Hvad er meningen?

“Jeg ser hende kun to en halv time om dagen nu”, fortalte en nybagt mor mig, der netop var vendt tilbage til arbejdspladsen efter sin barsel. Hun sagde det med en vis erkendelse af, at der er noget helt galt i, at hun ikke kan være der for sin datter, men samtidig er vi opflasket med, at vi først og fremmest må udvise loyalitet overfor arbejdsmarkedet. Det tåler ingen konkurrence og er en guddom, vi alle lærer at tilbede. Men giver det egentligt mening?

Hvis man går en tur i boghandlen, er der meget, som tyder på, at meningen er blevet svær at finde for danskerne. Hylderne bugner med selvhjælpsbøger, der handler om at finde mening og balance mellem familieliv og arbejdsliv.

Seneste skud på stammen er filosoffen Morten Albæks nye bog ’Et liv. En tid. Et menneske’. Den handler om, at vi lever i et land, som gang på gang kåres til at være et af verdens lykkeligste, men samtidig bukker folk under for stress, angst og depression, der efterhånden nærmest er folkesygdomme. Albæk mener, at kuren består i, at vi lærer at finde det meningsfulde liv. Det kræver, at vi tager stilling til, hvad der er meningsfuldt. Og her ender bogen i en blindgyde ligesom mange andre bøger i samme genre. Det overlades nemlig til mennesket at finde den efterspurgte mening. Og det er deri, hele sygdommen består. Mennesket kan ikke selv opfinde meningen, men skal i stedet lære at tage imod den.

Hvad der er fælles for alle bøger om livsstil og mening, er, at de går i en stor bue udenom at tale om Gud og det religiøse spørgsmål. Derfor ender de alle med at sige, at meningen er noget du selv finder, og så er den stressede lige vidt.

I velfærdsstaten er vi faldet for den første fristelse, som djævelen stillede Jesus overfor i ørkenen, da han fastede i fyrre dage. Fristelsen til at gøre sten til brød. Jesus svarede: Mennesket skal ikke leve af brød alene. Derfor bevarede Jesus sin frihed.

Velfærdssamfundet er troen på, at sten kan blive brød, og at de vil mætte os. Det gør de tydeligvis ikke. Når man gør materialisme til meningen, så ender det med et umenneskeligt system, hvor en spædbarnsmor kun har et par timer til sit barn om dagen, fordi arbejdsmarkedet kræver total underkastelse. Uden at give mening.

Så længe coaches, livsstilguruer og kloge hjerner viger uden om det guddommelige, så finder ingen meningen, men må trælle videre i en evig jagt på den.