Forbøn for forfulgte kristne

Clement Dachet fortæller om Nigeria.

Søndag den 28. oktober kl. 16.30 afholdes der forbønsgudstjeneste for forfulgte kristne i Viborg Domkirke.

Den internationale organisation Åbne Døre kunne tidligere på året præsentere en rapport, der viser, at over 215 mio. af verdens kristne i dag praktiserer deres tro med livet som indsats. Det gælder især i Afrika, Mellemøsten og Asien.

Under gudstjenesten vil der være indsamling til Viborg Stifts venskabskirke, Kristi Lutherske Kirke i Nigeria, der i den seneste tid har været ramt af en række blodige angreb.

Clement Dachet, der selv er nigerianer og nu bor i Danmark, hvor han arbejder for organisationen Mission Afrika, vil give et indblik i situationen. Stiftspræst for økumeni, mission og religionsmøde Peter Fischer-Nielsen prædiker.

Der vil være sangindslag ved beboere fra Udrejsecenter Kærshovedgård, og ved gudstjenestens start er der procession, hvor lys bæres ind af mennesker med forskellig etnisk baggrund.