Tal liv, et vindue er åbent for vækst

Mirjam Røgeskov

Jeg har lige været i tilbedelse for vores land, hvor jeg spontant sang:
Der er god jord i dette land,
så bryd frem, I hellige frø, så hurtigt I kan.

Efter nogen tid med de linjer, sang jeg pludselig, ”mens I kan”, og jeg fik fornemmelsen af et åbent vindue, så jeg sang:

Der er et vindue åbent for væksten i dette land,
så bryd frem, I gode frø, mens I kan.

Selvom den danske jord kan se dårlig ud, er den i virkeligheden god. Frøene er bønner og gudfrygtige handlinger, som er blevet sået i Danmark gennem alle generationer; når vi taler, at frøene skal bryde frem, taler vi liv til de bønner og handlinger og dermed til de ord, Jesus har givet landet.

Efter at jeg havde sunget de to korte spontansange, blev jeg mindet på en kort sang, jeg skrev for nogle uger siden:

Han gør alting nyt, kom blot og se,
alt hvad Han har sagt, det vil nu ske.
Han gør alting vel, kom blot og hør,
i Hans barmhjertighed bliver intet som før.

Pris Ham, Genoprettelsens Gud,
lad, hvad du håber på, men ikke ser, strømme ud.
Læg vrede, håbløshed og skuffelser bag,
og tro på, at denne er miraklernes dag;
for mens du synger din frihedssang,
går Jesus i Sin godhed i gang.

Når vi skal synge eller tale ud, ”hvad vi håber på, men ikke ser,” kan vi måske se på vores længsler og de ord, Jesus har givet os for vores liv, og dem skal vi også bringe frem for Gud. Men når vi skal søge Guds Rige først (Matt. 6,33), søger vi først det, der er på Guds hjerte lige nu, og jeg fornemmer, at det er vækkelse i Danmark; i mellemtiden giver Han os alt andet oveni.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Vi kan komme til at høste, hvad samtlige generationer har sået i Danmark, når vi taler liv til frøene; det har Gud givet os alle at gøre.

Der er et vindue åbent for væksten af de ældgamle frø og de frø, du selv har sået i den danske muld, men det er ikke åbent længe, så tal liv til frøene, så flest muligt spirer op og bærer frugt.