Fristelser skal ikke skille os fra Gud

I dagens tekst læser vi om, hvordan Jesus fristes af Djævelen, hvilket egentlig er en besynderlig historie.

Jesus er lige blevet døbt og har oplevet Guds stemme fra himlen sige: ”Det er min elskede søn, i ham har jeg fundet velbehag!” Og hvad sker der så? Helligånden leder ham da ud i en ørken, så han kan faste i 40 dage og fristes! Selvfølgelig, hvad ellers?

Det virker nok ved første øjekast mærkeligt, at Gud på den måde tillader og ligefrem fører Jesus til fristelse. Men vi skal opdage, at det vi her læser, er Guds kærlighed i aktion.

Hvad står på spil?

Alle mennesker oplever fristelser, store og små. Vi kan fristes til at snyde lidt, hvor ingen alligevel opdager det, at lukke øjnene for nogen, der har brug for hjælp, at tænke på andre kvinder/mænd, selvom man er godt gift, eller noget helt andet.

Det første meget vigtige du må forstå er, hvad der egentlig står på spil, når du fristes. Er det bare et spørgsmål om din selvkontrol? Nej – at falde for fristelse er synd, og synd har konsekvenser for dig, for dem du holder af, og muligvis endnu vigtigere, for dit forhold til Gud. Det der altid er på spil i fristelse, er nemlig din tillid til Gud.

Vi ser det i Jesu historie. Efter 40 dages faste fristes Jesus i første omgang til at lave en sten om til brød – men han erkender, at det ikke blot handler om hans sult, men hans tillid til sin far. Jesus svarer Djævelen ved at citere 5. Mosebog: ”mennesket lever ikke af brød alene, men af ethvert ord, der udgår af Guds mund.” Med andre ord: Gud har ført mig herud i ørkenen, han kender mine behov, og jeg stoler på, at han nok også skal møde dem.

Måske ville det for os ikke virke forkert, hvis Jesus lige lavede en sten om til brød for at stille sin sult, men det ville være en handling i strid med Guds løfte om, at han nok skal møde de basale behov. (Et løfte, Jesus selv sætter ord på i Matt. 6:31:”I må altså ikke være bekymrede og spørge:

Hvordan får vi noget at spise og drikke? …”) Og efter fristelserne sørger Gud rigtignok også for Jesus. Altså viser Jesus sin komplette tillid til Gud i stedet for at falde for fristelsen, og Gud viser sig at være trofast.

Bruger du fristelse til at styrke din tillid til Gud, eller lader du fristelse føre dig i synd og vælger dermed ikke at stole på Gud? Det kan virke lidt hårdt stillet op – men jeg tror ærligt talt, at det er den sort-hvide virkelighed, der altid er gældende, når vi fristes.

Vi kan alle stå imod

Nogle slår sig nok oven i hovedet, fordi de igen og igen bliver fristet til den samme synd. Men hør her: du skal ikke være hård ved dig selv over at blive fristet. Det er et vilkår ved at leve i denne faldne verden. Desuden har vi fået et stort løfte i 1. Kor. 10:13: ”Gud er trofast; han vil ikke tillade, at I fristes over evne, men vil sammen med fristelsen også skabe udvej, så I ikke bukker under.”

Så lad os da stå imod fristeren, og gøre det ved at følge Jesu eksempel: at erkende, hvad der i virkelighed står på spil, og bruge Guds ord til at stå Djævelen imod. Når vi sejrer, er fristelserne da blevet veloverståede prøvelser, der i sidste ende styrker vores tro på og tillid til Gud. Derved ser vi, at Gud faktisk er kærlig og fører os tættere på sig selv, ved at tillade fristelser i vores liv.

For mig har det på det seneste været en stor hjælp at erkende alvoren af fristelser – at små synder ikke blot afføder en smule dårlig samvittighed, men at de faktisk stille og roligt fører mig på afstand af Gud. Og jeg har oplevet på ny at komme tættere i mit forhold til Gud ved at bekende og gøre op med synd.

Jeg håber og beder for, at du må få den samme oplevelse.

Søndagens tekst: Matt. 4, 1-11

Fristelsen i ørkenen
1 Derefter førte Helligånden Jesus ud til et øde sted, for at Djævelen kunne friste ham. 2 Der gik 40 dage, hvor Jesus ikke spiste noget, og han blev meget sulten. 3 Da kom Fristeren til ham og sagde: »Hvis du virkelig er Guds Søn, hvorfor siger du så ikke til de sten dér, at de skal blive til brød?« 4 Jesus svarede: »Der står skrevet: ‘Et menneske lever ikke af brød alene, men af hvert ord, som Gud taler.’«5 Så førte Djævelen ham ind til Jerusalem og op på det højeste hjørne af tempelmuren. 6 »Hvis du virkelig er Guds Søn,« sagde han, »så kast dig ud herfra! Der står jo skrevet: ‘Han befaler sine engle at passe på dig. De skal bære dig på hænder, så du ikke støder din fod på nogen sten.’« 7 Jesus svarede: »Der står også skrevet: ‘Du må ikke provokere Herren, din Gud.’« 8 Så tog Djævelen ham med op på toppen af et højt bjerg og viste ham alle verdens lande og al deres herlighed. 9 »Alt det vil jeg give dig,« sagde han, »hvis du falder på knæ og tilbeder mig.« 10 Jesus svarede: »Forsvind Satan! Der står jo skrevet: Det er Herren din Gud, du skal tilbede, og ham alene du skal tjene.« 11 Så forlod Djævelen ham, og nogle engle kom og sørgede for mad til ham.