Dimantbryllup i Isenvad

Den 7. marts kunne tidligere missionærer i Thailand, Ruth og Peder Jørgensen, Isenvad ved Ikast, fejre diamantbryllup.

Ruth og Peder Jørgensen har haft et begivenhedsrigt liv gennem deres nu 60 år sammen. I 2010 skrev Ruth sine erindringer. Det skulle egentlig bare være til børnebørnene, men interessen var så stor, at det blev til bogen ”Fra Limfjorden til Mekhong” (udsolgt fra forlaget).

Peder har aldrig selv fået skrevet en bog, men i 2016 udgav Moesgaard Museum en bog om hans enorme samling af etnografika fra det forsvundne Thailand. ”Thailand med liv og sjæl” blev udgivet i forbindelse med, at Peder skænkede sin samling til museet. Tingene står dog fortsat i hjemmet, så Peder kan se på dem og mindes deres historier.

De seneste år har været præget af sygdom, men diamantbrudeparret følger stadig med i alt, der sker omkring dem. Festen blev fejret lørdag med en reception for familie og venner.