Kenya: Tre kristne stenet ihjel
Tre kristne byggearbejdere i det vestlige Kenya blev stenet til døde af en muslimsk pøbel den 22. september. De kristne blev tilsyneladende dræbt i en hævnaktion efter drab på formodede el-Shabaab terrorister i området.
International Christian Concern citerer en anonym kilde, som fortæller, at de tre mænd blev angrebet på en byggeplads.
En af de dræbte, Fredrick Mukanda Bahati, var ved at bygge et nyt hus sammen med to assistenter, da pøbelen ankom.
”På afstand kunne jeg se mændene smide byggesten mod Fredrick og hans medarbejdere. Det lykkedes de tre at flygte ind i et hotel i nærheden, selv om de var hårdt såret. Men muslimerne forfulgte dem ubønhørligt og stenede dem til døde,” fortæller vidnet.
– Vi er slet ikke sikre, og denne hændelse viser, hvor meget muslimer hader Kristus-troende. Vi vidste, at de bevæbnede ekstremister fra el-Shabaab dræber folk, men nu har vi opdaget, at selv vore nære muslimske venner kan begå grusomheder imod os, siger en præst, der ønsker at være anonym.
Fredrick Bahatis familie, som begravede ham den 22. september, mindes ham som en helhjertet kristen. Han efterlader sig en hustru og to børn, som familien nu skal tage sig af.
Samtidig spørger de kristne, hvorfor politiet ikke beskytter dem. Terrorgruppen el-Shabaab fra Somalia har gentagne gange dræbt kristne i Kenya. For få uger siden stoppede islamisterne en bus på vej til Garissa og dræbte to kristne, som ikke kunne citere den muslimske trosbekendelse.