En fornøjelig tur med ’livets bus’
Små 30 km taler vi om – men hvilke kilometer! Thomas Kristensen har begået noget så specielt som en bog om sine mange ture med bussen på ruten Nørre Nebel – Tarm – Skjern. Det lyder kedeligt. Det er det ikke. Og grunden til, at det ikke er dét, skyldes forfatterens evne til at løfte noget så banalt som en tur med bussen op til at blive en metafor for livet selv.
Der er rejser, og så er der rejser: udrejsen; opdagelsesrejsen (når man kommer til andre egne end éns fødested); livsrejsen (fra at være den unge til den ældre generation); tidsrejsen, bl.a. kendetegnet ved tidernes og moral-begrebernes skiften; dannelsesrejsen, der tidligere var udbredt i mere velstillede kredse (Tyskland og Italien var populære bud på, hvortil rejsen skulle gå) – og endelig den åndelige tidsrejse:
”Ånd må der til, for at vi kan dannes til mennesker. Helligånd og kristenliv gør os til mennesker og ikke bare til eksistenser. Også i denne henseende rejser vi gennem skiftende landskaber, fra barn til voksen, fra det umiddelbare til det prøvede. Den åndelige del af livsrejsen giver farve og forståelse til alle de andre sider af livsrejsen. Og den sætter det endelige mål for livsrejsen” (s. 12).
Det er som venligt-talende og ikke-alt-for indforstået rejsefører Thomas Kristensen indtager sin plads på sædet. Hele tiden overraskende reflekteret og med en utrolig sans for den lille detalje og dens betydning i det større perspektiv.
De fleste vil vel blot se ud over markerne og underbevidst registrere vejens beskaffenhed. Men ikke her! For imellem de to ligger jo grøfterne, og det fører til tanker om de grøfter, der skiller mange af os i livet, og hvordan det i stedet ville være så langt mere formålstjenligt at bygge bro(er).
Bogen skal nok også ses som en stille hyldest til det stille Danmark, hvor der leves stille, gode, rolige liv, som ikke gør noget ståhej af sig. Udkants-Danmark, hedder det med et moderne fy-ord. Det vil vi glemme alt om her. – Tak for turen. Det var en god tur.
Thomas Kristensen: ”Alle skifter. Med rutebilen på livsrejse.” 239 sider. Illustreret. 250 kr. Lohse