– Kære alle I dejlige læsere
Dette er min sidste brevkasse. Den bliver derfor lidt anderledes end vanligt.
Jeg vil gerne rette en stor tak til hver og en af jer, der igennem de sidste 13 år har sendt spørgsmål til brevkassen eller som har henvendt jer til mig i telefontiden om onsdagen.
Jeres modige åbenhed har ikke kun bidraget til, at vi alle har fået et mere ærligt og mere nuanceret indtryk af, hvad det vil sige at være menneske, men det har samtidig betydet, at andre, der måske ikke har haft samme frimodighed til at søge hjælp, alligevel har fået mulighed for at skabe ændringer i deres liv ved at læse med på besvarelserne.
I et samfund som det, vi lever i i dag, hvor meget er præget af usikkerhed og overflade, så er den bedrift, det er at turde lukke andre mennesker ind i også det svære og det knap så kønne, meget værdifuld.
Så tusind tak, alle sammen.
Tak også for den tillid, der i det hele taget ligger i, at I har valgt at betro jer til mig, og tak til jer, som har taget jer tiden til at skrive en respons til mig på mine besvarelser, og til jer, som har stoppet mig ude i den virkelige verden og tilkendegivet, at I har haft glæde af mine besvarelser.
Emnerne, I har skrevet ind om, er mangfoldige, og de har alle været lige relevante i forhold til det at være menneske, som ind imellem kan være vanskeligt. Dog vil jeg gerne her til sidst fremhæve nogle temaer, der særligt er gået igen.
Må jeg sige fra?
Mange har haft problemer med, hvornår det er i orden at sige fra i forhold til, hvornår man skal være overbærende og blot rumme.
Der findes ikke en facitliste til den problemstilling, for det er forskelligt både fra person til person, men også fra relation til relation. Hvad der dog er afgørende vigtigt er, at vi tillader os selv at mærke vore følelser i den pågældende situation, også selvom disse følelser umiddelbart kan opleves som ”forkerte”.
I et samfund som det, vi lever i i dag, hvor meget er præget af usikkerhed og overflade, så er den bedrift, at turde lukke andre mennesker ind i det svære og det knap så kønne, meget værdifuld.
Men følelser er aldrig forkerte, det er udelukkende handlingen på dem, der kan være forkert. Følelser er en del af den pakke, som Gud har skabt os med, og de giver os informationer om, hvem vi er og hvordan vi skal forholde os til verden omkring os.
Kan vi blot de allermest grundlæggende følelser udenad – sorg, vrede, skyld, glæde – og kan vi identificere dem i de situationer, vi har problemer med, ja, så er vi hjulpet godt. Når vi ved, hvilken følelse eller hvilke følelser, der er i spil, kan vi langt bedre forholde os til selve situationen og ofte også bedre finde ud af, hvad der er det rette at gøre. Om det er nu vi skal sige fra – eller ej.
Er det normalt?
En bekymring, som jeg har mødt hos mange, er, om et eller andet træk eller en tilbøjelighed hos dem er normalt eller sygeligt.
Jeg vil her minde om, at ”sygeligt” defineres ud fra graden og ikke arten! Det betyder, at vi alle kan finde træk eller tilbøjeligheder hos os selv, som hvis de blev ganget med 10, så ville det være et reelt problem – men netop fordi de ikke har den størrelsesorden, så er det ”helt normalt”.
Man kan fx være optaget af at tjekke, om man har låst bilen, en ekstra gang hver gang man forlader den, men det bliver først et reelt problem, hvis man skal tjekke den 20 gange, eller hvis man vælger at holde helt op med at køre bil, fordi man er bange for, at man ikke får låst den, når man forlader den. Det handler altså ikke om tendensen til dit eller dat, men om den eventuelt invaliderende effekt, det har på ens liv.
Og er det ikke generende eller invaliderende for dig eller dine nærmeste – ja, så tag det bare roligt.
Hvorfor kan jeg ikke … ?
Mange henvendelser har drejet sig om problemer med at lade være med noget eller problemer med det modsatte, nemlig at komme i gang med noget.
Mange kommer forholdsvis hurtigt videre i den proces med succes, når de tager sig tiden og besværet med at lave en lille analyse af sig selv og den pågældende problemstilling. For nogle gange handler det i første omgang ikke om de rigtige svar, men om de rigtige spørgsmål:
– Hvad er jeg bange for, der vil ske, hvis jeg gør/ikke gør?
– Hvad er det allerværste, der kunne ske hvis jeg gjorde/ikke gjorde?
– Hvilke følelser dukker op i mig, når jeg går i gang med/ikke går i gang med XX?
– Hvad handler de følelser egentlig om?
– Hvem kunne være en støtte for mig i den her situation?
– Hvilke mål er realistiske for mig i forhold til det her?
– Hvordan får jeg lavet en struktur for min uge/måned, så mine ønsker om det, jeg vil opnå, bliver realistiske?
Valg
At træffe beslutninger med hensyn til større ting i livet er tilsyneladende også svært for mange. Man er bange for at ”vælge forkert”.
Problemet er, at det i de fleste situationer er umuligt på forhånd at kunne vide, om et valg er ”rigtigt” eller ”forkert”, for det ville jo betyde, at man kunne forudse fremtiden. I stedet er vi nødt til at indse og acceptere, at vi med Kierkegaard lever forlæns – men forstår baglæns. Det betyder, at vi må tage beslutninger og træffe valg ud fra de forudsætninger, vi nu engang har i nuet. Naturligvis velovervejet og efter ordentlig og grundig research, men stadig – uden at kende udfaldet til fulde.
Skulle vi efter dage, uger, måneder, år stoppe op og bebrejde os selv, at vi valgte forkert, så bør vi omgående følge det op med en gedigen undskyldning til os selv, for vi traf jo det valg dengang ud fra de givne forudsætninger og med allerbedste intentioner for os selv! Det kan den efterfølgende visdom og erfaring ikke ændre på.
Så vores fremtids-jeg må være varsom med at bebrejde vores fortids-jeg, for det vil meget ofte være uberettiget.
Jeg ønsker alle Udfordringens læsere alt det bedste fremover.
Hilsen Suh
Allerede indkomne henvendelser til brevkassen som jeg ikke har nået at besvare, vil blive overleveret til de nye brevkasseredaktører.