Skye blev indkaldt som skuespiller
– Jeg bad og bad, og en morgen hørte jeg en stemme sige: ”Skuespil, rejs til Los Angeles”.
I et interview med det kristne filmselskab Pure Flix fortæller den 21-årige Skye Marshall om flere forgæves forsøg på at blive skuespiller. Hun havde hele sit liv dyrket dans og havde taget en uddannelse i kommunikation og teater. For at finansiere havde hun meldt sig til US Air Force og havde gjort militærtjeneste. Nu havde hun fået et job i en marketingsafdeling for et medicinalselskab. Men det føltes ikke rigtigt. Skye snakkede med sin mor om det, og hun sagde:
– Du skal bede Gud om vejledning. Og uanset hvad han siger, skal du gøre det.
’Rejs til Los Angeles’
– Jeg bad og bad, og i løbet af to uger skete det, at jeg vågnede før vækkeuret, og det var helt klart og tydeligt: ”Skuespil, rejs til LA”, fortæller Skye Marshall. Hun tilføjer, at hun først strittede imod, fordi hun var vant til at opfatte skuespillet som en hobby snarere end en egentlig karriere.
Men budskabet kom igen og igen på forskellige måder.
– Der var fx busser, som passerede med ordene ”Velkommen til Californien”. Jeg kunne simpelthen ikke løbe fra det, så det endte med, at jeg forstod budskabet og tog imod det.
To måneder efter sin bøn om vejledning forlod Skye Marshall New York og rejste til LA. Her fik hun efter kort tid som jobsøgende sin drømmerolle som Sergent Shonda Peterson i ”Indivisible”.
I filmen får Shonda et brev om, at hun er blevet indkaldt til udsendelse til Irak. Filmen giver et godt indtryk af, hvad soldater – og deres familier – går igennem, når nogen bliver udsendt til en krigszone.
Hele familien er i kamp
Skye Marshal har tidligere oplevet at blive afvist til ”militær-roller”, fordi hun ikke lige havde det rette udseende. Men plottet i Indivisible var perfekt for hende.
Filmen, som er baseret på virkelige begivenheder, handler om en feltpræst og hans hustru – og deres kamp for at redde ægteskabet, fordi ”udsendelsen og krigen” kom imellem dem.
– Folk vil sige ”Tak, for din indsats”, men de aner ikke, hvad det vil sige at være udsendt. Det er ikke bare soldaten, som er indkaldt, det er også konen eller manden og børnene…Det handler ikke bare om den udsendte soldat. Man må takke hele familien for det offer, de har bragt, siger Skye.
Men ofte er der senfølger i form af posttraumatisk stress, ægteskabsproblemer og andet efter soldaternes hjemkomst, understreger den indkaldte skuespiller.
– Jeg håber, at vores film kan hjælpe ægtepar til at finde hinanden igen, slutter Skye Marshall.
Filmen ”Indivisible” kan nu ses i USAs biografer.