Hvad med dementes tro?

Over 80.000 danskere lever med en demenssygdom. Mange af dem har svært ved at huske selv deres allernærmeste. Men hvad sker der med deres tro? Har de glemt Gud? Og har kirken overset problemet og mulighederne for at nå dem?

Demens bliver ofte kaldt ”de pårørendes sygdom”. Det gør ondt at opleve, at ens nærmeste forsvinder mentalt, mens de stadig lever. For hvad kan man egentlig gøre for dem? Hvornår erkender de, at de ikke længere kan køre bil, lave mad, betale regninger og blive boende i eget hjem?

På plejehjemmene er ressourcerne ofte begrænsede. Både personalet og de pårørende har svært ved at finde tid og tålmodighed til at prioritere mennesker, som ikke husker og heller ikke kan udtrykke deres ønsker og behov. Nogle demente finder ro og glæde ved at få en dukke på skødet, møde kæledyr eller få besøg fra den lokale børnehave.

Man skal ligesom finde den rigtige knap at trykke på. Og når det sker, er der ikke kun tale om beroligelse, men snarere om at de demente ”vågner” og mindes.

En præst, som har haft sin gang blandt demente på et plejehjem, fortalte mig, hvordan helt enkle ting som præstekjolen, salmebogen eller en påskelilje til påske vækker minder og bringer glæde.

Også på tv har vi set eksempler på, at musik kan ”vække” mennesker, der ellers ikke kan genkende nogen eller noget omkring dem.
Der er så mange uudnyttede muligheder.

– De minder, som ligger længst tilbage, står stærkest, siger den amerikanske ældrepsykolog Benjamin Mast fra University of Louisville. I sin bog, “Second Forgetting: Remembering the Power of the Gospel During Alzheimer’s Disease,” fortæller Mast om 78-årige Charles, som ikke altid kan huske sine børns navne. Han kan blive bange og udadreagerende overfor personalet, men han er hurtigt med i sang og bøn, når folk synger eller læser en bibeltekst for ham.

– I nogle tilfælde har de ældste minder noget med menneskers tro at gøre, fx. salmer og trosbekendelsen, fastslår Benjamin Mast.

Min mormor, som døde for over 30 år siden, blev stærkt dement og kom på plejehjem. En dag, da hendes lillesøster havde besøgt hende på hjemmet, sagde en af de ansatte: ”Du var nok inde og synge for din søster!”

– Nej, jeg har aldrig haft en tone i livet, svarede søsteren. Så tilføjede hun: ”Jeg sagde bare til Agnes: ’Kan du huske dengang, vi havde mistet vores mor og du samlede os søskende og sang for os?’ Og så begyndte hun bare at synge flere lange salmer. Hun sang Jeg er træt og går til ro og Lille Guds barn.”

Det er altså slet ikke noget nyt, at demente kan ”vækkes” og opleve glæde over den tro, de før har kunnet udtrykke med ord.

En tidligere lægemissionær, den 72-årige britiske Jennifer Bute, fortæller i avisen Premier Christianity om sin egen demenssygdom. Faktisk takker hun Gud for den, og hun bruger sin erfaring til at vejlede både patienter, pårørende – og kirker – om, hvad de kan gøre.

– Det er vigtigt, at kirkerne bruger gamle kendte salmer og musik, ikke bare moderne blød rock. Musik har magt og vil vække minder. Kirkerne må bruge gamle salmer og også de ældre udgaver af Bibelen. Her ligger en stor mulighed for kirkerne, siger Jennifer Bute, som ikke længere kan læse selv men har stor glæde af at lytte til oplæste bibeltekster, undervisning og lovsang.

Men hun har også oplevet en uventet sidegevinst: Det er blevet lettere for hende at høre Guds røst. ”Han fortæller mig, når han ønsker, jeg skal besøge mennesker og tale med dem. Før havde jeg alt for travlt med at læse og arbejde til at høre hans stemme. Det er min teori, at hvis du har en stærk tro, vil du også kunne bede, hvis du får demens. Det gjorde min far. Jeg tror ikke, man mister troen ved at få demens, men sygdommen er meget værre, hvis man ikke tror. Og vi er altid omsluttet af Guds uendelige kærlighed,” understreger Jennifer Bute.

Som kristne har vi både muligheder og ansvar for at hjælpe demente. Guds ord vil bære frugt, og hans kærlighed varer ved: ”Til alderdommen er jeg den samme, jeg bærer jer, til hårene gråner; ret som jeg bar, vil jeg bære, jeg, jeg vil bære og redde,” siger han i Esajas 46,4.