’Henne i den østre ende’

”Antomkraft” kan løse alle problemer, fastslog Niels Hausgaard i en meget mindeværdig satirisk sang fra 1979. Omkvædet lyder næsten som en kommentar til en meget aktuel debat her 40 år senere: ”Men værket ska leej på Sjællaj, hår vi tentj/ heller Fyn hæen i dæj øeste æej./ For å ha æ her ve åes, / nej, det vil vi godt nok intj, / det vil osse båer kom te å lej i væej.” (Men værket skal ligge på Sjælland, har vi tænkt / eller Fyn, henne i den østre ende. / For ha’ det her hos os, / nej, det vil vi godt nok ikke / det ville også bare komme til at ligge i vejen).

Skoleelever verden over demonstrerer i disse år for at få politikerne til at leve op til klimamålene fra Paris-aftalen i 2015.

Børn og unge er nok mere bekymrede end alle os ældre. I hvert fald er der ingen ende på de undskyldninger, man hører fra voksne, mere etablerede borgere, når talen falder på vedvarende energi. For alle bakker op om ideen – men…

Det er fantastisk med vindmøller – de skal bare ikke ligge i nærheden af vore huse. De skal heller ikke ligge i havet og spolere udsigten. Biogasanlæg lugter, så de skal i hvert fald ikke ligge i nærheden af vore boliger og byer. Og listen kunne fortsætte.

Somme tider får man den tanke, at der er meget langt fra Jylland til Christiansborg, hvor mange af de ”grønne” ideer kommer fra. Men det går jo begge veje, som Hausgaard så rammende beskrev det.

For 40 år siden var det atomkraft, som skulle effektivisere hele samfundet, ”så de få, der endnu har et arbejde, kan få fri”. Og det med mulige risici mht. affald og den slags kom jo ikke nordjyderne ved, for værket skulle alligevel ikke ligge ”her hos os”, hvor det ville ligge i vejen.

Den satiriske vise har også en skadefro linje om, at ”i Sverige får de radioaktiv vestenvind”. Jo, moral er godt og dobbeltmoral er dobbelt så godt – eller hvad?

Politikerne skyder nærmest per automatik på landbruget. Husejerne gør det samme, mens de fortsætter med at bruge pesticider i de små haver og skrappe midler i husholdningen. Kræsne forbrugere vil have eksotiske frugter, grønsager, alkohol og kødprodukter fløjet ind fra den modsatte ende af verden. Og modetøj, kosmetik og ferierejser skal man jo have, det må da være en menneskeret!

Hvem er det lige, der skal opgive deres privilegier? Hvor meget må det koste, det med miljøet og klimaet og vore børns planet? For der er ingen ”Planet B”, som de strejkende elever siger.

”Hvis nogen vil følge efter mig, skal han fornægte sig selv og daglig tage sit kors op og følge mig,” sagde Jesus.

Vi skal ikke nægte andre noget eller kræve goder på bekostning af andre – tværtimod. Enhver skal bære sit eget kors. Det må vi huske på også i klimadebatten.

Men vi hverken kan eller skal frelse verden.
Det var nemlig Jesus selv, der bar det vigtigste kors – det kors, som giver os håbet om, at han en dag vil gøre alting nyt.