Fri os fra fornyelse

Intentionen er helt sikkert god, når to folkekirker på det seneste har lavet markante ændringer i gudstjenesten for at gøre den mere forståelig og vedkommende for moderne mennesker.

I Himmelev sogn gælder det en omformulering af nadverritualet, fordi man ikke ønsker de autoriserede ritualer. For, som præster og medlemmer fra menighedsrådet udtrykker det i et indlæg i Kristeligt Dagblad, så kan de som lutheranerne ikke acceptere, at menigheden ikke fatter, hvad der foregår. I stedet for at lade syndsforladelsen stå alene, spænder sognets nadverforståelse nu også over skabelse, taksigelse, nærvær, kraft, fællesskab og evighedshåbet.

For kan man være tilfreds med at reducere nadveren til syndsforladelse? spørger indlæggets forfattere.

Høsterkøb kirke i Nordsjælland har netop udgivet en pamflet om, hvordan de har fornyet deres kirke. Det har man gjort for at tiltrække den store gruppe mennesker, som “folkekirken ikke når, fordi de finder det, som sker under en højmesse, uforståeligt og fjernt fra deres dagligdag”, som der står i pamfletten. Fornyelsen består i en kortere prædiken, mere popmusik og mindre salmesang hver søndag til højmessen.

Hvem siger, at disse mennesker ikke kunne blive ramt af Guds ord alene? I stedet sætter man ind med larm og gøgl, der overdøver det.

Der er intet nyt under solen som sådan. Hurlumhejet for at tiltrække de ikke-kirkevante har stået på i årevis. Der er dog nyt, at man egenhændigt går ind og omformulerer det allermest urørlige i kirken, nemlig nadveren. Intet er længere for helligt til, at man ikke bare kan lave det om, hvis nogen får en bedre ide end Gud.

Som sagt er det i udgangspunktet godt, at man vil nå de sjæle, der normalt ikke kommer i kirken.

Men spørgsmålet er, om man ikke giver dem stene for brød. Kirken er rum for det hellige. Det betyder, at det er til for, at mennesker her kan møde noget, som de ikke kan andre steder.

Hvorfor skal dette hellige rum invaderes af den halløj, som findes alle steder udenfor kirkens rum?

Og så handler kirken ikke nødvendigvis om at forstå. Den handler om sandheden. Uanset om vi fatter den eller ej. De mange fornyelser i tiden lider af en enorm mangel på ydmyghed overfor det hellige. Hvis man i stedet lærte folk den, ville forståelse og tro komme af sig selv, fordi den foræres ovenfra.