Selvmords-manual fjernet fra lægeforenings hjemmeside
Styrelsen for Patientsikkerhed gik ind i sagen om tidl. læge Svend Lings selvmordsmanual på Læger for Aktiv Dødshjælps hjemmeside. Lings har nu fjernet manualen fra lægeforeningens hjemmeside, oplyser TV2.
Det var en klage fra psykiatrisk afdeling i Aarhus, som fik Styrelsen for Patientsikkerhed til at gribe ind. Den psykiatriske afdeling reagerede, fordi en af deres patienter havde fundet selvmordsmanualen på nettet – dog uden at gøre brug af vejledningen.
Svend Lings, der er formand for Læger for Aktiv Dødshjælp, har i stedet lagt selvmordsmanualen ud på sin egen hjemmeside. Han mistede sin lægeautorisation, fordi han efter eget udsagn har hjulpet 10 patienter med at begå selvmord. Blandt de øvrige læger i foreningen for Aktiv Dødshjælp, var der ifølge formanden flere, som fik kolde fødder efter klagen fra Styrelsen for Patientsikkerhed.
Sundhedsordførerne Liselotte Blixt fra Dansk Folkeparti og Flemming Møller Mortensen fra Socialdemokratiet har forsøgt at få hjemmesiden med selvmordsmanualen lukket, men det er indtil videre blevet afvist at justistsministeren, oplyser Kristeligt Dagblad.
Folk med selvmordstanker kan få hjælp gennem kontakt til Livslinjen, som arbejder for at forebygge selvmord.