Israel redder mange hundrede nødhjælpsfolk ud af Syrien

Israels hær fortjener en medalje for at have reddet hundreder af ’Hvide Hjelme’, mener USAs Mellemøstudsending.

Israelske soldater har med en hurtig indsats reddet 422 civile syrere fra nødhjælpsgruppen ’Hvide Hjelme’, da de var i livsfare. Evakueringen foregik via Golanhøjderne til Jordan.

”IDF (Israels forsvarsstyrker, red.) fortjener en særlig ros for dette – de klarede at få operationen sat hurtigt i værk og havde fokus på at redde så mange mennesker som muligt,” skrev USAs særlige mellemøstudsending, Jason Greenblatt, på Twitter ifølge det israelske nyhedsbrev UWI. Greenblatt takkede samtidig også den jordanske regering for indsatsen.

Blandt de evakuerede var der både ansatte fra White Helmets og deres familier. Desværre fik andre hundreder af nødhjælpsarbejdere ikke mulighed for at nå frem til evakueringsstedet og de er stadig strandet i Syrien.

Operationen fandt sted sidste weekend på opfordring fra USA og flere europæiske lande. Nødhjælpsarbejderne befandt sig i krigszonen i det sydlige Syrien, hvor de har været i fare siden Assad-regimets erklærede, at nødhjælpsorganisationen er en terror-organisation involveret i handlinger imod Assad.

– Overførslen af de fordrevne syrere gennem Israel er en usædvanlig humanitær gestus, udtalte en IDF talsmand. Han forklarede, at Israel fortsat vil gennemføre en ikke-interventions politik i forhold til konflikten i Syrien og vil holde det syriske regime ansvarligt for alt, hvad der sker i landet.

De evakuerede blev overført fra Israel til Jordan, hvorefter de kunne rejse videre til Europa eller Canada.

Storbritannien og EU takker Israel

Storbritannien nye udenrigsminister, Jeremy Hunt, tweetede: “Fantastiske nyheder, at vi – UK og vores venner – har sikret evakueringen af De hvide Hjelme og deres familier – tak, Israel og Jordan fordi I handlede så hurtigt på vores opfordring. De Hvide Hjelme er de modigste af de modige, og de var i en desperat situation uden et eneste glimt af håb.”

EUs udenrigschef, Federica Mogherini, har udtalt, at ”EU anerkender den vigtige indsats fra Israel og Jordan og alle andre – inklusive adskillige EU medlemslande – som har medvirket til at bringe de Hvide Hjelme og deres familier i sikkerhed.”

Israels premierminister Benjamin Netanyahu forklarede sidste søndag, at han nogle dage tidligere var blevet kontaktet af USAs præsident, Canadas premierminister Justin Trudeau og andre, som bad Israel hjælpe med at evakuerede de Hvide Hjelme fra Syrien.

“Disse mennesker, som har reddet andre liv, var selv i fare. Derfor godkendte jeg det som en vigtig humanitær gestus, at de kunne få frit lejde til at undslippe gennem Israel til andre lande,” udtalte Netanyahu.

Syriske flygtninge søger nu mod Israel på grund af den syrisk-russiske offensiv i Daraa-området. – Mellem 10.000 og 15.000 syriske flygtninge har samlet sig langs Israels grænse på Golanhøjderne, siger oberstløjtnant Tomer Koller fra IDFs Golan-division.
Foto: Vidar Norberg
Hjælper syrere gennem ”Operation God Nabo”

IDF har været en del af Operation Good Neighbor, som har sikret humanitær hjælp til syrerne, selv om disse traditionelt har set den jødiske stat som deres fjende. Gennem OGN har IDF leveret 1.500 ton fødevarer, 950.000 liter brændstof, 8.000 pakker bleer, 545 ton babymad, 25.000 kasser medicin og lægeligt udstyr, 775 hele sæt lægeudstyr, 250 ton tøj, 14.000 hygiejneprodukter og 300 telte til syrerne siden juni 2016.

Desuden har over 1300 syriske børn med forskellige sygdomme og lidelser modtaget behandling i Israels specialklinikker, og felthospitalet Mazor Ladach, som blev startet af IDF og internationale hjælpeorganisationer i de sydlige Golan-højder, har behandlet omkring 6.000 civile syrere siden åbningen i august 2017.