Lille lærer, hvad nu?

Lærernes arbejdsforhold er vigtige, men bagved al den larm, der kan blive om det, ligger det helt afgørende spørgsmål og venter på et svar. Hvad vil vi med skolen?

(Læsetid: 7 minutter)
Birgitte Steffensen-Thomasen er viceskoleleder på Filipskolen, Amager
Forfatter til den netop udkomne roman: Aftryk – lille lærer, hvad nu?

Tænk hvis vi satte fokus på den danske grundskoles holdningsformidling og spurgte os selv, hvad alle danske børn og unge skal dannes af og med.
Lærernes arbejdsforhold er vigtige, men bagved al den larm, der kan blive om det, ligger det helt afgørende spørgsmål og venter på et svar. Hvad vil vi med skolen?

Hvor skal vi hen, du?

I TV2´s unge dage bankede Hugo på tv-skærmen indefra og spurgte os alle i den bedste sendetid, hvor vi skulle hen? Derefter rullede den digitale underholdning ind i familien Danmarks stuer. Teknologisk er Hugo vist blevet overhalet adskillige gange, men spørgsmålet kræver vel sit svar.

Vi lever i et værdipluralistisk eller postmoderne samfund, hvor absolutte sandheder er afløst af tidens helt store mantra: min mavefornemmelse. Sandheden er blevet et personligt anliggende. Når alting er lige godt, så er det jo bogstavelig talt også helt ligegyldigt.

Pluralisme og demokratisk dannelse

På Herning Seminarium i slutningen af 1980´erne sad jeg en sen mandag eftermiddag til en lektion i pædagogik. Mads Gammelmark-Mikkelsen gennemgik folkeskolens historie med afsæt i skolelovene fra 1814 og frem til det, der var nutid dengang. Han konkluderede stilfærdigt, som han børstede kridtet af sine hænder, at historien om folkeskolen er historien om adskillelse af kirke og skole. Skolen voksede ud af kirken men endte med at sparke kirken ud af skolen. Tilbage stod man med ingenting, og det kaldte vi så værdipluralisme.

I dag kredser grundskolen om begreber som demokratisk dannelse. Det er svært at blive uenig i, at demokratiet må og skal fylde noget i skolen i et demokratisk samfund, hvor børnene tilbringer 10 år. Man kan så spørge sig selv, hvorfor den kristne kultur, som hele vores samfund er bygget på og formet af, ikke må være det tidløse solide fundament under skolen.

Pluralismen er på den ene side totalt uden sammenhængskraft og tilværelsesforståelse, den tømmer huset for indhold, som en anden gøgeunge i reden, men den giver intet alternativ. Til gengæld er vi alle gennemsyret af dens forsvarsmekanismer, der står vagt om tomheden. For alt du kommer med bliver til indoktrinering, arrogant bedreviden i pluralismens navn; men du må da gerne finde en sandhed, der passer for dig selv, – og helst holde den for dig selv.

Vi sender vores kæreste eje 10 år ind i grundskolen, og vi må da være optaget af, hvad det skolesystem overhovedet har at tilbyde.I vores postmoderne samfund er absolutte sandheder blevet afløst af mavefornemmelser, men børn har brug for klare svar på livets store spørgsmål.
Mamma, du gav mig et liv

På selvsamme seminarium optrådte norske Hans Inge Fagervik også tilbage i samme tidslomme. Han sang om en ung fyr, der ikke ville leve mere; han sad op af den mur, hvor han med graffiti havde skrevet det sidste han havde at sige til denne verden, og det kom så ud i et effektfuldt omkvæd: Mamma, du gav mig et liv, men ingenting at leve for.

I sin korte krystalklare form er det den mest præcise anklage mod vores tid, jeg har hørt. Børnene skal have bevægelse i undervisningen, målstyring tilpasset det enkelte barn og masser af digital gear, sunde madpakker og helst fjernbetjening til snørebånd og persienner. Der er nok at leve af – men vi forpligter os ikke på at give dem noget at leve for.

Dannelse

Om man som jeg er en pædagogisk freak, som elsker at rode med menneskesyn og kristentro og tænke i at omsætte de store ord til det konkrete møde mellem skole og barn, så må det på en eller anden måde have alles interesse. Vi har alle gået i den der skole, vi har børn og måske børnebørn, der går der.

Vi sender vores kæreste eje 10 år ind i grundskolen, og vi må da være optaget af, hvad det skolesystem overhovedet har at tilbyde ud over det indlysende at læse og skrive.
Vi vil gerne, at de kan noget, som kan bringe dem videre ud i arbejdslivet og fremtiden.
Vi må tilbage til Hugo – der banker på skærmen indefra, for hvor skal vi hen? Vil vi ikke gerne have, at vi selv, vores børn og venner og deres børn får mere og andet med end det, kundskabens træ tilbyder, når det står der råt og nøgent?

At acceptere pluralismen er åndelig dovenskab, sagde Løgstrup i et foredrag, hvor han i øvrigt præciserer, at demokrati aldrig kan være et fundament for en skole, for – som han siger – det er jo bare en skikkelig måde at være uenig på. Vi må altså finde noget mere holdbart – og for mig at se er der kun én vej, og det er tilbage. Ja tænk, at nogen tør sige – endsige skrive – det højt og tydeligt, i en tid, hvor vi hele tiden skal mase os fremad. Men når vi nu tabte meningen med livet på gulvet, er det så ikke en god ide at gå tilbage og samle den op?

Skolen og kirken – børnene og livet

Skolen skal jo ikke overtage kirkens arbejde, men den skal give børnene deres egen kristne kultur og værdier med. Hvis ikke du står for noget, falder du for alt, som man siger. Der skal holdninger til.
Det er så absolut min erfaring som underviser, som kristen og som et menneske der har tilbragt de sidste 25 år mellem danske unge børn og unge og har hørt livshistorier, kvaler og længsler udtrykt både af små og store.

Et barn der gemmer sig under et bord i 0. klasse efter at have kylet rundt med alt. Derinde under bordet får hun fortalt, at hun har glemt, hvordan mor så ud – mor lå jo på kirkegården. Sig ikke at de små størrelser ikke har krav på svar på livets store spørgsmål. En stor rod i udskolingen, der en meget sen aften får luft for, at man faktisk ikke helt ved, om man har været med til at slå et menneske ihjel. De må også have hjælp, der ikke læner sig op ad mavefornemmelser og lignende udtryk for forgængelighed.
Jeg vil altid mene, at det vigtigste jeg kan gøre, det er at tage dem alle sammen med mig hen og stå i beundring for livets træ. Forstå hvad et menneskesyn, der bygger på nåde og tilgivelse, tilbyder, og at livet i dette perspektiv først og fremmest handler om at modtage kærligheden og forpligte sig på at handle og leve den ud.

Så bliver der et fundament at placere alle staveordene, innovationen og formlerne på.

Hugo er jo ikke den eneste, der spørger – det gør ethvert barn i skolen. De løfter frimodigt blikket og ser deres lærer lige i øjnene og stiller det samme spørgsmål. Hvor skal vi hen, når vi dør? Hvad synes du? For alt i verden, giv dem ikke pluralisme og mavefornemmelse – giv dem dog evangeliet, så de har noget at tygge på og spille bold op ad. For det præcis det menneskesyn, vores velfærdsstat er vokset ud af.

Aftryk

Der er så store muligheder for at sætte afgørende aftryk i børnenes liv her. Det er ikke altid let, men det er vigtigt, dilemmafyldt og fantastisk.
Her er det ikke ”7 år Niels” som det hedder i en kendt dansk film – men 10 år, kære læser – 10 lange spændende år! Der er meget på spil og meget at kæmpe for.

Læs også