Piger bliver tabere i den seksuelle frigørelse

Af Iben Thranholm
Cand. teol., journalist og samfundsdebattør

Rungsted Gymnasium er i søgelyset på grund af de såkaldte puttemiddage, som 3.G drenge holder for nystartede piger i 1.G. De afholdes ikke bare i Rungsted, men også på mange andre gymnasier.

Hvis pigerne skal gøre sig håb om at blive inviteret, må de først møde op til en “audition”. Det er en test, hvor pigerne bliver bedt om at optræde ofte meget seksuelt udfordrende, så drengene får en forsmag på, hvad pigerne dur til. Det kan være lige fra simulering af oralsex til at smide blusen, så brysterne er blottet. Det sker med en hujende og skrigende gruppe af drenge foran pigerne.

Nu er flere af de piger, der har været med til disse “auditions” trådt frem for at gøre opmærksom på, at hvad der foregår, ikke er sjov og ballade, men sexchikane. Jeg hørte en debat mellem to gymnasiepiger i radioen, hvor den ene mente, at ingen var tvunget til noget, men enhver bare kunne sige stop, når legen blev for meget.

Den anden, som selv var gået med så langt, at hun til sidst følte sig tvunget til at smide blusen, mente derimod, at det praktisk taget er umuligt at sige nej, når først spillet kører. Pigerne vil gøre næsten alt for at blive inviteret, fordi det er ensbetydende med social accept.

Når det er kommet så vidt, at danske piger skal indlede deres gymnasietid med at optræde som strippere eller det, som er værre, er det nærliggende at se det som en konsekvens af pornoficeringen. Mange ser porno fra en tidlig alder, og det flytter deres grænser.

Danmark var det første land, som frigav pornoen, og her til lands er vi stolte af vores frisind. Fri sex, tidlig sex, sex for sjov er helligt i Danmark. Man må ikke sætte spørgsmålstegn ved, at fri sex er af det gode. Men gymnasiepigerne er ikke længere så sikre. Når de står frem, er det også en appel om, at nogen må sætte grænser.

Den frie sex er ikke altid så fri endda. Den kan hurtigt blive til indirekte tvang, til overgreb og sexuel chikane, men under dække af frisind. Den seksuelle frigørelse, som netop skulle sætte kvinden lige så fri som manden, er slet ikke lykkedes. Tværtimod. Den seksuelle frigørelse er mest på mandens præmisser. Hvad der foregår på danske gymnasier, er undertrykkelse og udnyttelse af pigerne fra drengenes side. Pigerne optræder som strippere for at få drengenes accept. Hvad får de igen? En middag og uforpligtende sex? Drengene kan forblive drenge, for ingen forventer, at de tager ansvar for pigerne eller gifter sig med dem. Kvinderne er dårligere stillet end nogensinde før, hvad angår sex, parforhold og ægteskab.