Familien Viftrups 12 år i Bangladesh
’En verden til forskel’ fortæller om Tove og Iver Viftrups liv før, på og efter missionsmarken.
Anmeldt af Jørgen Nørgaard Pedersen
”En verden til forskel” er ikke kun en almindelig biografi. Det er beskrivelsen af et stykke dansk missionshistorie. En historie der handler både om forkyndelse og diakoni og om, hvordan man får taget vare på familien under næsten umenneskelige forhold.
En biografi er jo et tilbageblik på livet, og vi får i denne bog også forfatterens barndom og opvækst i en tid, hvor der var store politiske og åndelige strømninger. Vi kommer med i hele uddannelsesforløbet, der fokuserer på sygepleje og diakoni, ægteskab med Tove og begyndelsen til en familie.
”En verden til forskel” tager os så med ind i en tid, hvor et globalt vindue åbner sig. Der lyder et kald til en tjeneste i Bangladesh, som på mange måder er fortryllende. Her handler det om, som udsendinge for Dansk Santalmission at vise næstekærlighed under de mest vanskelige kår.
En familie i mission
Vi følger familien gennem de første mange år, også indtil den dag, hvor børnene skal sendes på kostskole i et andet land. Vi oplever, hvordan Tove er i stand til at skabe en oase midt i elendigheden, også for de kvinder, hun tog sig af som leder af en kvindeklinik i Chapai. Alt imens Iver måtte bevæge sig i mange retninger for at få etableret et efterhånden omfattende spedalskhedsarbejde.
Da det nogle år senere bliver overdraget til kollegaer fra missionen, tager Iver fat på etablering af bengalske menigheder. Befolkningen kommer fra meget fattige kår, og så kan Iver igangsætte det diakonarbejde, der også kan kaldes kirkens forlængede arm. Det sker bl.a. ved at tage initiativ til diverse håndværkeruddannelser, snedker/tømrer/væver/smed/cykel- og motorcykel-reparation og meget andet. Det giver de bengalske familier et økonomisk ståsted og lidt håb for fremtiden. Det bliver et solidt grundlag for den netop etablerede BLC, Bangladesh Lutheran Church.
”En verden til forskel” er historien om en familie, der i 12 år, i Bangladesh, havde fokus på næstekærlighed i en sammenhæng, hvor elendigheden til tider var helt umenneskelig. Den fortæller om, hvor svært det også er at vende hjem, og hvordan man får en familie til at fungere i de hjemlige omgivelser, der er blevet så fremmede.
”En verden til forskel” er en spændende fortælling om Tove og Iver Viftrups liv i vidnesbyrd og tjeneste.
Iver Viftrup: En verden til forskel • 320 sider • 259,95 kr.
Forlaget Mellemgaard