Van Goghs kyndelmisse

Kyndelmisse er midt i vinterens mørke. Fra nu af kan det kun blive lysere. Bønderne kontrollerer, hvor meget foder der er tilbage. Klarer vi os gennem vinteren? Kommer mennesker og dyr levende frem til vår og sommer? Mennesker går til kirken. Her får de deres lys velsignet, så kan de lyse klart i den mørke tid. Det er kyndelmisse – messe for kandelaberne (vokslysene).

Stjernen over mørket

Van Gogh beskriver, hvordan det er at være i dybet – ikke vinterens dyb, men dybet 700 meter nede i en kulmine:

”Når jeg ser op igennem skakten, så er der en lillebitte åbning. Det er som en lille stjerne.”

Måske var det inspirationskilden til et af hans sidste malerier: Den berømte stjernehimmel, med en dominerende gul måne og stjerner som overdådigt festfyrværkeri.

En række nederlag

Van Gogh led mange nederlag igennem sit korte liv. Han blev kun 37 år. Han var altid nummer to. Hans storebror Vincent døde ved fødslen. Præcis et år efter blev Vincent nummer to født på samme dato. Han fik samme navn. Men han fik ikke samme anerkendelse. Moderen gik ofte til kirkegården, for at se til den døde storebror. Hun havde ikke så meget overskud til nummer to.

Vincent havde også svært ved at få sin præstefars anerkendelse. Vincent Van Gogh mislykkedes som kunsthandler. Måske ville han ikke tage penge for kunst, som han ikke brød sig om. Og han kunne ikke vinde kvindernes hjerte og fik afslag på frierier. Han kunne ikke fordrage den akademiske verden, og han klarede ikke teologiens græsk, hebræisk og dogmatik. Han dumpede til en mindre missionæruddannelse.

Missionær hos kulminearbejderne

Men han trodsede missionsledelsen og gik i gang som missionær. Og det bevirkede, at man trods alt gav ham 6 måneders prøveansættelse. Han satsede alt på at evangelisere blandt minearbejdere. Også der blev han afskediget på gråt papir. Med den officielle begrundelse, at han ikke mestrede sproget og prædikekunsten.

Men van Gogh gennemskuede dem. De syntes ikke, han levede et liv, der var en missionær værdigt. Han havde ikke anstændig og ordentlig påklædning, og han boede i usle hytter. Vincent Van Gogh skriver til sin bror Theo i et brev:

”Du må vide, at det er med kirkens folk som med kunsterne. Der er en gammel, ofte afskyelig, tyrannisk akademisk skole, en trøstesløshedens vederstyggelighed, mennesker med et kyrads, et stålpasser af fordomme og konventioner, som, når de står i spidsen for sagerne og disponerer over stillingerne, ved et system af omsvøb søger at hjælpe deres protegéer frem og udelukke det naturlige menneske”.

Hans egen mor var også meget nervøs for, om Vincent havde rent pænt tøj. Og hvem skulle vaske for ham? Vincents far Theodor, moderen og selv hans gode bror og ven Theo ønskede, at han forlod mineområdet. Men Vincent blev på pladsen, og i konsekvens af uoverensstemmelserne afbrød Vincent korrespondancen med dem i flere måneder.

At være menneske blandt mennesker

Vincent Van Gogh boede blandt minearbejderne. Han gav sit gode tøj bort og iklædte sig en gammel kulsæk. Han forsøgte at blive som en af dem. Han prædikede, besøgte de syge og hjalp dem med de daglige sysler.

Vincent var inspireret af Tolstojs kristendom. Han læste og citerede flittigt Thomas af Kempis bog Kristi efterfølgelse. Han ville være menneske blandt mennesker.

I mineområdet boede en mand, der var ødelagt af det hårde arbejde. Mange blev ikke mere en fyrre år. Minearbejderen var blevet alkoholiker, og ingen turde komme ham nær. Han smed folk ud, når de besøgte ham. Men Vincent gik ind i hans hytte og talte med ham. Ikke fordømmende, men som en ven. Og i lang tid efter fortalte man, at den syge mand var blevet rask. Det var et under.

Vincent Van Gogh tegnede børn og kvinder, der bar kulsække. Og han afbildede menneskers liv. Men arbejderne forstod ikke hans sorte skitser.

Van Gogh ville gerne give dem noget kunst, som kunne give dem lidt glæde i deres hårde liv. Men de forstod det ikke og påskønnede det ikke. En del gjorde nar af ham, men en del var også glade og taknemmelige for, at han delte deres hårde liv.

Minearbejderne arbejdede alle dage ned i minernes mørke. De gik ned før solen stod op, og når de kom op efter arbejdet, så var solen gået ned. De sov lidt, og så skulle de på arbejde igen. Kun om søndagen så de solen – hvis den altså var synlig i disen og kulstøvet.

Nederlag og genfødsel

At blive fyret fra sin missionærstilling var et enormt nederlag for Vincent. Men det blev også en katalysator for, at han omsider indså, hvad han skulle med sit liv – han skulle blive kunstner og gennem sin kunst vise mennesker det guddommelige lys i verdens mørke.

”Hvad er jeg i de fleste menneskers øjne? Et nul eller en særling eller en uønsket person – en der ikke hører til i samfundet og aldrig kommer til det, kort sagt lidt lavere end de laveste. Okay…, men så vil jeg gerne i mine værker vise, hvad der gemmer sig i hjertet på en særling og et nul som mig.” Vincent van Gogh i brev til Theo van Gogh, juli 1882

Han skiftede fjerdragt

Han begyndte at bruge blyanten igen. Kom op fra minens mørke og op i lyset.  Han begynder en rejse fra mørke til lys. Man kan se, hvordan hans malerier får mere og mere lys og flere og flere farver. Til sidst eksploderer de i farver i de sidste måneder af hans liv. Han er kommet til Arles i Syd-frankrig og her skaber han de mest farvestrålende malerier.

Udviklingen går fra mørket i de sorte belgiske kulminer til lyset ved Middelhavet. Fra forurenende kul til ny og ren solenergi.