På hemmelig mission i Mellemøsten

– Jeg synes faktisk det er lettere at dele evangeliet med andre folkeslag end danskere, siger Michael.

Michael er 24 år og har de sidste to år rejst rundt i Mellemøsten for at tale med mennesker om troen på Jesus. Og det er ikke ufarligt!

Michael hedder noget andet, men af sikkerhedshensyn bruger vi et andet navn. Han levede et aktivt – og måske lidt mere klassisk – liv som ung kristen i en kirke, hvor han styrede lyd i kirken og hjalp med børne- og teenagearbejdet.

Han er uddannet mekaniker, men for to år siden rejste han med et team på 3 fyre til et land i Mellemøsten, hvor de bruger tid på at lære arabisk og dele bibler og lignende ud til dem, som ønsker det. I løbet af de seneste to år har Michael rejst i 10 lande, og hans team har delt 10.000 bibler ud.

Ikke ufarligt

Teamet bruger som regel engelsk, men har også lært noget arabisk. De har base på en sprogskole, hvor de får undervisning og træning i arabisk, discipelskab, lederskab, islam, kultur, evangelisation, bøn, færdigheder til at overleve i land og by og lignende. Fra den base tager de så ud en måneds tid til et andet land, hvorefter de igen kommer hjem til en træningsfase, inden de tager afsted igen osv.

– Vi tager nogle risici, som langtidsmissionærerne ikke tager, for på længere sigt så er det for farligt for dem. Derfor har vi ikke så meget kontakt med de lokale missionærer i landene, for det kan ødelægge de relationer, de har opbygget.

Det er ikke ufarligt at tale om troen på Jesus i Mellemøsten, hvor især islam har en lang og sørgelig tradition med at forfølge og undertrykke kristne.

– I langt de fleste tilfælde er det værste, der kan ske, at vi bliver smidt ud af landet. Og det er vi klar på. Så finder vi et nyt land at tage til.

Teamet bliver ofte sendt ud til områder, som de lokale missionærer ikke har tid eller ressourcer til at nå ud til.

– For eksempel har vi rejst i Atlasbjergene i Marokko fra landsby til landsby for at se, om der var nogle, som var åbne for at høre om Jesus. Hovedsageligt fokuserer vi på at danne relationer. Nogle gange hjælper vi til i en flygtningelejr eller laver praktiske ting i kirker.

Det er ulovligt at missionere i mange muslimske lande, så derfor fortæller Michael og gruppen om deres personlige oplevelser.

– Der er nogle, som godt kan blive sure, når man begynder at dele noget om, at Jesus er Guds søn. Det synes de ikke om. Men det er især, når vi deler bibler ud, at folk bliver sure.

Hvad tror du på?

I den arabiske kultur er troen på Gud ikke tabu.

– Det første arabere spørger om, er ofte hvordan det går, derefter hvor man er fra og tit er det tredje spørgsmål ”Hvad tror du på?” eller ”Er du kristen?” Og så er det egentlig nemt derfra at dele noget åndeligt.

Hvis teamet vurderer, at de er åbne, så giver de nogle gange kontakt til lokale kristne.
Michael kalder sig ikke missionær, men fortæller i stedet, at han ønsker at arbejde med flygtninge og nødhjælp. Han fortæller sandheden – uden at fortælle alting.

– Det, at man kommer og gerne vil lære noget om deres kultur og sprog og gerne vil give noget, det synes de er helt fantastisk.

I Danmark skal man ofte nærmest bevise, at Bibelen er rigtig, mens man i arabisk kultur er meget præget af en ære- og skam-kultur. Man skal ære familien ved at lytte til forældrene. Derfor betyder relationer meget, og man lytter mere til folk, som man kender.

Fordomme om kristne

– Nogle gange gør det dem lidt naive, de tror nogle gange på nogle mærkelige ting. Fx at jomfru Maria er en del af treenigheden, eller jeg hørte om en fyr, som troede, at alt de lavede i kirkerne var at have sex med hinanden. Det sjove er, at en dag tænkte han, at det skulle han da være med til. Så han gik ind i kirken, og så vidt jeg har hørt, så endte historien med, at han faktisk blev kristen! Gud arbejder på mange måder, griner Michael.

– Nogle siger, at Neil Armstrong hørte en helt særlig, fantastisk lyd, da han var på månen. Og da han så besøgte Egypten og hørte bønnekaldet fra moskéen, så genkendte han dén lyd. Og det er der flere arabere, der tror på. Det er blevet så stort, at han faktisk blev nødt til offentligt at sige, at det ikke var sandt.

Generelt kan arabere godt lide historier. Både Jesu lignelser, men også teamets personlige vidnesbyrd.

Vi skærer benene af jer

Engang var de i Libanon sammen med en syrisk flygtning, som var blevet kristen og meget gerne ville med ud og dele evangeliet.

De brugte spørgeskemaer, hvor de spurgte folk, om de har haft drømme om en mand i hvide klæder. Det er der nemlig rigtig mange muslimer, der har haft. Så kontakter de dem bagefter, og ofte får de en Bibel som gave.

Engang blev de inviteret hjem til to teenageres hjem og delte deres tro med familien. Da de viste dem afsnittet i Johannes Åbenbaring med Jesus i de hvide klæder, græd moderen, og teamet bad for dem. Ofte er muslimer åbne for noget nyt, fordi de har oplevet så meget dårligt med islam. De har svært ved at tro på, at det virkelig er Guds vilje, når de ser Islamisk Stat og andre, der gør dårlige ting i islams navn.

– Vi gik videre i landsbyen, men pludselig kører en stor firehjulstrækker op på siden af os, og ud kommer den her rigtig fine imam i flotte klæder. Jeg tænkte: ”Måske vil han gerne høre om Jesus!” Men i næste øjeblik kunne jeg godt se, at det ikke var dét, han var interesseret i.

Ud af bilen kommer også 10 fyre, som omringer gruppen. De tager deres spørgeskemaer og siger aggressivt, at det ikke er godt, hvad de laver. De undersøger den ene kammerats taske og finder en bibel, hvilket ophidser dem endnu mere. Michael ved, at han har sin egen taske fyldt med bibler og kristen litteratur.

– Jeg tænker, at hvis de ser det, så kommer det ikke til at gå godt. Så jeg bad Gud om, at de ikke måtte se min taske.

Michael var klar til, at de måske tog ham med, og at de ville få tæsk eller det, der var værre. Gruppen kigger i den syriske flygtnings taske, men han har heldigvis ingenting i den.

– De ser heldigvis ikke i min taske, men siger ”Hvis vi ser jer i den her landsby igen, så skærer vi benene af jer!” Det var en anden måde at sige på, at vi ikke ville overleve, hvis vi kom igen, forklarer Michael, som var rystet, men samtidig opmuntret over, at de kunne dele evangeliet. Han føler, at Gud beskytter dem.

– Når man er i gang med at gøre ”det rigtige”, så er der tit modstand fra Fjenden, så vi tog det som et tegn på, at vi gjorde det rigtige, siger Michael, som aldrig har rystet så meget i benene som den dag.

– Det kan godt være, at de kan slå os ihjel, men de kan aldrig nogensinde bringe os væk fra Gud, og det er jo egentlig det vigtigste. Man kan jo også dø på gaden i Danmark. Det er der, hvor jeg mener, at det er det værd at få evangeliet ud.

For at være med i teamet skal man bl.a. svare på, om man er klar til at dø. Og det er Michael og resten af gruppen klar til.

– Men vi tager selvfølgelig ikke dumme risikoer, forklarer han.

Fyldt med glæde

Engang var de i Kuwait, hvor de bad for syge. Michael var blevet træt og satte sig på en bænk og kom i snak med en iraner. En af de andre fra teamet følte, at iraneren havde smerte i ryggen og de fik lov at bede for ham.

– Jeg beder bare en kort bøn, og iraneren ser på mig og spørger forundret ”Hvad gjorde du? Mit hjerte brænder, jeg har aldrig oplevet noget lignende!”

Vi forklarer noget om Gud og får senere en besked om, at smerten i ryggen nu er væk.
Da vi senere mødes, forklarer iraneren, at han har oplevet alle mulige svære ting, mistet sin familie og kørt galt med sin motorcykel. ”Jeg har aldrig oplevet noget, som da du bad for mig. Hvad skal jeg gøre for at blive kristen?”

De fortæller ham om konsekvenserne ved at tro på Jesus. Og iraneren siger med tårerne i øjnene: ”Det er det her, jeg har søgt efter, det er dette, der er meningen med livet”.
De beder til sidst en frelsesbøn med ham, da han insisterer på at blive kristen. Han har ikke bedt før, og tager derfor hænderne op foran ansigtet. Efter et par minutter tager han hænderne fra ansigtet og de ser spørgende på ham. ”Jeg har set Jesus”, siger han.

De finder derefter Johannes Åbenbaring frem og læser kapitel 1 om Jesus.

– Han siger, at det præcis er sådan, han så Jesus. Han forklarer, at han er så fyldt af glæde, og bare har lyst til at le. Og så sad vi der og grinte, griner Michael.

– Det var virkelig stærkt. De andre, som bliver kristne, bliver også ofte fyldt med stor glæde og de andre af Åndens frugter, forklarer han.

Michael er i Danmark de næste tre måneder, og han kommer gerne og fortæller flere historier om sine oplevelser. Han kan kontaktes via Operation Mission i Danmark.