Missionsbefalingen og dåben i Ny Testamente

I 1988 udkom der en prøveoversættelse af Ny Testamente, som læsere med sproglige forudsætninger kunne kommentere på, så de eventuelt kunne være med til at gøre den endelige autoriserede oversættelse af hele Bibelen, som udkom i 1992, bedre.

Det foranledigede mig til at skrive en artikel i Kristeligt Dagblad 3. oktober 1988 om oversættelsen af Missionsbefalingen i Matthæusevangeliet, som var uændret fra den tidligere oversættelse fra 1948. Jeg sendte min artikel til Bibelselskabet, hvorfra jeg 7.11.1988 fik et venligt svar med løfte om, at ’dine bemærkninger vil indgå i drøftelserne i det fortsatte redaktions- og revisionsarbejde med nyoversættelsen’ underskrevet af den daværende generalsekretær Niels Jørgen Cappelørn.

Da den nye autoriserede oversættelse udkom, var Matt 28,18-20 med nøjagtig samme ordlyd som i den tidligere oversættelse. Men nedenunder er der med mindre typer skrevet: Anden mulig oversættelse: ”Mig er givet al magt i himlen og på jorden. Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, døb dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, og lær dem at holde alt det, som jeg har befalet jer. Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende.”

En direkte ord til ord oversættelse lyder sådan: ”Mig er givet al magt i himlen og på jorden. Gående derfor hen DISCIPELGØR alle folkeslag døbende dem til Faderens og Sønnens og Helligåndens navn lærende dem at gøre alt, hvad jeg har befalet jer, og se, jeg er med jer til denne tidsalders ende.”

Jeg har fremhævet den eneste bydeform GØR DISCIPLE med store bogstaver, og de øvrige udsagnsord i nutids tillægsmåde gående, døbende og lærende er understregede.

Som det fremgår af den ordrette oversættelse fra NT græsk til dansk, så duer den ikke som læsetekst. Ikke alle ord findes på begge sprog. Fx ’gør disciple’ er oversat fra et ord, som betyder ’discipelgør’, og det ord står i en grammatisk tid, som vi ikke har på dansk, nemlig aorist, der udtrykker noget punktuelt, en indtræden i en ny tilstand eller noget afsluttet. Og så står det som bydeform, som får os til at tænke på noget fremtidigt, mens det som sagt på græsk også rummer noget, der er påbegyndt og sat i gang.

Det er således i den græske tekst underforstået, at de er i færd med at blive disciple, inden dåb og oplæring kommer på tale. Kunsten for oversætterne er at omskrive det til en let flydende tekst, der gengiver den oprindelige mening på græsk.

Oversættelse og rækkefølge

I Bibelselskabets autoriserede oversættelse af 1897 lyder Matt. 28,19 sådan: ”Går derfor hen og lærer alle Folk, og døber dem i Navnet Faderens, Sønnens og den hellige Ånds,”

Her er der ligefrem byttet om på rækkefølgen af ordene ’døbe’ og ’lære’ for så præcist som muligt at gøre det til umisforståeligt på dansk. Det var altså ikke uden kendskab til den kristne tro, at mennesker skulle døbes.

Og i Anna Sophie og Poul Seidelins oversættelse af 1974 læser vi: ”Gå nu ud og gør alle folkeslag til mine disciple, døb dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens Navn”.

Begge oversættelser respekterer intentionen i den græske aorist bydeform: ”discipelgør!”, som mere end antyder, at det er bevidst troende i færd med at blive fuldgyldige disciple, der modtager dåben.

Dette er også helt i overensstemmelse med andre centrale dåbstekster i Ny Testamente. Det gælder fx Mark. 16, 16, hvor troen kommer før dåben, som ingen frelsende magt har uden tro, og i Ap. Ger. 2, 38, hvor omvendelsen og dåben hører uløseligt sammen. Det, som gemmer sig i aorist bydeformen ’discipelgør’, er her italesat. Det er det som nævnt til gengæld ikke i oversættelsen af 1948, som gentages i den autoriserede oversættelse af 1992: ”Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn.” (Matt 28, 19).

For her har man lettet teksten fra de tunge nutids tillægsmåder ved at ændre ’gående’ til en bydeform på dansk og oversætte de andre to med ordene ”idet I døber dem, og idet I lærer dem”. Dette er både med og uden bedre vidende blevet brugt til at begrunde en barnedåbspraksis, når det omskrives til ’ved at’ som var det midlet, hvormed de blev gjort til disciple uden nogen forudgående tro eller bevidsthed om, hvad der sker ved dåbshandlingen.

Derfor må en voksen, oftest moderen, svare på trosbekendelsen på barnets vegne, inden dåben foretages med overøsning af tre håndfulde vand.

Dåb af spædbørn i Ny Testamente?

Men hvor finder vi eksempler på dåb af spædbørn i Ny Testamente? Ingen steder. Og de tre steder, Ap. Ger. 11,14, 16,15 og 16,33, hvor der er tale om husstande, der bliver døbt, er det efter de er kommet til tro, og der nævnes intet om børn.

I stedet for at antage, at der selvfølgelig må have været små børn og derudfra slutte, at børn, der ikke kunne svare for deres egen tro på Jesus, blev døbt, er det meget mere sikkert at kigge på andre dåbstekster, hvor forudsætningerne for dåben forklares.

I missionsbefalingen hos Markus lyder det: ”Den, der tror og bliver døbt, skal frelses; men den, der ikke tror, skal dømmes” (Mark 16, 16).

På pinsedagen forkyndte apostlen Peter: ”Omvend jer og lad jer alle døbe i Jesu Kristi navn til jeres synders forladelse, så skal I få Helligånden som gave” (Ap. Ger. 2,38). I disse skoleeksempler og alle andre tilfælde i Ny Testamente, er det omvendte Kristustroende, der modtager dåben. Det samme bekræftes i eksemplet med Filip og hofmanden i Ap. Ger. 8,36-38: ”Mens de nu kørte hen ad vejen, kom de til noget vand, og hofmanden sagde: »Se, dér er vand, hvad hindrer mig i at blive døbt?« Filip sagde: »Tror du af hele dit hjerte, så kan det ske.« Han svarede: »Jeg tror, at Jesus Kristus er Guds søn.« Han befalede, at vognen skulle standse, og de gik begge ned i vandet, både Filip og hofmanden, og Filip døbte ham.”

Bekendelsen af troen hos den, der døbes, ikke af nogen stedfortræder, er forudsætningen for dåben. Og dåbens rensende kraft er til dem, der er bevidste om deres egen synd og derfor har brug for tilgivelse og en ny begyndelse. Sådan var det for Saulus, der blev til apostlen Paulus. Han vidner selv om, hvordan Ananias talte til ham: ’Hvorfor tøver du? Rejs dig og lad dig døbe og få dine synder vasket af, idet du påkalder Herrens navn!‹ (ApG 22, 16).

I dåbens handling ved neddykning i vand og oprejsning af vandet forkyndes evangeliets kerne for den, der lader sig døbe: ”Vi blev altså begravet med ham ved dåben til døden, for at også vi, sådan som Kristus blev oprejst fra de døde ved Faderens herlighed, skal leve et nyt liv” (Rom 6,4). Dåbshandlingen glemmer man ikke, og for mit eget vedkommende og mange, jeg senere har døbt eller set er blevet døbt, er der sket noget helt nyt og spændende efter dåben.
Det er også noget særdeles bevidst, når der i 1. Peter 3, 21 tales om en god samvittigheds pagt. På græsk står der ikke pagt, men ’samvittighedens gode bøn til Gud’, som kun et bevidst menneske kan bede.

Det er tankevækkende, at det mest følsomme i folkekirken er dåben, som skal administreres for alle børn, uanset om der er sandsynlighed for, at den bliver fulgt op med en kristen opdragelse. For mens der er stor tolerance på mange andre områder, bliver der ført sager imod præster, der af samvittigheds grunde rokker ved dette. Og det er ikke så mærkeligt, at nogle kan få anfægtelser ved denne praksis, når ritualet er sammensat af skriftsteder, der ikke handler om dåb, bortset fra Missionsbefalingen i Matthæusevangeliet, som er oversat på en måde, så man ikke kan se, at også her er der tale om bevidste mennesker, der lader sig døbe.

Kronikker udtrykker kronikørens egen holdning – ikke nødvendigvis Udfordringens.