Jeg husker stadig atmosfæren

(Læsetid: 2 minutter)

Jeg var engang til Arvid koncert i Rundetårn. Jeg husker stadig atmosfæren. Hans spinkle, men stabile vokal, der venligt kærtegnede tilhørerne – mættet af nuancer i musikken, gode melodier og en lidt elektronisk – Massive Attack – (amerikansk band) agtig lyd.

Albummet her starter ud med en sjov, legende popsang, og han synger glad “I’m yours…”. En popsang, hvis du spørger mig, og en tand overproduceret. Unægtelig ikke en musikalsk revolution. Til gengæld har sangen “Made and saved for the light” den atmosfære med sig, som jeg synes, Arvid er så dygtig til at manifestere. Han mestrer her noget særligt. Den elektriske guitar får lytteren ud i en klub-følelse med røg og mennesker og – der hvor mennesker har deres gang – på godt og ondt. Det er anderledes lovsang. Hurra!

“Glimpse” kan også noget særligt, og jeg hører Arvid-lyden komme frem. Han lejer med ‘march’ trommer, som om vi skal være i forventning til noget. Klaveret fylder ud og flyder i centrum, og Arvid er som sædvanlig i sit es med en stemme, der aldrig er vrængende, men altid holder sig til et stabilt niveau volumenmæssigt og teknisk. I forhold til de første par numre, der også er gode, men ikke har samme lyd, gør det ikke så meget mht. rimene :‘smerte/hjerte’. Det kan godt blive lidt ‘tamt’ med teksterne. Som om det er vigtigere at nå ud til en stor skare, end at lave musik, der på en måde kan noget mere. “Open heart – open wide” (“Glimpse”): Vi bevæger os i alle spektre af mennesket. Et barns måde at gå verden i møde på.

I “Close to Thee” vinder Arvid sig som sædvanlig ind i en smuk melodi. Han har her allieret sig med en kvindelig sanger, som bidrager til følelsen af en elegant hymne. Ordene sniger sig nænsomt ind under lytterens kyniske knogler – “Walk with thee” bliver der sunget.

Kunstner: Arvid – Titel: Made and saved for the Light – Genre: Lovsang/pop –
Download: itunes.dk – Pris: 40 kr.

Læs også