Ny leder i Irak vil støtte kristne
– Jeg vil støtte de kristne, lovede den shiitiske Muqtada al-Sadr, da den kaldæiske patriark, Louis Sako, ringede for at lykønske ham med sejren i det netop overståede parlamentsvalg.
Sako er blevet leder af Iraks kristne, som nu er i færd med at genopbygge deres huse, kirker og liv efter sejren over Islamisk Stat sidste år, skriver det katolske nyhedsbureau Fides.
Ingen af kandidaterne fik flertal i det 329-sæders parlament. Muqtada al-Sadr fik ialt 54 mandater i alliance med kommunisterne. Blok nummer to ledes af militslederen Hadi al-Amari, som kæmpede imod Irak i Irankrigen. Premierminister Haider al-Abadis blok fik kun 42 mandater. Han vandt dog provinsen Nineveh med mange kristne landsbyer samt byen Mosul, hvor de irakiske styrker sidste år besejrede IS.
Muqtada al-Sadr ønsker ikke at blive premierminister, men ser sig selv som en ”kongemager”. Han har tweetet, at han er en: ”Shiitisk, sunni, kristen, sabæer, yazidi, islamist, civil, araber, kurdisk, asyrisk, tyrkisk, kaldæisk og shabak iraker, der ikke vil vælge side for nogen af sekterne.”
Fire ud af fem kristne mandater gik til den kaldæiske kirke.