Stor tilslutning til nyt autisme-netværk

Kristelig Handicapforening regnede med at kunne samle 20, men hele 60 forældre dukkede op.

(Læsetid: 3 minutter)
Salen blev fyldt, da Kristelig Handicapforening den 8.september inviterede til netværks-opstart for forældre til børn med autisme.

Lørdag den 8. september inviterede Kristelig Handicapforening til opstart i et nyt netværk for forældre til børn med autisme. Mange flere end forventet tog imod invitationen.

Forventningen til fremmødet var behersket, da Kristelig Handicapforening i foråret udsendte en netværks-invitation til forældre, der har et barn med autisme.

”Tanken var, at sådan et tilbud sikkert ville samle omkring 20 deltagere,” fortæller leder i Kristelig Handicapforening, Tove Søgaard.

Forældre bad om hjælp

KHs landsleder blev i foråret kontaktet af to forældrepar, som havde børn med autismediagnoser. Forældrene ønskede kontakt til og sparring med andre kristne forældre i samme situation.

Udfordringen ved at være en kristen familie med autisme i børneflokken er blandt andet, at det er vanskeligt at give troen videre til børn, der har svært ved det med billedtale og abstrakte begreber.

For mange forældre er det også en stående bekymring, at barnet afviser sociale sammenhænge – deriblandt de kristne.

60 forældre netværkede

I samarbejde med de to forældrepar valgte Kristelig Handicapforening derfor at invitere til et netværk for forældre til børn med autisme. Opstarten løb af stablen lørdag den 8. september, og interessen var meget større end forventet. Hele 60 mødre og fædre til ét eller flere børn med autisme-diagnoser mødte op på Torvet i Aarhus, hvor Kristelig Handicapforening har sit landskontor.

På programmet var et oplæg ved psykolog og familieterapeut Annette Due Madsen, der talte ud fra både professionel og personlig erfaring med livet i en familie med et barn med særlige behov.

Efter oplægget blev rammerne for den fremtidige aktivitet i ”Forældrenetværk – autisme og tro” kort drøftet i en plenum-debat. Her fremkom der blandt andet et ønske om jævnlige samlinger i Kristelig Handicapforenings regi. Derefter fordeltes deltagere i fire mindre under-netværk. Snakken gik, nye relationer til ligestillede opstod, og grupperne lagde planer for fremtiden.

Landsleder i Kristelig Handicapforening, Tove Søgaard, glæder sig over den store interesse for netværket.
Fornemmer et behov

Landsleder i Kristelig Handicapforening, Tove Søgaard, glæder sig over den store interesse for det nye netværk og den gode opstart. Håbet er nu, at mange forældre vil få glæde af fællesskabet.

”Jeg håber, dette er starten på et givende fællesskab – specielt for de forældre, der føler sig alene i opgaven med at være kristen mor og/eller far for børn med autisme. Vi har meget klart fornemmet det store behov for støtte og sparring, disse forældre har,” siger Tove Søgaard.

Kontakt til netværket

Hvis man er i målgruppen for autisme-netværket, kan man melde sig ind i netværksgruppen ”Forældre-netværk: autisme og tro” på Facebook.

Man er også velkommen til at kontakte Kristelig Handicapforening for nærmere information på tlf. 87 41 01 38.

Læs også