Noas ark på Bornholm

Henri Nissen var sammen med Parasut ved Mt. Ararat i september i år.

Mindst tre kirker står bag, når Udfordringens redaktør Henri Nissen i slutningen af november kommer til Bornholm for at tale om det mulige fund af Noas ark på Mt. Ararat.

Lørdag den 24. november kl. 15 taler han i Missionskirken i Rønne. Samme aften kl. 19 taler han i Tejn Medborgerhus, arrangeret af Tejn sognekirke. Søndag den 25. november kl. ca. 15 slutter han af i Nexø Kirke.

Nissen har skrevet den eneste bog på dansk og engelsk om fundet og de historiske og videnskabelige tegn på, at arken og syndfloden har eksisteret. I september var han i Tyrkiet for at mødes med kurderen Parasut, som fandt de mulige rester af arken i 2008 og holdt det skjult frem til 2010, hvor en kinesisk gruppe offentliggjorde fundet.