En herlig uge på Plus-Oase

Jette Lodahl
jettelodahl@hotmail.com

Vi mærkede en herlig fredfyldt ånd gennem hele ugen. Hjertelig tak til Jer, der tog initiativ og lagde det store arbejde i det både før og under stævnet, så vi bare kunne modtage og nyde det.

Vi var tre veninder, der havde en oplevelse, jeg gerne vil dele med læserne.

Vi havde et program, som udfyldte det meste af tiden, men vi mente dog, at vi på egen hånd let kunne nå en gåtur i omegnen inden formiddagsmødet. Men nej, selv der burde vi have haft guide. I området er der mange små stier, og da den vi gik ad pludselig var spærret af nogle store maskiner, måtte vi tage en anden retning.

Da vi kom ud af stisystemet, gik og gik og gik vi, til vi endelig måtte indrømme, at vi ikke kendte retningen mere og spurgte en cyklist, om hun kunne vise os vejen til Rudehøj Efterskole.

Hun sagde, der var langt, men at vi var nødt til at gå tilbage, hvor vi kom fra. Ja der var langt, så jeg syntes, jeg ville spørge igen, da jeg ser, der kommer en ældre mand gående.

Jeg spørger ham om vej, og han bliver lettere forvirret. Mens jeg snakker med ham, standser en bil, og jeg går over til bilen og manden følger med.

Damen i bilen fortæller mig, at manden godt kan klare sig selv og finde vej. Han lider af demens, så jeg følger ham over på fortovet og viser ham den rigtige retning og ønsker ham god tur. Tilbage til damen og siger, det er godt han kan finde vejen, men det kan vi ikke.

Klokken er mange, og hun tilbyder at køre os til højskolen. Vi tager glade og taknemmelige imod det tilbud og når tilbage inden mødet begynder. Halleluja!

Her hvor vi var på vildspor, var jeg lige ved at føre et andet menneske vild.

Jeg mindes andre lejre, hvor vi hjalp byens folk med praktiske opgaver. Her var det os, der havde behov for hjælp.

Det er godt at hjælpe, men vi må erkende, at det måske er os selv, der engang imellem skal være åbne og ydmyge nok til at tage imod hjælp.