Kvinder i krig er ikke bare ofre

Af: Ingunn Marie Ruud, KPK

Gennem flere reportageture til Libanon, Irak og Syrien har norske Kari Fure skrevet om kristne og andre minoriteters oplevelser i Mellemøsten. Efterhånden følte hun et ønske om at fortælle kvindernes historier fra de krigsramte områder og flygtningelejrene.

– Kvinder er ikke nødvendigvis dem, som råber højest i konflikter. Uden aktivt at opsøge kvinderne fik den store fortælling om kristne på flugt i Mellemøsten en slagside. De kirkeledere, forskere og organisationsledere, jeg interviewer, er jo ofte mænd, siger Kari Fure, som er redaktør på den kristne avis Dagen.

Det var især én sætning, som satte sig fast i forfatterens hovede. Den kom fra en flygtningekvinde, som ønskede at være anonym.

– Hun sagde ”det er noget helt andet at være kvinde end mand i krig”. Først tænkte jeg, at det var jo selvklart og indlysende, men så fortsatte den sætning med at køre rundt i mit hovede.

Senere fik jeg hende til at uddybe, og hun sagde, at kvinderne er dem, som lider mest, men det er også kvinderne, som hjælper andre, ved at de tager fat og bestemmer sig for at holde sig oppe, siger Kari Fure.

Styrke og frigørelse

Netop styrken hos de kvinder, som bor midt i eller har været nødt til at flygte fra krigen, er noget Fure har været optaget af at få frem i ”Krigens døtre”.

– Nogle oplever faktisk en frigørelse i krig, fordi kvinderne bliver nødt til at gå ind i nye roller, de ikke havde før, siger Fure.

Hun fortæller, at dette ikke er en ligestilling, de har tilkæmpet sig, men en nødvendighed, fordi mændene er i fængsel, dræbt, på flugt eller i kamp.

– Frigørelsen og selvstændigheden kommer derfor med en bitter bismag af sorg og savn, slid og sårbarhed. Mange finder en styrke i sig, som de ikke vidste, de havde, og så gør de fantastiske ting.

Jeg skriver ikke bare om kvinders sårbarhed, men også om kvinders styrke, siger forfatteren.

Kari Fure tror og håber, at kvindernes nye roller under krigene i Irak og Syrien kan føre til øget ligestilling – ligesom det skete i Europa efter anden verdenskrig.

– Der er mange kvindeorganisationer, som arbejder for dette. Både for at kvinder skal kunne komme lettere ud i arbejdslivet og for at ændre lovene, som mange mener ligger til grund for diskrimineringen.

Voldtægt som våben

I ”Krigens døtre” fortæller Fure om kvinder, som har været nødt til at flygte fra alt det, de ejer, og om mødre, som må tage det vanskelige valg om at forlade deres egne børn for derved måske at kunne give dem en fremtid.

Her kan man læse historier om kvinder, som har været kidnappet af IS og holdt som gidsler i flere år og om en kvinde, som opdager at IS har lagt hendes teenagedatter ud til salg på internettet.

– Det er så mørkt, grusomt og brutalt, at man bliver helt slået ud, siger forfatteren.

Bogen ser på, hvordan voldtægt og seksualiseret vold bevidst bruges som våben i krig for at ødelægge både kvinderne, deres familier og lokalsamfundet.

– Jeg er meget glad for, at årets fredspris til Denis Mukwege og Nadia Murad sætter fokus på, hvordan voldtægt bliver brugt i krig og aktualiserer dette alvorlige problem, siger Fure.

Hun roser især den måde, hvorpå yezidiene har valgt at tage imod de kvinder, som har været udsat for denne ekstremt brutale krigførelse.

– De har etableret nye religiøse genoprettelses-ceremonier for at byde de kvinder, som har været IS’ gidsler, velkommen tilbage. De siger klart, at dette var ”et angreb på os alle” og definerer på en måde kvinderne som soldater i krig, hvor de før ville være blevet defineret som urene.

Når kvinderne ønskes velkommen tilbage, og samfundet står sammen rundt om dem, er voldtægt pludselig ikke længere så effektivt som våben, siger Kari Fure. Hun peger på, at det også er vigtigt, at gerningsmændene og dem, som gi’r ordrerne, bliver stillet til ansvar og straffes.

Den undervurderede skønhedssalon

Midt i alt det grusomme, som sker med kvinder i krig og på flugt, har Kari Fure ønsket også at vise den kraft og det håb, disse kvinder bærer på. Hun mener, at man ikke må undervurdere vigtigheden af en skønhedssalon.

– Dette var et magisk pusterum for kvinderne i et meget konservativt samfund. Bag mørke gardiner fandt jeg en slags oase, hvor kvinderne kom ind, smed sløret, fik vasket og farvet håret og fik neglene ordnet. Her mødes kristne og muslimer, som ikke har mødt hinanden før, og snakker sammen og viser billeder af børnene på mobilerne, fortæller Fure.

– Der er noget med dette kvindefællesskab i et samfund, hvor der ikke er så mange steder, kvinder kan føle sig virkelig frie. Her havde ingen mænd adgang, og kvinderne forstod virkelig at hygge sig. Damer er damer her som alle andre steder, ler forfatteren.

Troen giver håb

De fleste af de kvinder, Kari Fure har interviewet, er kristne, men hun har også snakket med muslimer og yazidier. På et tidspunkt valgte hun at nedtone de religiøse aspekter ved historierne, men det gik hun hurtigt væk fra.

– Ved at nedtone det kan bogen nå længere ud, men det blev helt unaturligt. Troen er en så vigtig del af deres liv, både for de kristne og muslimerne, siger Fure.

Dette kom især frem, da kvinderne blev spurgt, hvordan i al verden de kunne holde ud.

– Da sagde de, at de fandt styrke i deres tro, i Jesus, i Maria eller andre helgener, de foretrak. De har en Gud, som lider med dem.

Jeg fik bekræftet, at det at have en religiøs tro er en stor styrke, og måtte skrive et helt kapitel om håb.

Håbet og kraften som ligger i den kristne tro er helt formidabel, siger Kari Fure.