’Jeg be’r Jesus hjælpe os’

Sarina står og venter sammen med sin far bag det videoovervågede hegn, hvor gæster skal hentes af en beboer og registreres hos portvagten. Hun er lige kommet hjem fra Røde Kors skolen i Lynge, hvor de fleste børn på Sjælsmark får undervisning nogle timer hver dag. Den spinkle pige har godt fat i sit løbehjul og viser vej over til en lav gulstensbygning, hvor hendes mor byder indenfor i de to værelser og lille stue, der har været familiens hjem de seneste 16 måneder.

– Sarina fortæller:
“Jeg har boet i Danmark i tre år og næsten to måneder. Min lillesøster har lige haft fødselsdag. Hun er ni år. Hun har haft fire fødselsdage i Danmark.

Flugten fra Iran

Vi rejste, fordi vi havde problemer med politiet i Iran. De kom mange gange og bankede på døren. De råbte. De gik ind i vores hus med store beskidte støvler. Det var meget dårligt. Jeg vil aldrig tilbage.

Vi efterlod alle vores ting. Vi vidste ikke, hvor vi skulle hen. Somme tider kørte vi med bil eller bus. De fleste dage gik vi.

Da vi sejlede til Grækenland, gik der hul i bunden af vores gummibåd. Det var mørkt. og jeg var bange. Min far og mor lå i vandet og prøvede at svømme og holde fast i min lillesøster og mig. Der var vand helt op til min hage.

Heldigvis var der nogen, der fik lukket hullet i gummibåden, så vi kunne sejle. Min lillesøster havde ikke strømper på og slog den ene fod. I Grækenland gik der betændelse i såret, så hun blev rigtig syg og ikke kunne spise i flere dage.

Vi gik over tusind kilometer. Somme tider måtte min far bære min lillesøster. Hun var kun fem år. Der var rigtig mange mennesker. Mange børn blev væk. Man kunne blive væk bare lige sådan, så min far og mor holdt godt fast i mig og min lillesøster.

Somme tider gik vi inde i en skov. Nogle dage regnede det, så vi blev våde. En dag sad min lillesøster fast i en busk, men min far fik hende fri. Somme tider kom politiet og stoppede os. Vi vidste ikke, hvad der ville ske. Vi var bange. Det var meget dårligt. Jeg har ikke lyst til at tænke på det.

På centre i Danmark

Da vi kom til Danmark, var vi rigtig trætte og sultne. I Sandholm fik vi mad og ID-kort. Så blev vi sendt til Auderød. Det var et godt center, hvor vi slappede af. Der var god mad og mange steder, hvor vi kunne lege.

Efter tre dage kom vi til Ebeltoft. En uge senere kom vi til Tranum. Der var vi i to år. Vi var heldige, at vi fik lov at bo på det samme center så længe. Jeg kender en pige, der har boet på 14 forskellige centre.

Vi var rigtig glade for at bo i Tranum. Min far og mor var ikke kede af det hele tiden. Min far havde praktik på centret som fotograf, og somme tider kørte han centrets minibus. Det bedste var, at vi havde det godt alle sammen. Vi gik i dansk skole og havde danske venner. Jeg gik i 3. klasse, og min lillesøster gik i 0. klasse. Vi lærte hurtigt at læse dansk. Det var en rigtig god skole. Det var slet ikke som i Iran, hvor læreren slog, hvis man ikke havde tørklæde på.

På centret havde vi to værelser og vores eget køkken og toilet. Vi havde et stort køleskab, der var lige så højt som min far. Der var fjernsyn og computere og rigtig gode klubber for børn. Jeg gik til gymnastik og svømning. Vi var også på ferie, og om søndagen lavede vi snobrød.

I Tranum var vi sammen med min mors bror. Han fik ophold, men vi fik afslag. I dag bor han i Aalborg med sin familie. Jeg ville ønske, at de ikke boede så langt væk. Når man bor i Sjælsmark, må man ikke være væk om natten, så vi kan ikke besøge dem.

Voksne råber og skændes

Vi kom til Sjælsmark i oktober sidste år. Da vi fik afslag, var min far og mor rigtig kede af det. Jeg og min lillesøster var også kede af det. Vi ville ikke flytte fra Tranum. Det værste ved Sjælsmark er det hele. I Tranum spiste vi min mors mad.

Min mor er rigtig god til at lave mad. Her skal vi spise i cafeteriet. Vi må ikke have køleskab og spise vores egen mad. Jeg kan ikke lide cafeteriet. De voksne råber og skændes, og der er politi. Jeg er bange for politiet. Jeg vil hellere spise herhjemme i fred og ro.

Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst var rigtig glad. Det var nok, da vi var på sommerlejr i Hillerød med kirken. Vi fik særlig tilladelse, så vi kunne være der i fem dage. Vi slappede af og legede og lavede en masse sjove ting, og min far og mor var ikke så stressede og kede af det.

Glad for dansk skole

En rigtig god ting er, at min lillesøster og jeg snart skal flytte til en dansk skole. Det er en rigtig skole, hvor der også er danske børn. Min lillesøster har allerede pakket sin taske. Hun skal i 2. klasse, og jeg skal i 4. klasse. Jeg glæder mig rigtig meget. Jeg vil gerne lære en hel masse. Mit bedste fag er dansk.

Jeg ønsker rigtig meget, at vi alle sammen bliver glade igen. Det er rigtig sjovt at være glad. Jeg drømmer om, at vi får ophold, så vi kan flytte til et andet sted og bo i vores eget hus og være i fred og ro. Så min mor kan lave mad igen og ikke længere har hovedpine, og så min far kan gå på arbejde og ikke behøver at tage medicin. Hvis jeg kunne bestemme, skulle alle børn i Danmark have lov at gå i dansk skole, have køleskab og buskort og spise deres mors mad, og de skulle bo et sted, hvor der ikke er politi og hegn om husene.

Når jeg bliver voksen, vil jeg være advokat, så jeg kan hjælpe alle mennesker, der er kede af det – både børn og voksne. Jeg vil også hjælpe mennesker i Syrien og Iran, der ikke har det godt.

Jesus er der

Jeg vil gerne fortælle, hvordan jeg blev kristen. Da vi boede i Tranum, kom der biler og hentede folk til kirken om søndagen. Min veninde gik i kirke. En dag spurgte jeg min mor, om vi også kunne prøve.

Den første gang i kirken troede jeg ikke på Jesus. Jeg vidste jo ikke så meget. Senere prøvede jeg at tale med Jesus. Jeg kunne mærke, at Jesus ville hjælpe mig. Jeg begyndte at tro mere og mere. Nu tror jeg på Jesus rigtig meget. Min far og min mor og min lillesøster tror også på Jesus.
I Sjælsmark er vi mange børn og voksne, der går i kirke. De kommer og henter os i biler fra en kirke i Hillerød. Jeg kan godt lide at komme i kirken. Jesus er der.

For nogle måneder siden blev min far og mor døbt sammen med nogle af de andre voksne fra vores center. I kirken havde de lært om Jesus. I oktober blev jeg og min lillesøster døbt.
Det var mig selv, der valgte at blive døbt. Præsten havde været på besøg hos os fire gange og fortalt om Jesus, hvordan han var og hvad han gjorde. Da jeg blev døbt, fik jeg et kristent tegn på panden af præsten.

Jeg er rigtig glad for, at jeg er døbt. Min far fortæller, at nogle i vores familie i Iran også gerne vil være kristne, men det er meget forbudt i vores land.

Om aftenen inden vi skal sove læser min far en historie fra Bibelen højt for os. Somme tider læser jeg også selv. Jeg har min egen børnebibel, som jeg har fået i kirken.

Hver dag beder jeg til Jesus. Hvis min mor eller far er syge, beder jeg Jesus om at hjælpe dem. Jeg beder også om, at vi må få ophold, så vi ikke skal bo her altid. Vi kom til Danmark for at få hjælp. Men nu er det rigtig dårligt. Jeg beder Jesus om at hjælpe os.”

Interviewet ”Sarina fra Sjælsmark” blev bragt i avisen Nyt på Tværs i december 2018 og gengives her med tilladelse. Der er intet nyt om familiens situation, men Sarina går nu i en dansk folkeskole, oplyser redaktør Birthe Munck-Fairwood.

Fakta:
Børn på udrejsecentre
Der bor i dag ca. 120 børn på Udrejsecenter Sjælsmark ved Hørsholm. Centret blev oprettet i februar 2015 og drives af Kriminalforsorgen.
Børnene har det til fælles, at deres forældre har fået endeligt afslag på asyl i Danmark men ikke kan eller tør rejse hjem.
Mange familier kan ikke udsendes, da lande som Iran, Irak og Syrien ikke vil tage imod dem, med mindre de rejser frivilligt.

Læs også: Sarina er klemt i et politisk spil