Ansgar og de første missionærer var også karismatiske
Det var ikke økonomiske eller militære overvejelser, der gjorde danernekristne. Det var missionærernes ydmyghed, godhed – og mirakler.
”I det Herrens år 966 omvendte en mand ved navn Poppo danerne til troen. Han bar i overværelse af vidner et stykke hvidglødende jern, der havde form af en handske, uden at blive skadet. Kong Harald, som så dette, opgav sin afgudsdyrkelse og lod sig med hele sit folk omvende til den sande gudsdyrkelse.”
Sådan skriver biskop Adam af Bremen i sin krønike fra 1070.
Og Harald Blåtand ”gjorde danerne kristne”, står der på Jellinge-stenen, som er fra ca. 966.
Men forud for dette dramatiske og officielle gennembrud havde franske, tyske, engelske og irske missionærer arbejdet i Danmark fra 800-tallet, måske før.
Allerede i 826 blev den danske konge Harald Klak og hans følge døbt i Ingelhaim i Sachsen ved Ludvig den Frommes hof. Men på grund af en borgerkrig blev kristningen standset.
Ansgar – Nordens apostel
Til gengæld blev Ansgar sendt afsted, og gennem de næste 18 år slider han hårdt trods overfald og trusler.
Udgravninger i Ribe omkring den nuværende domkirke har vist ca. 3.000 kristne grave fra 800-tallet – formentlig omkring en menighed, som Ansgar var med til at oprette.
Ansgar er blevet kaldt for Nordens apostel, fordi han bragte evangeliet til både Danmark og Sverige.
I en ny bog af Torben Bramming, der er sognepræst i Ribe, graves historien om Ansgar og de første kristne missionærer frem.
Ikke magt og politik
”Når man skal forklare, hvorfor danerne blev kristne, så fortælles ofte en historie om magt og politisk opportunisme: Kongerne så en fordel i at gå over til kristendommen eller tvinge andre. Man tilpassede sig de stærkere magter mod syd. Det var desuden godt for handelen, at man var kristen. Vi finder bl.a. denne forklaring i Danmarks Radios store satsning om Danmarkshistorien, som i 2016 og 2017 vistes på DR1. Vì finder samme forklaring i udstillingen ”Kongernes Jelling”.
Men dækker disse materialistiske årsager den virkelighed, som Ansgar og danerne stod i?” spørger Torben Bramming.
Ligesom forskeren Brian Patrick McGuire når han frem til, at danernes omvendelse til kristendommen istedet var en proces, der strakte sig over flere hundrede år. Og det var ikke politiske og økonomiske hensyn, der var årsagen til, at danerne blev kristne, fremgår det. Men at selvopofrende missionærer rejste til dette farlige og vilde område, hvor vikingerne stadig ofrede mennesker, satte børn ud, tog på vilde plyndingstogter og dræbte mændene, mens de tog kvinder og børn som slaver.
Det er godheden, der tiltrækker de fattige, de syge, slaverne og kvinderne til kristendommen. Men forkyndelsen af omvendelse og frelse fra helvede appellerer også til de rige og mægtige.
Overnaturligt kald
Ansgar er den mest kendte af de første missionærer. Torben Bramming har studeret kilderne. Og han beskriver i bogen, hvordan Ansgar, en fattig fransk dreng af slaveforældre, som 6-7-årig blev optaget i klosteret Corbie.
Efter de første barneår med leg bliver han en målrettet ung munk, som giver sig fuldstændig hen i sin kristne tro. Han har flere overnaturlige visioner, hvor han bl.a. ser Jomfru Maria, Peter og Johannes. Han har en nærdødsoplevelse og får lov at opleve både dødsriget og himmeriget, og foran lyshavet får han besked på at ”Gå! Og kom så tilbage!”
Dette overnaturlige kald betyder, at Ansgar bliver en målrettet missionær til de nordlige områder fra Hamborg og opefter. Han udsætter sig villigt for dødsfare og holder ud i trængsler. Han er også med til at grundlægge en menighed i Ribe, og han tager helt til Birka i Sverige for at forkynde evangeliet. Jævnligt udfører han mirakler i Jesu navn, men forbliver selvudslettende ydmyg.
Mange bliver kristne, men da han dør i 865, er de fleste vikinger stadig hedninger. Og der kommer tre kristenforfølgelser, indtil kristendommen endelig sejrer med Poppos karismatiske demonstration af kraften i Jesu navn, hvorefter kong Harald Blåtand går over til den kristne tro.
Om Poppo fortælles også:
”Han iførte sig nemlig en skjorte dyppet i voks og gav, mens han stod i menneskemassen, i Herrens navn besked om at sætte ild på den.
Med blikket og hænderne hævet mod himlen udholdt han med stor tålmodighed de slikkende flammer og erklærede, da skjorten var brændt helt op og forvandlet til aske, muntert og fornøjet, at han end ikke havde bemærket røgen.
Dette under bevirkede, at mange tusinde ved denne lejlighed blev troende, og at Poppo den dag i dag fejres af danerne i deres kirker. Nogle påstår, det fandt sted i Ripa [Ribe], andre i Heidiba [Hedeby], som også kaldes Slesvig.”