Dansk Gospel Outreach i Benin

Lisbeth Hyldgaard fortæller om en vellykket kampagne i Benin, hvor 10.257 tilkendegav, at de ønskede kontakt med en menighed.

Vi er netop vendt tilbage efter en kampagne i det vestafrikanske land Benin. Landet, som historisk set har været med til at sprede så meget mørke og frygt rundt om i verden, dels på grund af landets medvirken i udskibning af millioner af slaver for flere hundrede år siden, men måske især for opfindelsen og udbredelsen af voodoo (djævledyrkelse).

Benin er et af de, lande Gospel Outreach har specielt fokus på i disse år.

Vi oplever, at de lokale kristne virkelig ønsker en forandring i deres land og derfor gør både et stort arbejde før, men i særdeleshed også efter en kampagne.

Efter kampagnen bliver der fulgt op og plantet mange nye menigheder med nye mennesker, der netop for første gang har hørt om Jesus via kampagnen.

Allerede før kampagnen var lokale i gang med at opføre en ny kirke i forventning om nye kristne.
Bygger nye kirker FØR kampagnen

Vi ser for eksempel altid INDEN vi overhovedet har haft det første møde i byen, at der er bygget nye kirkebygninger i områder, hvor der ikke i forvejen var en kirke. Dette vidner om en stor forventning og tro på, at Gud vil gøre noget stærkt på kampagnen, og Gud svigter aldrig!

I en af de nybyggede kirkebygninger (der endda ikke var helt færdigbygget), stod der 19 nye kristne, der gerne ville i kirke, dagen efter kampagnen sluttede!

Måske skyldes det, at selve bygherren, der ikke var kristen, da byggeriet startede, havde givet respons på frelsen under kampagnen og sikkert havde fortalt om byggeriet til sine venner og familie, og at flere nu ønskede at komme i netop denne kirke.

Det er sådanne oplevelser, der gør, at vi som missionsorganisation er nødt til at komme igen og igen, så sulten efter evangeliet kan blive stillet i hele landet.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Plakater og løbesedler

Forberedelserne til kampagnen begynder måneder før selve eventet. Først kommer der megastore reklameskilte op overalt i byen og i en omkreds på 30 km. Til denne kampagne blev der hængt 20 stk op, hvoraf de 13 fik lov til at blive hængende, mens 7 blev revet ned ligeså hurtigt de blev sat op.

Små bedekort kommer ud til menighederne, hvor de hver især kan skrive navne på 10 personer, som de vil invitere med på kampagnen og allerede nu begynde at bede for.

Så kommer der plakater og flyers op og ud i selve byen og omegnen. Plakaterne bliver ofte hængt op ad flere omgange, da voodoopræster m.fl. rykker dem ned for at forhindre folk i at høre om kampagnen! Til denne kampagne blev der trykt 10.000 plakater samt uddelt 80.000 flyers, så forarbejdet var bare helt i top!


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Så begynder kampagnen!

Folk er i forventning. Nogle har gået i flere timer, og musikken brager ud af højtalerne, folk danser og synger, det bedste de har lært. Der er en stemning af glæde og en forventning, du næsten kan tage og føle på… helt ubeskriveligt, man bliver aldrig træt af det.

Hver af de fire aftner kampagnen varede, var der pakket med mennesker. Rigtig mange børn havde også fundet vej, og hver aften dansede og sang de til stor glæde for alle. Der er noget rent og ægte, når børn lovsynger og danser til Guds ære.

Evangeliet bliver forkyndt af evangelist Per Hyldgaard fra Gospel Outreach, og da frelsesinvitationen bliver givet, strømmer det frem med folk, som ønsker at tage imod Jesus som deres frelser. Tusindvis af mennesker gav respons hver aften, og hver aften blev der føjet nye navne til menighedernes opfølgningsliste.

I alt 10.257 personer tilkendegav, at de ønskede, at en menighed kontakter dem efterfølgende.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Guds visitkort

Så er der bøn for alle, der har behov, og som ønsker forbøn.

Som altid er der tusindevis af mennesker også til denne bøn, og det er altid en ære at være med og velsigne disse mennesker, samt at bede om Guds indgriben. Og Gud griber ind! Vi hører kun en brøkdel af vidnesbyrdene på platformen, men i byen bliver rygterne spredt: “De kristnes Gud gør mirakler…” Det er langt det bedste visitkort, Gud kan lægge i hele omegnen.

Kvinden fortalte, at hun har været blind i over 20 år, men efter forbøn kan hun nu se.
Blind blev seende

Nogle af de stærke vidnesbyrd, vi fik at høre, kom bl.a. fra en ældre dame.

Første aften var hun blevet bedt for. Hun oplevede, at de smerter, hun havde haft gennem 15 år, og som havde hæmmet hendes gang og søvn, var væk.

Nu stod hun her anden aften og vidnede om, at hun kunne bevæge sig frit igen, og at hun havde sovet som en baby… hun var så glad, selvfølgelig!

Hun havde endda taget sin veninde med til møde. Veninden, der havde været blind i 20 år blev seende under forbønnen!

Sikke glade de to ældre veninder var. Trejde aften så vi dem dansende og syngende midt i folkemængden…. sikke en glæde at se!

Tumorer forsvandt

En ung mand havde på grund af en arbejdsulykke ødelagt sin hofte så meget, at han ikke kunne bøje sig ned. Han fortalte, at det kunne han nu, og så bøjede han sig lige baglæns og bevidste for os alle, at han nu er rask!

Mange kom også og vidnede om, at tumorer og cyster forsvandt – både udvendigt og indvendigt.

Desuden fik flere blinde synet igen, og mange mennesker med gener på grund af ulykker blev helbredt.

Som nævnt er det kun et fåtal af alle helbredelserne, vi hører om på platformen. Men det vigtigste er også, at rygtet og historierne bliver fortalt rundt om i byen og i landsbyerne. Dermed kan de fortsætte med at påvirke mennesker og på den måde drage folk i retning af Gud.

Opmuntre og udruste

I dagtimerne var der som vanligt pastorkonference. I alt 331 pastorer var tilmeldt denne konference. Underviserne var: Dan Ahlmann fra Esbjerg, Erik Mortensen fra Tylstrup samt Per Hyldgaard fra Gospel Outreach. Vi oplever altid et stort behov for at undervise pastorer og ledere.

Jane Ovesen, Grenå, der var med for første gang, siger:

“Det at være med til at støtte og undervise disse pastorer/ledere, som måske aldrig før har fået undervisning eller udrustning i Guds Ord, var en stor oplevelse.

De fik en sund og stærk undervisning, som de kan arbejde videre på i deres liv og i deres menighed. Og jeg tror, at mange flere mennesker i de enkelte menigheder vil få gavn af denne undervisning.”

Sidste dag blev der uddelt en bog “The Shepherds Staff” til alle pastorerne og lederne. Denne bog er en praktisk bog med hjælp og vejledning i at stå som leder i en menighed.

Lisbeth & Per Hyldgaard besøgte kong Kpoffon. Voodoo-kongen gav sit hjerte til Jesus.
Voodoo-konge omvendt

I Benin er der stadig 24 konger, selvom landet er ledet af en folkevalgt præsident. Disse konger har autoritet og magt i den forstand, at deres opgave er at sikre, at den officielle religion i landet, voodoo, bliver dyrket. Ud over dette er de dommere i småsager i området, de bor i.

Vi har før været så velsignede at bede til frelse med én af disse konger, og i byen Cove bor kong Kpoffon.

Den sidste dag, vi var i byen, spurgte kongen, om han måtte møde os – hvilket vi selvfølgelig takkede ja til. Han inviterede os ind i sit palads og sagde med det samme, at han var meget glad og beæret over, at vi var i hans by. Han var så træt af ondskaben og den måde, folk behandlede hinanden på, og han ønskede at vide mere om det, vi kom med.

Vi fik lov at bede med ham, og han ønskede en bibel. Den vil han benytte til at søge visdom i, når han vejleder /dømmer andre.

En sand Kornelius (fra Apostlenes Gerninger 10), som bare ønskede det bedste for sig selv og sit folk! Han ønsker endda, at der bliver bygget flere kirker i området, så derfor blev vi velsignet med byggegrunde til dette formål. Al ære til Gud for, at denne konge også gav sit liv til Jesus.

Det var en stor oplevelse for det danske team (plus en enkelt mexicaner) at være med på den store kampagne i byen Cove i det vestafrikanske land Benin.
Dansk team

Teamet, der var med denne gang, bestod udelukkende af danskere. Nogle havde været med før, andre skulle for første gang opleve Afrika og det at være med på kampagne med Gospel Outreach.

I medarbejdergruppen var der dog også en enkelt mexicaner.

Alle fik en mulighed for at være aktive under kampagnen og dette til stor glæde for alle. At være en del af noget anderledes end man måske er vant til, sætter spor.

Livsforvandlende

Malene Sørensen, København var med for første gang på en missionstur med GO:

“Jeg kan helt klart anbefale at tage med på en missionstur med Gospel Outreach, både som en oplevelse for livet og som en øjenåbner for verden omkring dig. Denne tur var et stort ønske fra min mands side, mens jeg har været mere tilbageholdende og ikke har haft et ønske om at komme med.

Jeg synes, jeg har nok at forholde mig til i min hverdag, og havde nok lidt svært ved at skulle forholde mig til, om Afrika også blev nået med evangeliet eller ej. Men at være med i Afrika har fuldstændigt vendt op og ned på den indstilling. At se de tusindvis af mennesker, der hver aften løb frem for at være en del af frelsesbønnen, var fantastisk. At se passionen for menneskers frelse hos Gospel Outreach teamet og at se de lokales engagement, har virkelig været en positiv og livsforvandlende oplevelse.”