PREP-kurser for familier med et handicappet barn
- At få et barn med handicap sætter parforholdet på prøve med dagligt pres og svære følelser, som skal håndteres, siger psykolog og parterapeut Mattias Stølen Due.
PREP-konceptet er over de seneste år blevet anerkendt som et middel til at styrke kommunikationen og sammenholdet i parforholdet. Nu tilbyder Kristelig Handicapforening kurset specielt til forældre med et handicappet barn.
Behovet er nemlig stort, fortæller KHs landsleder, Tove Søgaard.
”Den pressede hverdag i en familie med et handicappet barn sætter alle medlemmer under pres. Derfor er det vigtigt at holde fokus på dét, som skal bære igennem: Mor og fars gode parløb,” understreger Tove Søgaard.
Kurser i efteråret
I dette efterår tilbyder Kristelig Handicapforening et PREP-kursus specielt målrettet forældre med et handicappet barn. Underviserne, Marianne Søndergaard og Knud Dideriksen, er uddannede PREP-konsulenter fra Center for Familieudvikling. De er også ledere af hver sit bofællesskab for mennesker med udviklingshandicap og kender derfor til mange af de problematikker, som knytter til sig til mennesker med handicap og deres pårørende.
Underviserne på Kristelig Handicapforenings PREP-kurser lægger vægt på at bruge relevante eksempler i deres fremlæggelse. Alle kursister vil desuden komme med samme baggrund og vil derfor have en fælles interesse i eventuelle spørgsmål og svar i plenum.
Stress og tunge følelser
Forældre med et handicappet barn rammes ekstra hårdt på det, som udfordrer alle familier, nemlig ekstern stress. Det kræver en stor indsats at få barnets hverdag til at fungere og skaffe den nødvendige hjælp, pointerer psykolog, parterapeut og direktør for Center for Familieudvikling, Mattias Stølen Due.
Han er selv vokset op med en handicappet bror og kender derfor handicap-familiens problematikker indefra. Udover det praktiske pres er der de tunge følelser at bakse med:
”At få et barn med handicap medfører ofte kombinationen af sorg og hårdt arbejde. Det er en sorg at se barnet kæmpe med sit handicap. Men i modsætning til eksempelvis sorgen over et dødsfald, kalder barnets udfordringer på en gentagen indsats fra forældrenes side. Det stopper aldrig.
Derudover befinder man sig i en tilstans af konstant bekymring. Den ene dag synes man, udviklingen går den rigtige vej og håber, at barnet alligevel lærer at gå, tale eller socialisere. Den næste dag synes man, at det går den forkerte vej og må justere sine forventninger. Denne evige balancering imellem håb og bekymring er ekstremt stressende,” pointerer Mattias Stølen Due.
Han anbefaler det enkelte forældrepar at værne om og prioritere deres forhold til hinanden – for eksempel ved at tage på PREP-kursus sammen.
Saltvandindsprøjtning
Tove Søgaard håber, at målgruppen vil tage godt imod Kristelig Handicapforenings tilbud.
”Vi ved, at behovet er der, og vi håber, at rigtig mange par vil benytte sig af muligheden for at give kærligheden og kommunikationen en saltvandsindsprøjtning,” siger hun.
Kristelig Handicapforenings PPEP-kursus finder sted i Fredens Kirke i Herning og løber over seks aftner i oktober-november. Prisen er 500 kroner pr. par for alle aftner inklusiv aftensmad. Se mere på www.k-h.dk/PREP