50 år med Jesus og fri fra alkohol

Oluf Borremark, 76 år, lever og ånder for at fortælle andre, at det er muligt at blive fri af misbrug og få sig et godt liv.

(Læsetid: 7 minutter)
Oluf Borremark har været gift med Bodil i snart 47 år. Han mødte hende som nykristen og fik lokket hende med i kirke.

Alkoholmisbrug, homoseksualitet og et indædt had mod alt, der har med kristendom at gøre, var Oluf Borremarks virkelighed i de unge år. Men den 10. december var det 50 år siden, at den nu 76-årige københavner sagde ja til Jesus og blev sat fri.

Oluf Borremark brænder for at fortælle andre, at det er muligt at blive fri af misbrug. Og for at fortælle om sin egen omvendelse og vej ud af mørket. Det gør han bl.a. via jævnlige foredrag og som frivillig på Kontaktcentret Klippen på Vesterbro i København, hvor han omgås alkoholikere, hjemløse og stofmisbrugere.

– Jeg bliver ved, så længe Gud vil det. Jeg elsker at gå på gaden og møde mennesker med kaffe og kakao og få en god snak. Det er alt det, jeg brænder for, siger Oluf Borremark, der i årenes løb har været frivillig på forskellige væresteder, de seneste seks år hos Klippen.

Jesus gav retning

Oluf Borremark lægger ikke skjul på, at de 50 år med Jesus og uden alkohol også har budt på megen smerte og kampe undervejs. Men han har stået kriserne igennem.

Som fx dengang for 20 år siden, da der opstod splid i den plejefamilie, hvor han var vokset op, og han var på nippet til at ”falde i” med alkohol, men ikke gjorde det. Eller de to gange, hvor han har måttet begrave to stedbørn, foruden at han selv har været ramt af sygdom, bl.a. hjerteproblemer.

Han har sat sin lid til, at Gud ville bære ham igennem. Det er sket hver gang, og som han siger i dag, har han ”et pragtfuldt liv i Jesus”.

– Jesus har fået lov til at sætte retningen for mit liv. Gud er trofast, siger Oluf.

Følte sig forkastet

Det lå ellers ikke i kortene, at han skulle komme til at leve et kristent liv, for Oluf fik mildest talt en skidt start på tilværelsen.

De biologiske forældre var begge alkoholikere. Da han var tre måneder gammel glemte de ham udenfor et værtshus. Han blev fjernet af Børneværnet og placeret hos en plejefamilie på Nørrebro i København. Da han var 12 år, fortalte plejeforældrene ham, at han var adopteret.

Det fik hans ellers trygge verden til at bryde sammen og gav ham følelsen af at være blevet forkastet.

Han reagerede ved at blive ballademager i skolen. Næste skridt var småkriminalitet og druk. Som 15-årig blev Oluf sendt på drengehjem, men årene på forskellige drengehjem gjorde kun ondt værre, for druk og tyverier fortsatte. Han blev seksuelt misbrugt af en voksen på ét af drengehjemmene, og drengene trøstede hinanden med sex, som de troede var normalt. Det blev starten på en homoseksuel adfærd, hvor Oluf virkeligt troede på, at han var til mænd.

På sin 18 års fødselsdag fik han for første gang livstegn fra sin biologiske mor: Et fødselsdagskort. Han opsøgte hende, men da han stod udenfor hendes dør og præsenterede sig, sagde hun bare, at hendes søn var død for mange år siden. Igen følte han sig forkastet.

Hans identitetskrise stak dybt, og på et tidspunkt besluttede han, at det nok ville være bedre, hvis han drak sig ihjel. I hans papirer stod der, at han var adfærdsvanskelig og grænsepsykotisk.

Da han som 21-årig kom på en gård som landbrugsmedhjælper, bankede han landmanden, fordi denne slog dyrene. Det kunne Oluf ikke snuppe. Han truede med at plyndre en bank, hvis han ikke kom væk, og til sidst lykkedes det, og han blev arbejdsmand på B&W.

Det var en frygtelig periode, siger Oluf, for alkohol og stoffer tog magten fra ham.

I 1965 giftede han sig med en kvinde, men ægteskabet holdt kun et par år, for Oluf levede et dobbeltliv og var forelsket i en mand. Han flyttede sammen med manden, og Oluf var overbevist om, at de en dag skulle giftes.

Omvendelsen

Op igennem sin barndom var Oluf kommet meget i Øbro Biograf på Lyngbyvej i København. Biografen blev i 1962 overtaget af pinsemenigheden Tabor, og en dag troppede Oluf op i en brandert og råbte og skreg, at de havde stjålet hans biograf og kaldte dem hyklere og bedragere.

Han truede med slagsmål og fornægtede Gud i kraftige vendinger. Til et Billy Graham stævne i Forum, hvor han deltog af ren og skær nysgerrighed og for at slå en aften ihjel, var han ved at komme i slagsmål med vagterne. Billy Graham talte om omvendelse, men Oluf tænkte: ”Aldrig i livet, det kan du godt droppe, det vil jeg ikke have noget med at gøre”.

I skolen havde han gjort nar af Bibelen. Men alligevel begyndte der at ske noget, og i tre år forsøgte han at holde igen med alkoholen. Det var en kamp, hvor han igen og igen faldt i, indtil den 10. december 1968, hvor en kollega inviterede ham til et bedemøde i den kirke, hvor han tidligere havde lavet ballade, pinsekirken på Lyngbyvej.

Oluf ankom temmelig beruset til mødet. Men det endte med, at han tog imod Jesus. Han bad en fortvivlet bøn om at blive løst fra alt det, der tyngede, og pludseligt mærkede han en fred sænke sig over ham. Hjemme igen smed han al sprut og alle pillerne ud og begyndte at læse i Bibelen, og han læste bl.a. Paulus´ ord om, at det for Gud er forkert, når to mænd ligger med hinanden.

Oluf erkendte, at Gud har skabt ham til kvinder og ikke til mænd. Han brød med sin mandlige sambo.

Bortrykkelse

I 1972 fik han ”en Bodil”, som han siger, ikke i form af en Bodil-statuette til at sætte op på en reol, men i form af en ”blød og dejlig kvinde”.

– Bodil var en gammel barndomsven, som jeg stoppede på gaden og fik med til et møde i min kirke. Hun var alene med fire børn, havde ingen penge og var ikke kristen, men blev det snart.

Vi giftede os og fik selv to børn sammen. Til maj har vi været gift i 47 år, fortæller Oluf.

For nogle år siden døde én af Bodils drenge af kræft, 23 år gammel, og det gjorde, at Oluf fik et hjertetilfælde, som sendte ham på hospitalet, hvor han oplevede noget usædvanligt.

– Jeg blev bortrykket, ligesom krænget ud af mit eget legeme, fortæller Oluf. Han kom først i Helvede, og bagefter i Himmelen, ”det pragtfuldeste sted med blomster i alle regnbuens farver”.

– Der var en stemning af den dejligste lovsang, fred og harmoni, og der var et ubeskriveligt smukt og pragtfuldt lys.

– Midt i al dette så jeg vores nylig afdøde søn, Henrik, som det smukkeste, strålende lys. Jeg så Jesus som en strålende lysets engel, og jeg sagde til Ham: ”Lad mig få lov til at komme hjem til dig”.

– Pludseligt var billedet væk, og det var ligesom om, Han sagde: ”Nej, du skal tilbage til jorden for at fortælle om, hvad du har oplevet”, fortæller Oluf.

Lægerne, der kæmpede for hans liv, kaldte det for et ”mirakel”, da Oluf kom til bevidsthed igen.

Oluf Borremark brænder for sit arbejde som frivillig, hvor han møder alkoholikere, stofmisbrugere og hjemløse.
Bringer håb

Oluf Borremark har haft forskellige jobs igennem livet, og engang havde han sit eget rengøringsfirma, men måtte allerede som 50-årig stoppe på arbejdsmarkedet på grund af en nedslidt ryg.

Livet har ikke skortet på kampe, og foruden Henrik, der døde af kræft, har Bodil og Oluf også måttet følge Bodils datter til graven.

Når Oluf glad og gerne deler sit vidnesbyrd med andre, er det i håbet om, at hans historie kan bringe lys og håb for andre. Kun ved kamp kan sejr vindes, siger han.

Det fortæller han også de mange mennesker, han møder, og hvoraf mange sidder fast i alkohol- og stofmisbrug. Han bringer håb. For er der nogen, der kan tale med om, hvordan der ser ud på livets skyggeside, er det Oluf Borremark.

Og er der nogen, der kan stå som eksempel på, at der er en anden og bedre vej, er det ham. I 50 år har han ikke rørt en dråbe alkohol, og troen på Gud er stadig klippefast.

Læs også