Kirkefondet bygger husbåd-kirke
Kirkefondet har netop underskrevet en kontrakt med CC Design om at få bygget en husbådskirke, som bl.a. kan bruges i de mange havne, hvor der i disse år vokser nye store boligområder frem.
Det er første gang, man bygger en husbådskirke til brug i folkekirken.
Først til Sydhavnen
Kirkefondet har i første omgang tilbudt, at husbådskirken placeres i Københavns Sydhavn nær det sted på Teglholmen, hvor Sydhavn Sogn forventer at bygge en ny kirke i løbet af nogle år. Indtil da kan husbådskirken bruges som ramme om gudstjenester, kirkelige handlinger, undervisning og aktiviteter i den nye bydel, hvor der nu bor flere tusinde mennesker.
Når husbådskirken efter en tid har udspillet sin rolle i Sydhavn, vil den kunne bugseres til en ny placering og være midlertidig kirke et andet sted – fx. i Nordhavn eller andre steder i landet, hvor der er brug for en midlertidig kirke.
Plads til 100 personer
Der vil i husbådskirkens ca. 150 m2 blive plads til, at omkring 100 personer kan samles i det store fleksible rum, der let kan omdannes til forskellige formål. Både alteret, som er uden knæfald, og døbefonten vil blive flytbare; der vil være depotplads til borde, samt enkle køkkenfaciliteter. Udenfor vil der være store ”flydende” terrasser i tæt tilknytning til husbådskirken.
Midler fra salg af kirker
Husbådskirken kommer til at koste lidt over 10 mio. kr. Finansiering sker ved hjælp af nogle af de midler, som Kirkefondet har fået efter salg af nogle af de lukkede københavnske kirker.
Dermed vender pengene fra de lukkede kirker tilbage til det københavnske kirkeliv. Med husbådkirken fastholder Kirkefondet således sin vision om, at kirken skal være dér, hvor folket er.
”Det er afgørende for Kirkefondet, at aktiviteterne i og omkring husbådskirken forankres i det lokale sogn med udgangspunkt i de rammer, som Kirkefondet stiller til rådighed. Det er også vort håb, at mange familier i de nye boligområder vil få øje på det kirkelige liv gennem husbådskirkens aktiviteter”, siger generalsekretær i Kirkefondet, Henrik Bundgaard Nielsen.
Husbådskirken forventes at være færdig i løbet af foråret 2019.