”Jorden går under”
Hvis man er et samvittighedsfuldt menneske, kan man meget nemt få dårlig samvittighed og føle et ansvar for at passe godt på skaberværket.
”Jorden går under”. Det sker – ifølge Illustreret Videnskab – senest om 5 milliarder år, når solen svulmer op som en rød kæmpe og svitser alt liv på jorden.
Inden da kan det dog også ske ved, at en komet eller en asteroide rammer jorden, ved at en supervulkan går i udbrud, ved at jordens magnetfelt forsvinder, ved at der opstår en hypernova ikke langt fra jorden eller endelig ved at jorden kolliderer med en af de andre planeter i solsystemet.
Som kristne tænker vi dog, at det er et rimeligt gæt, at det sker før ovenstående naturmassakrer, for vi forventer Jesu genkomst på Himlens skyer, og at Gud skaber en ny himmel og en ny jord.
Det er meget oppe i tiden, at vi skal passe på, at vi ikke fremskynder menneskehedens og livets undergang ved udledning af CO2 og andre dårligdomme. Men hvad skal man som kristen mene om det? Skal man lade sig skræmme? Eller hoppe med på miljøaktivisternes vogn og prøve at frelse sig selv?
Den dårlige samvittighed
Hvis man er et samvittighedsfuldt menneske, kan man meget nemt få dårlig samvittighed og føle et ansvar for at passe godt på skaberværket. Ganske vist har man ikke så meget indflydelse på det store regnestykke, men man kan dog godt yde noget. Men husk på, at verden er Guds ansvar og at du blot bliver bedt om at tage ansvar for din egen del. Tag ikke hele verden på dine skuldre, for så kan du ikke sove om natten.
Langt, langt størsteparten af den CO2 vi udleder, kan vi stort set ikke komme udenom, med mindre vi radikalt omlægger såvel vores eget liv som samfundets opbygning.
Her i det i det høje Nord er vi nødt til at bo i opvarmede huse. Man skal kunne tænde lys og varme sine frikadeller på komfuret. Man skal kunne komme på arbejde, man skal køre på vejen, børnene skal gå i skole, man skal kunne ringe til hinanden. og hvis man bliver syg, skal man kunne komme på hospitalet.
Vi står på skuldrene af mange, der går forud, og som har opbygget et system, der i meget høj grad sikrer vores overlevelse og velbefindende.
Reelt kan vi dårligt undvære ret meget og vil det næppe heller. Uden huse, veje, biler, internet, telefoner, bygninger til institutioner og et lunt sengetæppe går den ikke – blandt andet derfor ligger vi meget højt på verdensranglisten over klimabelastende lande.
Hvor stor en forskel kan vi selv gøre?
Ifølge en WWF-undersøgelse fra 2012 blev Danmark kun overgået af de olieproducerende stater Qatar, Kuwait og De arabiske Emirater. Med tiden kommer det nok til at se anderledes ud, for der er stadig 1,5 milliard kinesere og indere, der også gerne vil have køleskabe og biler, ligesom os. Med andre ord: Hvis du bor i Danmark, er du automatisk blandt klodens største miljøsvin, uanset hvor miljørigtigt du lever i det daglige. Reelt har du dermed nok ikke mulighed for at gøre noget som helst ved 99% af dit private og det samfundsrelaterede forbrug.
Hvad hjælper det så, om du skærer lidt ned på forbruget af oksekød? En mikroskopisk smule gør det vel nok, så hvis du har lyst til at gøre det, kan du gøre det med god samvittighed. Måske den største forskel, du kan gøre, er at gå på dine ben ned i Brugsen en gang imellem, i stedet for at køre.
Men du skal ikke gøre det af frygt! Jesus siger, at vi ikke skal frygte, og det gælder altså også jordens undergang.
Bekymring og frygt hjælper ingen. Og vær besindig; lad ikke den nytilkomne klimareligion fylde dig med bekymring og lokke dig med ned i sumpen af belærende og formynderisk selv-frelse, så du lader miljø-idealismen diktere, hvad dine tanker optages af, og hvordan du kategoriserer mennesker i gode og dårlige.
___________________
Ugens prædiken er ikke ud fra Folkekirkens bibeltekst, som kan læses herunder.
Søndagens tekst: Lukasevangeliet 2, 41-52
Jesus som tolvårig i templet
41 Josef og Maria rejste hvert år til Jerusalem for at være med til påskefesten. 42 Da Jesus var blevet 12 år gammel, fik han lov til at komme med for første gang. 43 Da højtidsdagene var forbi, begyndte Josef og Maria på rejsen tilbage til Nazaret, men Jesus blev i Jerusalem, uden at hans forældre vidste det.
44 Den første dag tænkte de ikke over hans fravær, fordi de regnede med, at han var sammen med nogle venner blandt de øvrige rejsende. Men da han ved aftenstid endnu ikke var dukket op, søgte de efter ham blandt familie og venner. 45 Da han ikke var at finde nogen steder, vendte de om og brugte den næste dag til at rejse tilbage til Jerusalem. 46 På den tredje dag fandt de ham i templet, hvor han sad fordybet i samtale med dem, der underviste i Toraen. 47 De undrede sig alle over hans kloge spørgsmål og den måde, han svarede på. 48 Hans forældre vidste ikke, hvad de skulle tænke, da de fandt ham siddende blandt alle de lærde, men så udbrød hans mor: »Jamen, dreng dog! Hvordan kunne du gøre sådan imod os? Din far og jeg har været så urolige for dig, og vi har ledt efter dig alle vegne!« 49 »Hvorfor har I ledt efter mig alle vegne?« spurgte Jesus. »Vidste I ikke, at jeg har en opgave her i min Fars hus?« 50 Men de forstod ikke, hvad han mente med det.
51 Så fulgte han med dem tilbage til Nazaret og var lydig imod dem. Siden hen spekulerede Maria tit på det, han havde sagt. 52 Jesus voksede både åndeligt og fysisk og var vellidt af Gud og mennesker.
Teksten er fra Bibelen på Hverdagsdansk
