Søndagsskoler laver videoer for børn
Børn må gerne høre om Jesus og kristen tro på en sjov måde, men der skal helst også være noget at tænke over.
Det er tanken bag den stribe af videoer om kristendommen, som Danmarks Folkekirkelige Søndagsskoler (DFS) den 23. november lancerer – i første omgang med fem videoer, der kredser om julen. Senere vil der komme videoer om påske, pinse osv. og videoer om mobning, sygdom, død, skilsmisse og ensomhed, alt sammen ud fra en kristen tilgang.
Målgruppen er børn på 4 til 11 år. Meningen er, at forældre eller fx ledere af minikonfirmander og børneklubber kan vise videoerne for børnene og bruge dem som afsæt til gode samtaler.
Videoerne vil blive lagt op på soendagsskoler.dk og på YouTube. Videoerne er frugten af et projekt, som DFS søsatte i august, og som har til formål at levendegøre DFS´ undervisningsmateriale.