Du bli’r det du gør

Den norske teolog Stian Kilde Aarebrot mener, at moderne hjerneforskning bekræfter det, kirken altid har vidst: At vore handlinger former os.

Aarebrot fortæller i et interview med Kristelig Pressekontor om sine egne erfaringer med kristne trospraksisser. Han er præst, leder for netværket ’Etter Kristus’ i Areopagos og har udgivet bogen ”Kunsten å forme livet”. Bogen handler om, at gode vaner kan forme både vores tro og vores hjerne.

Opråb til kirken

– Dette er et opråb til kirken om, at hvis vi skal overleve og blive flere, må vi være en kirke, som gør og inviterer til handling og trospraksis, ikke bare til intellektuel tro, siger Aarebrot.

Han frygter, at kirken har mistet noget af synet for, hvor vigtig praktisk handling og vaner er.

– Kirken har været et barn af sin tid de sidste 500 år med oplysningstid og et stærkt fokus på kundskab. Det har ført til, at kirken er blevet kundskabstung og mindre praksistung.

I kirkens første år lagde man større vægt på handlinger.

– Her ser vi, at tyngdepunktet ligger meget mere mod praksis end bare ordets forkyndelse. Ikke som en modsætning, men noget som går hånd i hånd.

Bekræftes af hjerneforskning

I bogen peger Aarebrot på nyere hjerneforskning, som viser, at det man gør – og ens vaner – påvirker hjernen helt konkret.

– For eksempel viser det sig, at folk som beder eller mediterer har mere grå substans både i prefrontal cortex, hvor fokus og viljestyrke sidder, og i cingulum cortex, hvor empatien sidder. Det handler om at træne, for neuronerne i hjernen responderer på impulser og aktivering, præcis ligesom resten af kroppen gør det, siger han.

– Hjerneforskningen bekræfter, at handlinger former vores hjerne. Dette har kirken egentlig altid vidst: Vi bli’r det, vi gør! Det gør noget ved dig at bede, at dele og at tage dig af de fattige og ensomme.

Gode vaner virker

Hvis troen skal få betydning, skal man øve sig i praksis og gode vaner, mener Aarebrot.

– Jeg tror, vi har fået en uvane i kirken med at høre evangeliefortællingerne, og synes det er godt, men så bare gå videre. Man går uforandret fra møder med Jesus, for at sige det lidt brutalt.

For at undgå det, spørger Aarebrot derfor altid sig selv: ”Hvad sker der nu?”

Når man har hørt en god tale, læst noget i Bibelen eller snakket sammen om tro, skal man tænke videre over, hvad man gør med det, og hvilke konsekvenser det får, forklarer Aarebrot.

Misforstået frihed

Aarebrot voksede op i pinsebevægelsen og plejede som ung at se lidt ned på dem, der læste faste bønner i stedet for at bede frit med egne ord.

– Det var ligesom ikke genuint eller autentisk, hvis man ikke havde sine egne ord, fortæller Aarebrot. Han skriver i bogens forord, at den kunne være et brev til ham selv som 22-årig.

– Jeg var præget af en type kristendom, hvor friheden var højt agtet og lidt misforstået. I dag vil jeg sige, at frihed først og fremmest er noget, man kan tilegne sig gennem nogle sunde og gode rammer for livet, siger Aarebrot, som nu er 42 og værdsætter tidebønner. ”Det at bede Salmerne handler lidt om at hvile og lade andres ord forme mig og min tro,” tilføjer han.

Smitsom moral

Også en anden lære fra hjerneforskningen underbygger vigtigheden af en god trospraksis.

– Neurovidenskaben viser også, at vi er efterligner og spejler hinanden. De synlige handlinger, vi udfører, gør ikke bare noget ved os, men også ved dem, som ser, hvem vi er, og hvad vi gør, siger Aarebrot. Han mener, at verden kan forandres lidt efter lidt.

– Det var sådan, ørkenfædrene og -mødrene gradvis begyndte at forandre kirken igen med deres bevægelse og det, som blev til klosterbevægelsen. Det var det, de gjorde, som påvirkede dem, der så dem.

Aarebrot mener, denne effekt eksisterer på både godt og ondt.

– Forskningen har vist, at både god og dårlig moral kan smitte. En handling kan få uanede konsekvenser, og vi må ikke undervurdere det.
KPK/Bodil