vejledning til selvmord på nettet

Læger for aktiv Dødshjælp vil give alvorligt syge mulighed for at ”hjælpe sig selv”.

Anne Bodilsen, formand for Kristelig Lægeforening, kalder det trist, at en gruppe læger ikke vil tilbyde lidende mennesker andet og mere end hjælp til at dø.

– Jeg synes simpelthen, at det er så trist! Tænk, at det er det svar og den hjælp, læger for aktiv dødshjælp kan give til lidende og døende mennesker – en liste over medicin, der kan slå ihjel!

Det siger Anne Bodilsen, der er formand for Kristelig Lægeforening, til den liste over 300 lægemidler, der er velegnet til selvmord, som netværket Læger for aktiv Dødshjælp har offentliggjort på sin hjemmeside.

Listen er lavet for at give alvorligt syge mulighed for at ”hjælpe sig selv”, hed det i en pressemeddelelse fra Læger for aktiv Dødshjælp, som består af otte læger, hvoraf de fleste er anonyme. Netværket arbejder for at fremme aktiv dødshjælp i Danmark.
Listen beskriver det pågældende lægemiddel, den nødvendige dosis samt fremgangsmåde.

– Hvad blev der af hænderne, omsorgen, at være til stede hos det lidende menneske? Ja, sundhedsvæsenet og samfundet har et ansvar for at hjælpe lidende og døende, men jeg håber aldrig, at det svar bliver selvmord og aktiv dødshjælp, siger Anne Bodilsen.

Den pensionerede læge Svend Lings har ingen skrupler ved at offentliggøre listen med lægemidler til brug ved selvmord.
Fuldstændig vanvittigt

Læger for aktiv Dødshjælp skriver, at de ved at offentliggøre listen vil åbne politikernes øjne for en lovliggørelse.
Frontmand er den pensionerede læge Svend Lings.

– Vi gør det, fordi vi i Danmark ikke har fået aktiv dødshjælp. Jeg får et til fire opkald om ugen fra folk, der gerne vil have hjælp. Vi føler ikke, at samfundet tager problemet tilstrækkeligt alvorligt. Nu forsøger vi at give dem et redskab, så de kan hjælpe sig selv, siger Svend Lings til TV 2/Fyn.

Listen har dog vakt bekymring fra flere sider. Til Kristeligt Dagblad siger Merete Nordentoft, der er overlæge ved Psykiatrisk Center i København, at det er ”fuldstændigt vanvittigt, at de kan finde på det. De sætter folks liv i fare”.

– Man risikerer, at nogen kommer til at dø, som ellers ville have overlevet og være kommet væk fra deres selvmordsintentioner, siger Merete Nordentoft til Kristeligt Dagblad.
Hvert år er der cirka 12.000 selvmordsforsøg i Danmark, hvoraf halvdelen sker med medicin.
Livslinien, der rådgiver folk til at undgå selvmord, kritiserer også manualen.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



– Vi synes, det er forkert, og det er i direkte modstrid med det, som vi arbejder med på Livslinien, som handler om, at vi forsøger at hjælpe folk til at vælge livet til, siger Jeppe Kristen Toft, der er direktør i Livslinien, til Ritzau.

– Vi støtter WHO´s etiske retningslinjer for, hvordan selvmord skal omtales i medierne, og en af de allervigtigste pointer er, at man ikke skal informere om metoder, siger han.
Livslinien har siden offentliggørelsen af manualen modtaget flere henvendelser fra borgere, der ønsker at benytte den.

Borgerforslag

Frontkæmperen for aktiv dødshjælp, Svend Lings, blev sidste år frataget sin autorisation som læge, fordi han fortalte, at han har hjulpet mindst 10 mennesker til at dø ved at udskrive sovemedicin til dem og forklaret præcis, hvordan det skulle indtages.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Han er også tiltalt for i ét tilfælde at have medvirket i et selvmordsforsøg, som dog mislykkedes. Han risikerer tre års fængsel, når han skal i retten til september.

Hvilket altså ikke har afholdt ham fra at lægge selvmordsmanualen ud. Det er sket få uger efter, at netværket har stillet et borgerforslag, hvor de ønsker aktiv dødshjælp lovliggjort. Forslaget har lige nu fået 1.500 underskrifter. Der skal 50.000 underskrifter til, før det tages op i Folketinget.

Svend Lings siger til TV2/Fyn, at listen med de 300 lægemidler er tiltænkt kronisk alvorligt syge mennesker, der ikke ønsker at leve mere. Om risikoen for at andre vil benytte sig af manualen, siger Svend Lings:

– Den risiko er der måske. Listen rummer jo udelukkende receptbelagte medikamenter. Det er ikke noget, man bare lige kan få fat i.


Artiklen fortsætter efter annoncen: