Mig og mafiaen
Da jeg var 20 år var jeg i USA i nogle måneder. To år før havde jeg været udvekslingsstudent i et år, og nu var jeg tilbage og besøgte min amerikanske værtsfamilie, mine amerikanske venner og min amerikanske kæreste.
En dag spurgte Nancy: ”Vil du med ud til min søster i Colorado?”. Jeg svarede, at det ville jeg da gerne: ”Hvor langt er der?” Nancy: ”1800 miles. Vi blaffer derud”.
Det var nemt nok. Det var det i hvert fald dengang. Amerikanerne er jo flinke og åbne mennesker med stor nysgerrighed, så vi fik lifts af sælgere, truckdrivers, et par husmødre, nogle unge gutter, en katolsk præst og så af ham dér mafiamanden.
Marlon Brando som Don Corleone i The Godfather poppede op på nethinden, da manden som den naturligste ting i verden fortalte, at han arbejdede for mafiaen, den amerikansk-italienske mafia, og hans job bestod i at brænde huse ned, så nogen kunne hæve forsikringspengene bagefter. Men jeg kunne ikke rigtig forbinde det med fyren her. Han lignede mere en bankfuldmægtig, der var på vej hen for at hente børn.
Det var kun bilen, der stak lidt ud. En stor flyder af en Chevrolet-lignende tingest med et bredt læderbetrukket forsæde i ét stykke, hvor vi sagtens kunne sidde alle tre, med Nancy i midten, og alligevel have god plads.
Jeg skal gerne indrømme, at jeg gaflede mandens beretning i mig, ikke synligt begejstret, ikke ved at stille en masse opklarende spørgsmål, men tavst lyttende. Jo mere manden fortalte, jo mere kunne jeg dog godt mærke, at Nancy sad og trykkede sig tættere ind til mig.
Da vi havde kørt en times tid, havde hun fået nok og hviskede i mit øre: ”Jeg vil ud – NU!”.
Det var ærgerligt, syntes jeg, for vi var midt i en spændende historie, hvor jeg fik førstehånds indblik i en mærkelig og lyssky verden. Min nysgerrighed vandt, og på intet tidspunkt, som jeg husker det, havde jeg givet manden indtryk af, at jeg fandt hans beskæftigelse dybt umoralsk og forkastelig.
Burde jeg det? Skulle jeg havde fortalt manden, at han godt kunne droppe det dér, at der ingen fremtid er i at brænde folks huse ned for ussel mammon, og at der findes en anden og bedre vej?
Hvad havde en moralsk opsang nyttet? Manden havde måske smidt os ud. Eller måske klappet i og siddet stiv af vrede og skummet på resten af turen. Jeg ved det ikke. Jeg bliver tit i tvivl, når jeg i livets bagspejl overvejer de situationer, hvor jeg har mødt mennesker, som måske ikke helt handler efter bogen. Gjorde jeg det rigtige? Sagde jeg det rigtige? Slog jeg til?
På den anden side: Det var nok den første gang overhovedet, at mafiamanden fortalte sin historie til nogen som helst. Det er jo ikke ligefrem den slags, man står og snakker med naboen om: ”Nå, Joe, hvor mange huse har du så brændt ned i denne uge?”.
Man tør jo håbe, at manden ved at fortælle sin historie og høre sine egne ord, og uden at møde fordømmelse, har fået plantet et kim af tvivl i sit sind, og at han med tiden har fået øjnene op for det absurde i sit forehavende. Highway-terapi for mafiahåndlangere!
Der er selvfølgelig også den mulighed, at han bare kedede sig bravt og lige ville binde et par uskyldige blaffere en saftig historie på ærmet. I så fald spillede han spillet godt!
God søndag!
